Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Amerikansk medie forvrider fakta i dansk debat om boligområder

Faktatjek 22. feb 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Den hjemlige politiske debat om begrænsning af andelen af ikke-vestlige indvandrere i danske boligområder er nået frem til spalterne hos det amerikanske nyheds- og debatmedie Daily Wire. Her fremgår det, at et forslag har gjort det decideret ulovligt, at indvandrere udgør mere end halvdelen af beboerne i danske boligområder. Men forslaget lægger ikke op til, at der er tale om en strafbar handling, men det skal snarere ses som en politisk hensigtserklæring fra forslagsstillernes side.

Det er DRs faktaprogram Detektor, der har fundet frem til artiklen hos Daily Wire.

Forslaget blev fremsat af Martin Henriksen (DF), Jakob Engel-Schmidt (V) , Laura Lindahl (LA) , Naser Khader (Kons.), og det blev vedtaget den 9. februar i år med et snævert flertal – 55 stemte for, mens 54 stemte imod.

"Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark," hedder det i forslagsteksten, som altså alene nævner, at højest halvdelen af beboerne i danske boligområder bør være indvandrere og efterkommere.

Det amerikanske medier refererer ellers forslagsteksten korrekt, hvor ordet bør også indgår.

"Parliament notes with concern that today there are areas in Denmark where the number of immigrants from non-Western countries and their descendants is above 50 percent. It is parliament’s opinion that Danes should not be a minority in residential areas in Denmark".

Detektor har spurgt Daily Wire, hvorfor de påstår, at Folketinget har gjort det ulovligt, at indvandrere udgør mere end halvdelen af beboerne i boligområder, når det ikke er tilfældet. Men Daily Wire har ikke svaret på Detektors henvendelse.

Daily Wire er et medie med konservative synspunkter, der har den tidligere politiske kommentator ved det selverklærede ultrakonservative medie Breitbart News, Ben Shapiro, som redaktør. TjekDet har tidligere rettet fokus på det forliste samarbejde mellem Breibart News og Ben Shapiro her.

Læs hele Detektors faktatjek her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023