Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Barnebegravelsessagen viser vejen til det postfaktuelle samfund

24. feb 2020 -
5 min læsetid
This describes the image
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Skrevet af: Thomas Hedin

 

 


Foto: Robin Skjoldborg

Silas Lischang Marker er cand.mag. i filosofi og tilknyttet forsker på Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Foredragsholder og forfatter til bogen "'Os og dem. Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter'.

Blogindlæg på TjekDet.dk er udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

Af Silas L. Marker, cand.mag., forsker ved Center for Information og Boblestudier (CIBS)

I mandags skrev flere medier, at Stram Kurs havde demonstreret ved en begravelse af et barn i Københavns Nordvestkvarter. Politikere og meningsdannere fra højre til venstre har siden været enige om at fordømme optoget: Man protesterer ikke ved en barnebegravelse.

På den anden side af konflikten står Rasmus Paludan, der ikke mener, at der overhovedet fandt en begravelse sted. Tværtimod er der ifølge Paludan "mange faktorer", der får ham "til at synes, at det hele stinker langt væk af et eller andet" – læs: Det hele var en iscenesat false flag-aktion for at sætte Stram Kurs i dårligt lys.

Når den fælles virkelighed forsvinder

Diskussionen om barnebegravelsessagen er ikke en uenighed om politik og moral, altså om det var i orden at demonstrere ved en begravelse eller ej. Paludan tager over for Berlingske afstand fra demonstrationer, der forstyrrer begravelser. Det er heller ikke bare et spørgsmål om framing, altså om hvordan man taler om tingene. Uenigheden går derimod på objektive, faktuelle spørgsmål: Fandt der en begravelse sted? Lå der et barn i kisten eller ej?

Når man ikke er enige om helt simple fakta, er det svært at have en politisk diskussion om dem. Det er alt andet lige nemmere at diskutere et politisk spørgsmål, som hvor høj skatten bør være, hvis man er enige om det faktuelle spørgsmål om, hvad skattetrykket ligger på nu. Det samme gælder demonstrationer ved begravelser: Man kan ikke diskutere dem politisk, hvis man er uenige om, hvorvidt der overhovedet fandt en begravelse sted ved demonstrationen.

Vi kender især faktaproblemet fra USA. Efter Donald Trumps indsættelsestale i 2017 diskuterede man simple spørgsmål om kendsgerninger: Var der flere tilskuere end til Obamas indsættelse? Alt fra helikopterfotos af menneskemængden til tal fra Washington DC’s transportmyndigheder sagde, at der var flere mennesker til Obamas tale end til Trumps. Det fik Det Hvide Hus’ pressesekretær, Sean Spicer, til at anklage pressen for "bevidst fejlagtig rapportering". Et par dage efter ramte Spicer hovedet på sømmet: "Nogle gange kan vi være uenige med fakta." Fakta er nu til politisk debat.

De fragmenterede offentligheder

Stram Kurs får støtte fra en underskov af højreorienterede medier og blogs som Snaphanen, Free Speech Blog, Uriasposten, Fight The Power With Free Speech og Stram Kurs-kandidaten Uwe Max Jensens hjemmeside Ballet Magnifique. Især Ballet Magnifique går i dybden med begravelsessagen og beskylder mainstream-medierne for i ledtog med Islamisk Trossamfund at have faciliteret en fake news-kampagne imod Stram Kurs.

Disse mediers historier spredes i (ofte lukkede) facebookgrupper som "Debatside om Nye Borgerlige," "Danskere der vil bevare Danmark," og "Stop racismen imod danskerne." Heller ikke her er man uenige i, at det er forkert at demonstrere til en begravelse. Påstanden er derimod, at medierne lyver om, at der fandt en begravelse sted. Man benægter, hvad de fleste andre ser som fakta.

Artiklen fortsætter under billedet.

I området foran Moskeen på Dortheavej 45 i København var der fredag 14. februar en demonstration med sympatisører eller medlemmer af partiet Stram Kurs. En rustvogn med en barnekiste kører på et tidspunkt ind foran demonstranterne. Om der overhovedet var en begravelse i gang, har blandt andet partiets leder, Rasmus Paludan, efterfølgende betvivlet. (Foto: Kristian Brasen/Ritzau Scanpix)

I dette højreorienterede informationsøkosystem etableres en alternativ virkelighed, hvis indbyggere bekræfter hinanden i, at en elite bestående af politikere og de etablerede medier holder folket for nar. Der er tale om ekkokamre, hvor holdninger, der går imod den herskende mening i gruppen, enten bliver lukket ned eller aldrig slipper ind.

De fleste danskere har stadig de traditionelle publicistiske medier som DR og TV 2 som en del af deres daglige nyhedsdiæt. Dog får stadig flere de sociale medier som primær nyhedskilde. Det er derfor ikke urealistisk, at vi i fremtiden vil gå rundt med hvert vores personaliserede nyhedsbillede, der bekræfter vores politiske holdninger, uanset om de er bygget på fakta eller ej.

Ekkokamre øger polariseringen

Forskningen peger på, at alt imens brugerne i et ekkokammer mindsker den interne forskel (det vil sige bliver mere enige med hinanden), så øger de forskellen til dem uden for ekkokammeret, jo mere de diskuterer med hinanden. Den politiske polarisering kan desuden gå hen og blive til en affektiv polarisering. Her er man ikke bare uenige med hinanden; man ender også med decideret at føle afsky for dem, der mener noget andet end en selv. De andre bliver ikke bare politiske modstandere, men deciderede fjender.

Netop det at se dem, man er uenige med som fjender, kender vi fra Rasmus Paludans skældsord for muslimer, som han kalder "de fremmede fjender". En bruger i et af de højreorienterede ekkokamre mistænker begravelsen for at være et angreb fra fjendens side og skriver: "Det kunne være et mislykket attentat. Hvorfor ellers den besynderlige adfærd omkring rustvognen og dens placering, og hvorfor forlader han den 2 gange? Bomben i barnekisten sprang ganske simpelt ikke ...?"

Normalt taler vi om offentligheden i bestemt ental: At noget kommer i offentlighedens søgelys, at deltage i den offentlige debat og så videre. Men når mere og mere af den offentlige meningsdannelse foregår på sociale medier, risikerer vi, at offentligheden bliver til offentligheder i flertal – fragmenterede og isolerede fra hinanden.

De fælles referencepunkter og enigheder om, hvad der er fakta, vil forsvinde, og det vil være umuligt at kende forskel på sandt og falskt. Så ligger vejen åben for det postfaktuelle samfund: en tilstand i demokratiet, hvor politisk opportune narrativer erstatter kendsgerningerne som grundlag for den politiske debat, meningsdannelse og lovgivning. Det er farligt for den demokratiske samtale.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 28. sep 2020