Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Blev en amerikansk familie jagtet af menneskesmuglere i Ikea?

Faktatjek 30. mar 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

En amerikansk kvinde ved navn Diandra Toyos delte den 23. marts et opslag, hvor hun fortæller, at et eller flere af hendes tre børn var lige ved at blive bortført af menneskesmuglere under et besøg i et Ikea-varehus i den sydlige del af delstaten Californien. Også kvindens mor var med på indkøbsturen.

Diandra Toyos fortælling gik hastigt i omløb på Facebook og er også nået frem til danske medier.

Kvinden skriver på sin Facebookside, "at hun næsten er helt sikker på, at vi var mål for menneskehandel", og hun er lettet over, at hun "i situationen stolede på sin intuition" og holdt børnene tæt ind til kroppen.

Men om Diandra Toyos opfattelse af, hvad der foregik i Ikea, og om hun har ret i, at de to mænd var menneskesmuglere, kan foreløbig ikke bekræftes, skriver det amerikanske faktatjekmedie snopes.com.

Det er ikke første gang, at amerikanere deler egne oplevelser med angivelige menneskesmuglere i større varehuse. Og Diandra Toyos indleder da også sit opslag med at henvise til andre historier, hun har læst om lignende påståede nær-bortførelser af børn.

Diandra Toyos mistanke opstod, da hun blev opmærksom på to "tavse" mænd i varehuset, hvoraf den ene var pænt klædt, mens den anden havde mere almindeligt tøj på. De var ikke i selskab med koner eller kærester. De smilede ikke, de kiggede mistænkeligt på hendes børn og fulgte efter dem. Desuden kiggede de ikke på varerne i butikken, mener Toyos. Endelig hævder hun i sit opslag, at sådanne bortførelser af børn meget ofte sker i varehuse "overalt".

Kvinden kan naturligvis have ret i sin påstand, men indtil der foreligger håndgribelige beviser for historien, er der en række forhold, der kan betvivle, om de to mænd var ude på at bortføre hendes børn, skriver snopes.com.

Ikea er en labyrint af gange

Ikea er kendt for sin måde at tvinge kunderne til at gå ad faste kringlede gangsystemer, hvor man løbende passerer forskellige varegrupper. Dermed er det meget sandsynligt, at man løber ind i de samme mennesker hele tiden. Kunderne bliver i princippet tvunget til at følge efter hinanden. Et forhold, som en professor i arkitektur, Alan Penn, blandt andet har berørt i en gennemgang af butiksindretninger.

Diandra Toyos henviser til andre lignende oplevelser, som hun har læst om. Her formoder snopes.com, at hun tænker på opslag på sociale medier fra kvinder, der også beretter om, at de var tæt på at blive ofre for menneskehandlere i supermarkedskæderne Target og Walmart, på parkeringspladser eller i byggemarkeder.

Sådanne opslag på de sociale medier tog til i styrke i USA i maj 2015, hvor en kvinde fortalte om en lignende oplevelse i varehuset Hobby Lobby i delstaten Oklahoma. Den historie blev senere afkræftet af politiet, og det samme er en række andre lignende historier blevet. Ofte har det efterfølgende vist sig, at der har været tale om misforståelser eller decideret opdigtede oplevelser – i andre tilfælde har det ikke været muligt for myndighederne at dokumentere episoderne.

Diandra Toyos skriver i sit opslag, at da hun og familien satte sig i en sofa, satte mændene sig også i en sofa. Og det var først da kvindens mor sendte de to mænd et blik med budskabet "jeg ved, hvad I er ude på", at de slap væk fra de angivelige menneskesmuglere.

Snopes.com skriver, at de har forsøgt at få kontakt til Diandra Toyos, men hun har ikke reageret på deres henvendelser. Hun har til gengæld deltaget i et tv-interview på tv-stationen Fox 5, hvor hun også beretter om sin oplevelse. I tv-indslaget fremhæver hun fire tegn på, at hun var i menneskesmugleres søgelys:

    1. De to mænd var ikke i butikken for at handle

    1. Mændene ventede ikke på nogen

    1. De var pænt klædt på

    1. De opholdt sig ved en nødudgang


Efter at Diandra Toyos havde slået historien op på sin Facebookside, tilføjede hun senere, at hun godt nok ikke med sikkerhed kan sige noget om, hvorfor de to mænd rent faktisk befandt sig i varehuset.

Læs også: Narrow Brush with Human Traffickers at a Southern California IKEA?

Læs også: Get a grip, crazy moms: Your kids won’t get kidnapped at Ikea

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023