Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Bliver regeringens nye havvindmøllepark verdens største?

Faktatjek 26. apr 2018  -  2 min læsetid
This describes the image
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

"Der bliver tale om verdens største havvindmøllepark."

Sådan sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) på et pressemøde i dag, hvor regeringen præsenterede sit nye energiudspil.

Men faktisk havde selvsamme Lars Christian Lilleholt tidligere på samme pressemøde meldt lidt mindre bombastisk ud.

"Vi vil bygge en af verdens største havvindmølleparker i Danmark," sagde klimaministeren i løbet af pressemødets indledende minutter.

Med en kapacitet på hele 800 megawatt er der ingen tvivl om, at den kommende vindmøllepark er stor. Rigtig stor. Faktisk kommer de nye havvindmøller til at kunne forsyne Danmarks syv største byer med klimavenlig el året rundt, fortalte Lars Christian Lilleholt på pressemødet.

Men vil kapaciteten på 800 megawatt nu også være nok til at gøre havvindmølleparken til ikke alene Danmarks, men også verdens største?

Nej. De 800 megawatt er ikke nok til at toppe listen over de største havvindmølleparker i verden, for der er planlagt mindst to andre, som vil blive endnu større.

Større havvindparker på vej

I Storbritannien kommer de i hvert fald til at ligge tættere på den førsteplads, som klimaministeren gjorde krav på ved torsdagens pressemøde.

Ud for Englands østkyst er det danske energiselskab Ørsted nemlig i færd med at bygge vindmølleparken Hornsea Project One. Efter planerne står den færdig i 2021, og den vil have en kapacitet på 1200 megawatt. Altså en halv gang større end vindmølleparken, regeringen vil bygge.

Også havvindmølleparken Moray East, der kommer til til at ligge ud for Skotlands kyst, bliver større end den nye danske. Med 100 vindmøller med turbiner fra den danske vindmølleproducent Vestas kommer Moray East til at at have en kapacitet på mindst 950 megawatt, og den forventes at stå færdig i 2022.

Ministeren: Det var en fortalelse

Den danske havvindmøllepark bliver ikke verdens allerstørste, men en af verdens største. Sådan lyder svaret fra Jesper Caruso, der er pressechef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, da TjekDet spørger ham, hvilken én af ministerens udtalelser, der egentlig er den rigtige.

Og der var tale om en simpel fejl, da Lars Christian Lilleholt kaldte havvindmølleparken for verdens største.

"Hvis ministeren har sagt, at det bliver verdens største, så er det en simpel fortalelse," skriver Jesper Caruso i en mail.

I regeringens energiudspil bliver den planlagte havvindmøllepark også ‘blot’ omtalt som Danmarkshistoriens største havvindmøllepark.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023