BLOG: Lars Hedegaard er faret vild i konspirationsteoriens tåger

 

 

"Vi er alle bange," skrev den kendte islamkritiker, Lars Hedegaard, for nylig på sin Facebook-profil. Lars Hedegaard, som selv overlevede et attentatforsøg i 2013, opfordrede til at "tænke tilbage på Bataclan i Paris".

Bataclan er spillestedet, hvor 90 mennesker mistede livet den 13. november 2015 under et tre timer langt angreb udført af Islamisk Stat-terrorister, som trængte ind midt under en koncert, og begyndte at skyde folk ned og forskansede sig med gidsler, før de blev dræbt under politiets storm af bygningen.

Angrebet var grusomt, men skal man tro Lars Hedegaard, har de franske myndigheder lagt et politisk motiveret slør over, hvor grusomt angrebet faktisk var ved at hemmeligholde særligt ubehagelige detaljer. Og etablerede franske medier har angiveligt hjulpet myndighederne med at fortie gruen.

Som Lars Hedegaard skrev den 9. maj:

"De muhammedanske udyr nøjedes ikke med at meje folk ned. Nogle af ofrene fik stukket øjnene ud, kvinders kønsdele blev skamferet, mænd blev kastreret inden døden udfriede dem."

Tesen om torturlignende overgreb på ofrene i Bataclan blev rejst første gang i juli 2016, og Lars Hedegaard står bestemt ikke alene med den. Historien om tortur på Bataclans øverste etager er en nyklassiker inden for konspirationsteorier.

Med terrororganisationen Islamisk Stat som ansvarlig for angrebet, kunne man tro det værste. Det er veldokumenteret, at IS har vist en barbarisk opfindsomhed ved at kaste homoseksuelle for døden fra høje bygninger, brænde folk levende eller dræbe dem under makabre rollespil – men der findes ikke dokumentation for, at gerningsmændene på Bataclan lemlæstede deres ofre med knive eller andre stikvåben, som konspirationsteorierne beskriver det.

Til gengæld dokumenterer tesen om hemmeligholdt tortur på Bataclan, hvordan fake news kan opstå ved at fejlcitere, trække vidneudsagn ud af kontekst og ved at være ekstremt selektiv i sit valg af kilder. Alle oplysninger, som kan støtte konspirationsteorien, selv på fjerneste og mest indirekte vis, bringes i anvendelse, mens man ignorerer troværdige oplysninger, som afskriver teoriens sandsynlighed.

Artikel fejloversætter undersøgelsesrapport

Og ja, der er også et holdningsmæssigt mønster: Det er mest yderligtgående islamkritiske medier, som støtter konspirationsteorien.

Torturhistorien er dømt falsk ved flere faktatjek; bl.a. udført af den franske avis Le Monde og af den amerikanske researchgruppe snopes.com. Tror man ikke på dem, kan man også selv gennemgå konspirationsteoretikernes "bevisførelse".

Lars Hedegaards kilde på Facebook var i første omgang en artikel på det nationalkonservative site, dokument.dk. Her refereres der til en undersøgelsesrapport om terrorbekæmpelse fra det franske parlament, som sidste år fik torturtesen til at blomstre – bl.a. pga. en ordveksling mellem undersøgelseskommissionens formand og chefen for kriminalpolitiet i Paris, Christian Sainte. Jeg citerer den her på engelsk, som den blev bragt af document.dk – og et utal af højreorienterede, engelsksprogede sites:

 

Citeret som her lyder det, som om kommissionsundersøgelsens formand ville vide, om det virkelig kunne passe, at skud og granatsplinter havde forårsaget, at en mand blev fundet med sine egne kønsdele i munden.

Sådan blev der imidlertid ikke helt spurgt, når man læser selve undersøgelsesrapporten – her klippet ud:

 

Og herunder min oversættelse af ovenstående udklip:

 

Altså reelt en undsigelse, og intet sted i undersøgelsesrapporten er der oplysninger om, at et lig skulle være fundet med testikler i munden. Alligevel er dette ufuldstændige og dårligt oversatte citat gang på gang blevet brugt som støtte for konspirationsteorien.

Historien om afskårne testikler stammer fra et brev, som undersøgelseskommissionens formand fortalte, at han havde modtaget fra en far til et offer for angrebet. Ifølge brevet havde faderen fået at vide på et hospital, at hans søn var blevet lemlæstet på den måde, men faderen havde ikke set sin søns lig, og han er aldrig selv blevet identificeret.

Samtidig har ingen af de udspurgte vidner fra politi og sundhedsvæsen kunnet bekræfte oplysningen. Alligevel bliver det famøse brev til stadighed brugt af konspirationsteoretikerne som bevis på, at også sundhedspersonale bidrog til at dække over terroristernes barbari.

Vidner gættede på, at andre blev tortureret

To dage efter sit første opslag skrev Lars Hedegaard igen om Bataclan på Facebook:

 

Lars Hedegaard linkede derpå til denne historie, som har været dagsordensættende for opbygningen og udbredelsen af teorien om den hemmeligholdte islamiske tortur. Det interessante ved at gennemgå den artikel og en uddybende fra samme medie er, at man ophober andenhåndskilder (vidner, der har hørt andre sige noget om brugen af knive og tortur) og anonyme udsagn, der ikke kan verificeres – men som alle peger i samme retning. Mens man udelader ethvert udsagn, der kunne pege på det modsatte.

Også historien om den grædende betjent kommer fra det franske parlaments undersøgelsesrapport, men den omtalte betjent er ikke identificeret. En anden betjent, som i rapporten forklarer sig under initialerne T.P., fortæller om denne grædende politimand, men han kendte ikke vedkommende, og ingen har altså kunnet udspørge manden om, hvad han så inde på Bataclan.

T.P. er i rapporten kilde til foruroligende oplysninger om skamfering og kastrationer, som han havde hørt andre tale om – og som skulle være foretaget på 1. og 2. sal på Bataclan. Dog forklarer samme T.P. i rapporten, at han selv hverken så lig eller sårede med den slags skader. Han kom aldrig længere ind end 15 meter i stueetagen, hvor han kun så folk med skudsår.

De sidste vidneudsagn, som støtter tesen om tortur, kommer fra overlevende fra massakren, der skjulte sig i bygningen og bagefter fortalte, at de havde hørt folk skrige på grufuld vis på tidspunkter, hvor der ikke lød skud. Flere vidner fortolkede disse skrig som tegn på, at folk blev tortureret, men ingen af dem så det ske.

Det hedder sig også, at overgrebene skulle være blevet filmet af terroristerne til propagandaformål, men hverken billeder eller video er dukket op.

Tilbage står altså, at visse vidneudsagn bestemt kunne vække mistanke, og at der kunne være god grund til at undersøge dem nærmere. For eksempel nævner en af de artikler, som Lars Hedegaard læner sin argumentation op ad, at et vidne under angrebet skulle have hørt en af terroristerne beordre en mand til at trække sin bukser ned.

Obduktioner antyder ikke torturhandlinger

I originalkilden til vidneudsagnet, Le Monde, har journalisterne dog ikke spurgt ind til udtalelsen. Enten fordi de overså den potentielt interessante detalje, eller fordi de ikke opfattede vidnets omtale af latter og nedtrækning af bukser helt så konkret. Der er tale om en anonymiseret overlevende, Alice kaldes hun, der omtaler gerningsmændenes nærmest barnlige latter under udåden – "som drenges pubertetslatter, mens de beder en fyr om at trække bukserne ned". Var det faktisk, hvad "Alice" hørte dem sige? Eller taler hun om en bestemt form for pubertetslatter, som kan forbindes med sådan en situation?

Hvorom alting er: Alle ofre for angrebet er blevet obduceret, og ifølge den franske undersøgelseskommission viser ingen af obduktionsrapporterne tegn på den form for lemlæstelse, som konspirationsteorien handler om.

Det er naturligvis også en afgørende svaghed ved teorien, at ingen identificerede vidner har set noget af det omtalte ske, ligesom der heller ikke er fundet blanke våben, som kunne være blevet brugt.

Der var over 1.500 gæster til koncert på Bataclan, da angrebet fandt sted. Der var også overlevende på spillestedets 1. og 2. etage, og hundredvis af politifolk og reddere kom til i løbet af natten. Men ingen er trådt frem med vidneudsagn, som med sikkerhed kan understøtte de makabre historier.

Og alle de myndigheder, som har været ind over undersøgelserne, konkluderer, at de ikke kan finde dokumentation for påstandene.

Man kan i den forbindelse tænke på, at formanden for parlamentets undersøgelseskommission var fra det største borgerlige oppositionsparti, og at hans rapport var stærkt kritisk over for den socialistiske regerings håndtering af terrorbekæmpelse. Ville den borgerlige opposition have hjulpet en socialistisk præsident med en gigantisk cover up-operation for at skjule terrorens sande væsen? Det er for mange iagttagere af fransk politik en usandsynlig tanke.

Lars Hedegaard fortsætter ufortrødent

Ingen af de store franske medier har på noget tidspunkt støttet konspirationsteorien, og enkelte af de højreorienterede medier, som har bragt den frem, har senere trukket den tilbage under indtryk af protester fra overlevende og efterladte til ofre fra angrebet. De efterladte har alle fået adgang til obduktionsrapporter, hvor de altså hverken kan læse om kastrationer eller anden skamfering af kroppe.

Alligevel fortsætter andre medier – og altså Lars Hedegaard – med at dele historien om rituel IS-tortur på Bataclan.

Jeg ville gerne have talt med Lars Hedegaard, som er uddannet historiker og tidligere chefredaktør på Information, om kildekritik og dokumentationsmetoder i forbindelse med hans Bataclan-påstande, men han har ikke ønsket at lade sig interviewe.

Lars Hedegaards to Facebook-opdateringer om Bataclan er indtil videre blevet delt 250 gange, og de har affødt 937 reaktioner og kommentarer. Heriblandt en sur smiley fra Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

I dag forklarer Pernille Vermund, at hun ikke havde nærlæst Lars Hedegaards opdatering, da hun reagerede.

"Jeg kan ikke lige huske, at det var ham, men jeg kan godt huske, at der var de her oplysninger ude. Det var et forfærdeligt angreb, og uanset hvad der er foregået, bliver man bare vred over, at der er mennesker, som overhovedet kan forestille sig at ty til den slags midler," siger Pernille Vermund – som dog ikke vil tilslutte sig konspirationsteorien om, at franske myndigheder skulle have skjult massakrens fulde barbari.

"Det har jeg slet ikke nogen grund til at tro. For mig var det bare alle de her terrorangreb: Man kan næsten ikke forestille sig, at det kan blive værre, men det kan det måske ... Men det kan være, at jeg skal gå ind og kigge på, hvad det faktisk var, Lars Hedegaard skrev. Måske var jeg bare lidt hurtig til at reagere," siger Pernille Vermund.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet