Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Pisk til 15-årig gjorde Europas menneskeret dynamisk

Kommentar 16. nov 2018  -  4 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Claus Kragh

Sagen Anthony M. Tyrer mod Storbritannien tager sin begyndelse 7. marts 1972.

Den 15-årige Anthony Tyrer bliver sammen med tre kammerater taget i at smugle øl ind på Castle Rushen High School i byen Castletown på den britiske ø Isle of Man. Drengene bliver opdaget af præfekten. Der opstår ballade. Anthony Tyrer "overfalder på ulovlig vis" præfekten, der "påføres legemsbeskadigelse".

Politiet tilkaldes og der udmåles en straf i henhold til den lokale straffelov: Tre slag med et bundt grene – på dansk også kaldet ris.

Men den ydmygelse vil drengen og hans forældre ikke finde sig i, og sagen går sin gang hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Og dermed begyndte en sag, der trods sin umiddelbare lidenhed blev så principiel, at det har dannet skole for den måde, domstolen har tolket menneskeretten på i næsten et halvt århundrede.

Sagen rejste det grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal dommere dømme ud fra en given lovtekst? Skal man forholde sig til lovens tekst alene? Eller må man anlægge en fortolkning, der gør det muligt at bruge gamle lovtekster som den amerikanske forfatning eller den europæiske menneskerettighedskonvention i en aktuel kontekst?

De samme spørgsmål satte Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, på dagsordenen, da han i sidste uge i et tv-program rettede en skarp kritik mod Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

'Sass: Menneskeretsdomstolen er ødelæggende' lød overskriften på den Ritzau-historie, der blev resultatet af udtalelserne fra Henrik Sass Larsen.

"Noget af det mest ødelæggende, det er den menneskeretsdomstol. Jeg mener, at den har blandet sig i alle mulige og umulige sager gennem tiden," sagde Sass Larsen i programmet og tilføjede:

"Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre at kalde det hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer."

Efter at nyheden om Sass Larsens udtalelser havde taget en hurtig runde på de elektroniske medier, kom både den socialdemokratiske partiformand, Mette Frederiksen, og partiets retsordfører, Trine Bramsen, på banen.

Frederiksen forsikrede, at hun ikke har planer om at trække Danmark ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Bramsen kaldte gruppeformandens udtalelser for ’en frisk bemærkning’ og tilføjede, at det, man fra partiets side ønsker at diskutere, er den såkaldt ’dynamiske fortolkning’ af konventionen.

Et levende instrument

Lige præcis den diskussion har kørt i rigtig mange år, og den har så at sige bredt sig fra højre mod venstre i det politiske landskab. Men hvor kommer den dynamiske tolkning fra? Og hvad går den ud på?

Spørgsmålet kan besvares meget præcist. Den dynamiske tolkning bliver netop knæsat som princip ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 14. december 1976 med afgørelsen af den britiske skoledrengs klage over politiets tæske-straf.

Anthony Tyrer har dog fået de tre slag med grenene allerede i 1972, da straffen fuldbyrdes syv uger efter forbrydelsen, samme dag som en britisk domstol giver skolen ret og afviser drengens appel.

Først fire år et halvt år senere afgøres sagen i Strasbourg, hvor alle dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bortset fra én konstaterer, at slagene med et bundt grene på den unge Anthony Tyrer udgør en nedværdigende behandling og derfor er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Dommerne – herunder danske Carl Aage Rasmussen – understreger, at konventionen er "et levende instrument, der bør fortolkes i lyset af vore dages forhold". Derfor er lovgivningen på Isle of Man om korporlig afstraffelse af drenge – og kun drenge – i 1970’erne at betragte som nedværdigende behandling, selvom det ikke nødvendigvis blev opfattet sådan, da Menneskeretskonventionen blev vedtaget i 1950’erne, afgjorde dommerne i Strasbourg.

Det er selve formuleringen om konventionen som ’et levende instrument’, der i årtier har givet anledning til debat om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg – velsagtens fordi det er klart, at formuleringen lugter langt væk af juridisk elastik i metermål.

USA’s Højesteret gør det samme

Omvendt giver det vel strengt taget ikke mening, at en helt grundlæggende lovgivning kun skal kunne bruges om forhold, der eksplicit er nævnt i teksten.

I så fald ville man i hvert fald ikke kunne bruge den amerikanske forfatning, der er underskrevet i 1787, til ret meget. Netop dette understreges på den amerikanske Højesterets hjemmeside.

"De Forenede Staters Forfatning er et omhyggeligt afbalanceret dokument. Den er designet til at dannet grundlag for en national regering, der er tilstrækkeligt stærk og fleksibel til at opfylde republikkens behov, og samtidig begrænset og retfærdig til at garantere borgernes rettigheder. Den tillader en balance mellem samfundets behov for orden og individets ret til frihed," hedder det i teksten, som videre fastslår:

"…at Domstolen har særligt ansvar for at sikre individuelle rettigheder, såvel som vedligeholdelsen af en "levende Forfatning", hvis brede formuleringer kontinuerligt tilpasses komplicerede nye situationer."

Det vil formentlig næppe formilde kritikere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den ’blot’ opfører sig ligesom USA’s ekstremt magtfulde Supreme Court. Men omvendt giver det ikke megen mening at fastholde, at domstolen i Strasbourg ikke må følge med tiden. Det har domstolen rent faktisk gjort på en række områder som eksempel vis i forbindelse med domstolens accept af indførelse af forbud mod brug af burka og niqab i det offentlige rum, sådan som man nu har det i Frankrig, i Belgien, i Østrig og i Danmark.

I 2018 er der god grund til at diskutere, hvad menneskerettigheder vil sige, og hvordan de skal håndhæves. I store dele af verden udsættes millioner af mennesker for slaveri, vold og umenneskelig behandling begået af gerningsmænd, som aldrig bliver straffet. Helt så slemt er det heldigvis ikke i Europa.

Det gamle kontinent er i menneskeretlig forstand den mest avancerede region på kloden, selvom der i sandhed begås mange overtrædelser af menneskerettigheder i nogle af de 47 "europæiske" lande, der er medlemmer af Europarådet – herunder Rusland, Tyrkiet og Ukraine.

Og det er legitimt, at man fra dansk side beklager sig over, at der er kriminelle fra Europarådslande, som man ikke kan sende hjem til afsoning i hjemlandene, fordi de der vil være i fare for at kunne blive genstand for menneskeretlige krænkelser.

Bundlinjen er, at den dynamiske fortolkning af menneskerettighederne i Europa opstod i forbindelse med en sag, hvor en uvoren 15-årig skoleknægt i 1972 blev pisket med et bundt grene af en lokal politimand på en politistation i Storbritannien. Strasbourg-domstolens dynamiske tolkning af menneskerettighederne er altså ikke resultatet af en halalhumanistisk konspiration, hvis nogen skulle gå rundt med den mistanke.

Note: Formuleringen om ’et levende instrument’ står ikke at læse i den arkiverede PDF-version af afgørelsen fra 1976, men der refereres til den i denne stadfæstelse af afgørelsen i 1978.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023