Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Den britiske regering afviser rygte om brexit-regning

Faktatjek 10. aug 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Briterne forventer brexit-regning fra EU på 40 milliarder euro. Sådan lød konklusionen i både danske og britiske medier tidligere på ugen. Men tallet er rent gætværk, oplyser den britiske regering. EU har langt fra udskrevet den endelige faktura for Storbritanniens udmeldelse af EU.

EU har ganske rigtigt slået fast, at briterne skal overholde de fremtidige økonomiske forpligtelser, som landet havde indgået før brexit-afstemningen den 23. juni sidste år. Men hvor stort et beløb, der er tale om, kender vi først, når de aktuelle udmeldelsesforhandlinger er færdige, skriver det britiske faktatjeksite FullFact.

Den britiske regering har tilsyneladende accepteret, at landet i princippet kan komme til at betale en eller anden sum for at forlade EU-samarbejdet. Men regeringen har ikke bragt et formelt tal på banen i debatten.

Tallet på 40 milliarder euro stammer fra en artikel i den britiske avis Sunday Telegraph, der citerer en unavngiven kilde for at sige, at den britiske regering forventer, at EU som udgangspunkt vil forlange 60 milliarder euro, og at regeringen vil forsøge at forhandle det beløb ned til mellem 30 og 40 milliarder euro. Men i Downing Street 10, hvor den britiske premierminister Theresa May har sit kontor, afviser man det talle som "højest spekulative og forkerte".

Mens hverken EU eller den britiske premierminister er kommet med officielle udmeldinger, har eksperter på stribe gættet på beløbet – alt fra 36 milliarder euro til over 100 milliarder euro. Og en rapport fra det britiske parlament er endda gået den helt modsatte vej og antydet, at Storbritannien slet ikke er forpligtet til at betale noget som helst. Men den påstand har flere juridiske eksperter afvist.

Hvor meget briterne i sidste ende kommer til at betale for at træde ud af det 40-årige lange EU-medlemskab, afhænger af de aktuelle forhandlinger, der begyndte i juni i år og ventes afsluttet senest i foråret 2019.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023