Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er 75% af kontanthjælpsmodtagerne for syge til at arbejde?

Faktatjek 8. dec 2017  -  3 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

"75 procent af dem, der er på kontanthjælp cirka, er faktisk syge mennesker".

Sådan sagde Jacob Mark, der er folketingsmedlem for SF, forleden i DR-programmet Debatten. Han henviser til tal fra Beskæftigelsesministeriet og en rapport fra Dansk Socialrådgiverforening. Men hverken ministeriets eller socialrådgiverforeningens tal kan bruges til at påstå, at så mange kontanthjælpsmodtagere er syge og derfor ikke kan tage et job, viser et faktatjek fra DR-programmet Detektor.

Tallet brugte Jacob Mark, da han deltog i Debatten på DR2, hvor regeringens finanslovsforslag var sat på dagsordenen. Og her blev det blandt andet diskuteret, hvordan man kan få flere af de 158.490 kontanthjælpsmodtagere til at tage et job. Regeringen mener, at mange af dem vil komme i arbejde, hvis de skal betale mindre i skat. Men det er et håbløst initiativ, fordi 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne er syge, og de kan derfor ikke uden videre arbejde, lød Jacob Marks reaktion.

Men hvor har Jacob Mark det tal fra, spørger Detektor SF-politikeren. Han henviser i første omgang til tal fra beskæftigelsesministeriet. Ministeriet oplyser, at 72 procent af kontanthjælpsmodtagerne slet ikke er parate til at tage et arbejde, fordi de har andre problemer end det faktum, at de er arbejdsløse, fortæller Detektor.

Tallene siger altså ikke noget om, at kontanthjælpsmodtagerne er for syge til at tage et arbejde.

"Helbredsproblemer kan være alt, det kan være psykiske problemer og fysiske problemer – alt fra gigt til problemer med bevægeapparatet og til depression. Det er hele spektret. Det bliver der sådan set ikke ført statistik over, hvad præcis det er for en sygdom eller helbredsproblem, der er tale om," siger Anders Bruun Jonassen, der er forsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, til Detektor.

Andre tal fokuserer kun på nogle af kontanthjælpsmodtagerne

Jacob Mark henviser overfor Detektor også til andre tal, der dokumenterer hans påstand. Det er en rapport fra Socialrådgiverforeningen, der har bedt landets socialrådgivere om at vurdere ti af deres sager og oplyse, i hvor mange tilfælde problemer med helbredet er årsag til, at de ikke er jobparate.

I 75 procent af 1.000 sager siger socialrådgiverne, at helbredsmæssige problemer er en væsentlig barriere for at tage et job. Og i 90 procent af tilfældene siger rådgiverne, at helbredet er en del af årsagerne til, at borgerne er på kontanthjælp.

Men heller ikke de tal kan bruges til at underbygge Jacob Marks påstand. For socialrådgiverne er kun blevet bedt om at vurdere en specifik gruppe af kontanthjælpsmodtagere, nemlig dem, der ikke er jobparate. De er ikke klar til at tage et job inden for tre måneder, men vil på sigt godt kunne komme i job, hvis de for eksempel får styrket deres kvalifikationer.

Og dermed repræsenterer de altså ikke hele gruppen af kontanthjælpsmodtagerne. Havde man gjort det, så havde tallet været væsentlig lavere.

"I og med, at helbredet er bedre blandt de jobparate, så vil andelen af syge være lavere end de 75 procent, når man kigger på den samlede gruppe," siger Anders Bruun Jonassen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Han oplyser også, at der reelt ikke findes statistikker, der kan give et entydigt bud på, hvor mange kontanthjælpsmodtagere, der lige nu er så syge, at de ikke kan tage et job.

Jacob Mark erkender upræcis formulering

Detektor har spurgt Jacob Mark, om det ikke er misvisende at sige, at 75 procent af alle kontanthjælpsmodtagere er syge.

Han er enig i, at tallet ikke rammer plet, men ikke nødvendigvis helt forkert.

"Det, jeg burde have sagt, i stedet for at sige de var syge, det var, at de er faktisk ikke i stand til at tage et job i den situation, de er i nu, og det var det, jeg gerne ville have frem i programmet, fordi det handlede om ’kan det betale sig at arbejde’. Og der var min grundlæggende pointe egentlig bare, at en stor del af dem, der er på kontanthjælp, de kan ikke bare vandre ud i et arbejde," siger Jacob Mark til Detektor.

LÆS OGSÅ: Har man 14.500 udbetalt, når man er på kontanthjælp?

LÆS OGSÅ: Danskerne tror, der er tre gange så mange på kontanthjælp, som der reelt er

LÆS OGSÅ: Er Danmarks kontanthjælpssystem det mest generøse i verden?

LÆS OGSÅ: Nye regler på vej: Hvor meget kan du få i børnepenge?

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023