Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Er Malmø den næstmest kriminelle by i Europa?

Faktatjek 17. jan 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

"Malmø er det næstmest kriminelle og utrygge sted i Europa," fremgår det af indtil flere opslag på blandt andet Twitter, Facebook og internetforummet Flashback. Alle opslagene henviser til et kriminalitetsindeks, som en serbisk hjemmeside har udarbejdet. Men man kan stille store spørgsmålstegn ved opgørelsen, viser et faktatjek, som den svenske avis Metro har lavet.

Tallene, som påstanden bygger på, er indsamlet via en hjemmeside, der angiveligt kun har haft 188 besøgende. De har så givet Malmø den tvivlsomme ære at være nummer to i kriminalitetsindekset.

Det er sitet Numbeo, som hvert år offentliggør sit såkaldte "Crime Index", der blev etableret i 2009 med det formål at indsamle data om forskellige emner blandt brugerne af hjemmesiden. I dette tilfælde overgås Malmø kun af den italienske by Napoli.

Numbeo oplyser selv, at kriminalitetsindekset ikke hviler på reelle data. Det gør det straks mere tvivlsomt, om resultatet stemmer overens med virkeligheden, skriver Metros faktatjekkere.

"Denne del af indekset er baseret på tal fra hjemmesidens besøgende. Hvert svar får et nummer mellem -2 og +2, hvor minus 2 betyder ’meget negativt’ og plus 2 betyder ’meget positivt’. Vi filtrerer svarene for mulig spam fra mennesker, der forsøger at indtaste en større mængde af data, som adskiller sig fra medianen," oplyser Numbeo i sin metodebeskrivelse.

Hjemmesiden foretager altså ikke en vægtning af data - på for eksempel demografi - for at gøre tallene repræsentative. Beregninger, som analyseinstitutter normalt laver, når de har indsamlet data om et emne. Og det er nemt for hvem som helst at give deres vurdering af de enkelte europæiske byers kriminalitet - og dermed det endelige resultat.

Den svenske avis Metros faktatjekkere har selv prøvet at registrere sig som brugere af Numbeo. Når man opretter sin profil på hjemmesiden, bliver man for eksempel ikke bedt om at oplyse, hvor man rent faktisk bor, og om man nogensinde har været i Malmø eller nogle af de andre byer, som man bliver bedt om at vurdere kriminaliteten for.

Ser man på de officielle svenske tal for 2015, har Malmø godt nok flere anmeldelser om forbrydelser pr. 100.000 indbyggere, end man ser i andre byer i Sverige. Men både hovedstaden Stockholm og landets fjerdestørste by Gøteborg har flere anmeldelser pr. 100.000 indbyggere end Malmø.

At der over de senere år faktisk er sket en væsentlig stigning i blandt andet antallet af skuddrab mv. i de svenske byer, ændrer dog ikke ved, at Numbeos indeks skal tages med meget stort forbehold, sålænge det kun udarbejdes på internetbrugeres formodninger og ikke reelle statistiske data.

Tre danske byer indgår også i indekset, nemlig København, Aarhus og Aalborg. Alle tre er af Numbeos brugere vurderet til at være blandt de mest sikre byer i Europa.

Læs hele faktatjekket hos Metro her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023