Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Facebook erkender at blive brugt til statslig propaganda

Indsigt 1. maj 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Facebook anerkender nu, at regeringer og netværk af ikke-statslige aktører bruger det sociale medie til at påvirke den politiske debat og vælgere på en måde, der kan have en effekt på resultatet af nationale valg. Det fremgår af en ny rapport fra virksomheden, som flere amerikanske medier har set nærmere på.

facebookrapport

Dermed lægger Facebook selv afstand til mediets grundlægger og direktør Mark Zuckerberg, der tilbage i november sidste år hævdede, at det er "temmelig vanvittigt" at tro, at falske nyheder på Facebook havde indflydelse på det amerikanske præsidentvalg. En påstand han dog senere blødte op på.

Facebook-rapporten nævner ikke direkte Rusland ved navn, men konkluderer, at man ikke har fundet data, der kan modsige den undersøgelse, som de amerikanske efterretningstjenester offentliggjorde den 6. januar i år, hvor Rusland anklages for at have forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg på flere fronter.

Det er Facebooks øverste sikkerhedschef Alex Stamos og to eksterne sikkerhedsanalytikere, der har udarbejdet den nye analyse "Information Operations and Facebook", hvor de omtaler "koordinerede informationsoperationer", der er styret af organiserede grupper og regeringsansatte, og som har til formål at påvirke den politiske debat i et land for at skabe mistillid, forvirring og konflikter mellem mennesker.

Bagmændene slører det propagandistiske formål ved blandt andet at oprette Facebookgrupper, hvor de falske historier deles side om side med sande historier. Men også ved at oprette adskillige falske Facebookprofiler, som bagmændene kan bruge til at øge kendskabet til - og spredningen af - deres opslag, ved at lade de mange profiler "synes godt om" historierne.

Forfatterne til rapporten oplyser, at man har taget udgangspunkt i aktiviteter på det sociale medie under det amerikanske præsidentvalg sidste år. I den forbindelse har man opdaget "adskillige hændelser", hvor "ondsindede aktører" brugte det sociale medie til at dele oplysninger, der havde til formål at skade specifikke politiske målgruppers omdømme.

Facebook oplyste i øvrigt forleden, at man over flere måneder har kortlagt et sofistikeret netværk af falske brugerprofiler, der angiver at være oprettet af personer i Bangladesh, Indonesien, Saudi-Arabien og en række andre lande. Det førte til, at det sociale medies teknikere slettede titusindvis af profiler. Facebook har tidligere også lukket hele 30.000 profiler, der havde hjemsted i Frankrig. Ifølge nyhedsbureauet Reuters skete det som led i et forsøg på at dæmme op for udbredelsen af falske nyheder forud for første runde af det franske præsidentvalg.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023