Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Facebook renser ud i gruppernes medlemstal

Indsigt 19. feb 2019  -  2 min læsetid
Tjekdet

Facebook har netop rullet en ændring ud på sin platform, der betyder, at administratorerne af facebookgrupper oplever et markant fald i antallet af medlemmer. Ændringen har ført til et væld af spekulationer om, hvor medlemmerne bliver af. Nogle administratorer taler ligefrem om censur.

Den nye måde, som Facebook fremover vil tællet antallet af medlemmer af grupper på, blev sat i værk i begyndelsen af januar i år. I første omgang i USA og Frankrig, men den implementeres i øjeblikket løbende også i andre lande.

Facebook begrunder ændringen med, at det sociale medie vil sikre, at facebookbrugerne er medlemmer af grupper, som de rent faktisk ønsker at være medlem af.

"Vi vil gerne være sikre på, at folk der bliver meldt ind i en facebookgruppe af en anden (facebookbruger, red.) rent faktisk synes, at det er relevant og meningsfuldt at være medlem," siger Peter Münster, der er kommunikationschef hos Facebook i Norden, til TjekDet.

Og det betyder, at facebookgrupper i øjeblikket oplever et fald i antallet af medlemmer, fordi en bruger, der inviteres til at være medlem af en gruppe, ikke længere med det samme vil tælle som medlem af gruppen.

"Derfor er det nu sådan, at nye medlemmer, der bliver inviteret og godkendt af en administrator eller et medlem, vil have mulighed for at vurdere gruppen på forhånd og derefter acceptere eller afvise invitationen. Folk der ikke accepterer invitationen, vil ikke stå som medlem," uddyber Peter Münster.

Ændringen betyder også, at når en facebookbruger inviteres til at følge en gruppe, bliver brugerne i første omgang placeret på en ‘invitationsliste’. Takker den inviterede bruger ikke aktivt ja inden 28 dage, bliver man slettet fra invitationslisten.

Ændring afspejler aktive gruppemedlemmer

Når en facebookbruger inviteres til at følge en gruppe, vil opslag fra gruppen, optræde i brugerens nyhedsfeed, men uden mulighed for at like, kommentere eller dele opslag i gruppen, oplyser Facebook på sin hjemmeside.

Som inviteret til en gruppe har man altså mulighed for at følge med i, hvad der foregår i gruppen, før man tager endelig stilling til, om man overhovedet ønsker at være medlem. Ændringen gælder for alle typer af grupper - det vil sige både de offentlige, private og hemmelige grupper, oplyser Facebook.

"Med ændringen kommer gruppens medlemstal til bedre at afspejle, hvor mange aktive medlemmer den pågældende gruppe har," siger Peter Münster om konsekvenserne af den nye opgørelsesmetode.

I skrivende stund ser ændringen ikke ud til at være rullet ud i den danske udgave af Facebook.

Facebooks ændring i måden at tælle antallet af gruppemedlemmer på har udløst protester og beskyldninger om censur.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023