Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Advarsel om ny dræbermyg er delt flere end 800.000 gange, men det er “det rene vrøvl”

Faktatjek 24. maj 2023  -  3 min læsetid
This describes the image
I et helt ekstremt populært facebookopslag, som deles af både danske og udenlandske brugere, advares der om en ny myg, som kan slå dig ihjel, hvis du ikke tager dens myggestik alvorligt. Men forsker maner til besindighed. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • En ny form for myggestik kan slå dig ihjel

  • Sådan lyder den frygtindgydende advarsel i ekstremt populære facebookopslag, der er blevet delt i Danmark og udlandet

  • Men ifølge eksperterne er der ingen grund til bekymring

  • Der er nemlig hverken fundet nye myggearter eller nye myggebårne infektioner i Danmark

En ny form for myggestik havde meget muligt kostet en ung pige ved navn Deanna livet, hvis ikke familien havde bragt hende hurtigt på skadestuen. 

Derfor skal du tage dine myggestik ekstremt alvorligt, hvis de hæver eller bliver røde. 

Sådan lyder opfordringen i et ekstremt populært facebookopslag på fransk, som er delt flere end 800.000 gange. Bag flere af delingerne står danske facebookbrugere, der tilsyneladende har fået teksten automatisk oversat til dansk af Facebook. Adskillige danske facebookbrugere har også delt advarslen i egne facebookopslag.

Men der er ingen grund til panik, fortæller en forsker. 

Ingen ny myggeart

René Bødker, der er seniorforsker ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, har set opslaget, og ifølge ham lyder det “som det rene vrøvl.”

“Der er ikke fundet nye myggearter i Danmark, og der er mig bekendt heller ikke nogen nye myggebårne infektioner i Danmark,” slår han fast. 

Ifølge René Bødker er teksten til opslaget svær at tyde. Blandt andet fordi der står “en ny slags myggestik”, og det er ikke et udtryk, han har hørt før. Dog kan han læse sig frem til, at personen på billedet formentlig har fået en infektion, men det fremgår ikke, hvilken infektion det er. 

Og hvis der virkelig var en ny infektion i omløb i Europa eller Danmark, ville navnet på virussen normalt blive nævnt. Ligesom det var tilfældet med Zika-virussen, da den brød frem. 

Alligevel forsøger han sig med et bud på, hvad der kan være sket med personen på billedet.

“Det er ikke ualmindeligt, at små børn får meget kraftige, lokale, allergiske reaktioner omkring biddet de første gange, de stikkes af myg og bier, og det kan let se ud som på billedet, men vores immunsystem plejer at vænne sig til myggestik,” siger han og fortsætter:

“Det kunne også godt være et resultat af, at personen har kradset i myggestikket, for så risikerer man at få sekundære infektioner ved at gnide bakterier på huden ind i såret. Det kan i værste fald medføre sygdom, men det kan forebygges ved at smøre kløestillende salve på nye myggestik.”

Stammer fra udlandet

René Bødker har formentlig svært ved at forholde sig til teksten i opslaget, fordi det stammer fra udlandet, hvorfra det er blevet maskinoversat til dansk. Det vender vi tilbage til.

Derfor har opslaget også været i hænderne på kolleger fra det franske faktatjekmedie France 24 - Les ObservateursBilledet har nemlig i særlig grad floreret i Frankrig

Og her påpeger Olivier Bouchaud, der er leder af afdelingen for infektions- og tropesygdomme på Avicenne-hospitalet i Bobigny, det samme som René Bødker. 

“Der er i øjeblikket ingen ny smitsom myggeart, som truer Frankrig eller Europa, og som kan være dødelig,” sagde han til France 24 - Les Observateurs i 2021. 

Dog viser en rapport fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut, at der i fremtiden vil være større risiko for, at danskere bliver syge efter myggestik. Et varmere klima skaber nemlig gode livsbetingelser for insekter, myg og flåter, hvilket kan trække nye myggebårne sygdomme hertil, og det kan potentielt føre til epidemier.

En bekymret mor

Og nu tilbage til opslagets oprindelse. 

Ved hjælp af en omvendt billedsøgning kan vi nemlig spore billedet tilbage til 2017, hvor en bekymret mor lægger billedet af sin datters hævede ben på Facebook.

I opslagets tekst er ordlyden nogenlunde den samme som i de danske opslag - bortset fra én væsentlig del. I de mange danske opslag står der nemlig, at hvis ikke familien havde handlet hurtigt, ville datteren have været død. Og det nævnes der ikke noget om i det oprindelige opslag fra 2017. 


Det oprindelige opslag er på nuværende tidspunkt blevet delt flere end 3,4 millioner gange. Og man kan se, at det nu bliver delt igen - både i sin oprindelige version og i en mere dramatiseret version.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 25. maj 2023