“Beviserne er væk”: Står P. Diddys hus i flammer i Los Angeles?

-
Brugere på sociale medier påstår, at den voldtægtsanklagede P. Diddys hus til flere hundrede millioner står i flammer i Los Angeles
-
Samtidig påstås det, at branden er påsat for at ødelægge vigtige beviser mod P. Diddy og hans medskyldige før retssagen til maj
-
Men påstandene er udokumenterede, og på nuværende tidspunkt er P. Diddys villa i Los Angeles urørt af de mange flammer
“Diddys hus brænder ned, beviserne er væk, politiet så det slet ikke komme”, står der i en video på det sociale medie TikTok..
På X skriver en bruger, at brandene i Los Angeles har ødelagt alle beviserne mod den verdenskendte rapper P. Diddy og den pædofiliring, han angiveligt er en del af i Hollywood.
“Vi fik næsten ram på de kriminelle. Måske næste gang,” lyder det også i opslaget.
Påstandene kommer ovenpå de naturbrande, som siden den 7. januar har hærget byen Los Angeles i den amerikanske delstat Californien.
Brandene har dræbt mindst 25 mennesker, og op mod 200.000 beboere er blevet beordret til at lade sig evakuere fra deres hjem.
Myndighederne i Los Angeles er stadig i gang med undersøgelser og har endnu ikke givet en officiel årsag til brandene.
Alvorlige anklager
Rapperen Sean “Diddy” Combs, som blandt andet går under kunstnernavnet P. Diddy, er blandt andet anklaget for menneskehandel, seksuelle overgreb, drugging og flere andre ting.
Sean Combs skal for retten den 5. maj i år, og sagen har igennem lang tid ført til mange utallige spekulationer og konspirationer på internettet - særligt med spørgsmålet om, hvorvidt andre kendisser kan være involveret.
Rapperen har et kæmpestort palæ i Los Angeles - ligesom mange andre kendisser - og det har ført til konspirationsteorier om, at brandene i området skulle være påsat for at ødelægge beviser i rapperens og flere andre kendissers huse.
Men Sean Combs' hus overhovedet brændt ned, som flere billeder angiveligt skulle bevise?
(Foto: Skærmbillede af X)
“Hvor mange er på P. Diddy-listen?"
Konspirationerne om, at brandene skulle være påsat i forbindelse med retssagen mod Sean Combs, er udbredte på Facebook, TikTok og X.
En tidligere rådgiver for George H. W. Bush, Catherine Austin Fitts, har tilmed været med til at puste til konspirationen i en podcast, som hun deltog i den 9. januar.
“Når der sker situationer som denne, så ser jeg efter mønstre. Jeg kigger på, hvilke nabolag der var involveret - hvor mange af dem var på P. Diddy-listen?”, siger hun spørgende med henvisning til, at der skulle eksistere en liste med alle de kendisser, som risikerer at blive fældet i retssagen mod Sean Combs.
Antagelsen er altså, at det enten er Sean Combs eller andre kendisser, som har påsat branden - eller fået nogen til det - for at fjerne beviser forud for den kommende retssag.
“Politiet er nu sat længere tilbage i sagen”, lyder det i en video på X, som hævder, at Sean Combs' hus er brændt ned, og at branden var så voldsom, at flere stiller spørgsmålstegn ved, om den var påsat.
Som en del af bevismaterialet deler mange brugere et billede af, hvad der nærmest ligner et udbrændt slot.
Men når man laver en omvendt billedsøgning, så ser man hurtigt, at det store palæ ikke er Sean Combs. Resultaterne viser os nemlig, at der er tale om et hus i Cincinnati i staten Ohio.
“Branden i januar 2014 i det 10.000-kvadratfod store hjem i den øvre del af Indian Hill tog flere timer at slukke. Hjemmet stod til at være mere end 4 millioner dollars værd”, står der i en artikel fra mediet “The News-Herald” den 15. juni 2021, altså flere år før brandene i Los Angeles.
Udenfor evakueringszonen
TjekDet har lokaliseret Sean Combs' hus på Google Maps ud fra offentligt tilgængelige informationer på internettet. Huset på Maps stemmer overens med billeder i artikler, som andre medier tidligere har skrevet om rapperens palæ i Los Angeles.
I september 2024 blev den kæmpestore villa sat til salg for den nette sum af 61 millioner dollars.
TjekDet har sammenlignet adressen på Sean Combs' hus med kortet, som de californiske myndigheder har udgivet, og som de løbende opdaterer med, hvor brande og evakueringszoner befinder sig.
Sean Combs' hus er faktisk i nærheden af den største brand i området, nemlig Palisades-branden. Men ved denne artikels udgivelse er huset uden for evakueringszonen og endnu længere fra selve branden.
I skrivende stund er Sean Combs' hus upåvirket af branden. Det ligger hverken i en zone, hvor der opfordres til eller er påbud om evakuering eller i området, hvor selve branden pågår. Bemærk, at brandens omfang hele tiden ændrer sig, og at grafikken afspejler situationen den 16. januar 2025 (Grafik: Nathalie Damgaard Frisch).
TjekDet har brugt Google Earth til at måle hvor mange meter, der er over til det nærmeste sted, hvor der er en evakueringsadvarsel, og i skrivende stund er der 2.100 meter, mens der er 6.500 meter over til selve Palisades-branden. Med andre ord er påstanden om, at brandene skulle have relation til hans retssag, er helt udokumenterede.
Krisesituationer medfører ofte spredning af falske påstande og konspirationsteorier. Det skete også, da et kraftigt jordskælv i 2023 ramte Tyrkiet. Her hævdede brugere på sociale medier, at jordskælvet med overlæg var iværksat i USA i forbindelse med det rygteopspundne forskningsprojekt HAARP. Det skrev TjekDet en artikel om her.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.