Billede af amerikansk sygeplejerske deles verden over af vaccinekritikere. Men hvad er historien bag?

Faktatjek 2. sep 2021  -  5 min læsetid
This describes the image
Foto: Et billede af en kvinde, der holder et skilt med et coronaskeptisk budskab, er gået viralt, efter en dansk facebookbruger delte det fra sin profil. Det danske opslag er delt mere end 424.000 gange, og billedet er delt over en million gange på Facebook.  Skærmbillede fra Facebook
  • Et billede af en kvinde med et vaccinekritisk skilt er gået viralt, efter en dansker delte det på sociale medier

  • Kvinden står i sygeplejerskeuniform og holder et skilt, der fortæller, at hun som uvaccineret har tilset covid-patienter i 573 dage uden at blive smittet

  • Og hun er faktisk sygeplejerske. Men det er uvist, om hun er uvaccineret og aldrig har været smittet med covid-19

  • Til gengæld er det tvivlsomt, at hun har tilset covid-patienter i 573 dage. Der er nemlig ikke registreret nogen tilfælde af covid-19 i USA så langt tilbage

Et billede af en kvinde med et skilt er gået ekstremt viralt på Facebook, efter en dansk bruger 11. august delte det.

Det danske opslag alene er delt flere end 424.000 gange, mens billedet af kvinden med skiltet er delt 1,2 millioner gange på tværs af Facebook og vist over 42 millioner gange i nyhedsfeed verden over.

På billedet står en kvinde iklædt, hvad ligner en sygeplejerskeuniform, og holder et skilt med teksten: 

“573 dage ansigt til ansigt med covid-patienter som uvaccineret. Har aldrig haft covid. Jeg har et immunsystem. Tag ikke mine valg fra mig.” 


This describes the image
Foto: Billedet af kvinden med skiltet blev første gang delt 7. august, men det gik for alvor viralt, da en dansk facebookbruger 11. august delte det fra sin profil. Skærmbillede fra Facebook


Den danske facebookbruger skriver som kommentar til billedet, at det taler for sig selv. Men mange spørgsmål står stadig tilbage. Hvem er kvinden, hvad er meningen med hendes skilt, og passer det, hvad der står på skiltet?

Vi er gået på jagt efter svarene. 

Kvinde er på flere billeder

Vi starter med at søge på billedet gennem en såkaldt omvendt billedsøgning på Google. Det kaster en masse resultater af sig på især Twitter, hvor billedet deles i stor stil, men det giver ikke noget spor at forfølge.

Langt de fleste twitterbrugere giver udtryk for deres sympati med kvindens vaccinekritiske budskab, men ingen af dem skriver, at de kender hende eller konteksten, billedet er taget i.


This describes the image
Foto: Et godt første skridt i jagten på et billedes ophav er at foretage en såkaldt omvendt billedsøgning på Google. Det gør man ved at højreklikke med musen på billedet og vælge 'Søg efter billedet på Google' i menulinjen. Det vil vise de steder på nettet, hvor billedet ellers er brugt. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)


Så vi må tage andre midler i brug.

I samarbejde med Brecht Castel, der er journalist ved det belgiske faktatjekmedie Knack, finder vi frem til to andre billeder af kvinden med skiltet. Det gør vi ved at søge efter ordene “573 days nurse” i Facebooks billedsøgningssystem, der giver mulighed for at søge i tekster, som indgår i billeder.

På det ene billede står kvinden i samme uniform med samme skilt ved siden af en kvinde og en mand. Manden holder et amerikansk flag, mens den anden kvinde på billedet holder to skilte med vaccineskeptiske budskaber.

På det andet billede ses de to kvinder med deres skilte sammen med flere andre personer med skilte. Manden fra før er ikke til at se. Til gengæld kan vi se næsten hele navnet på den vej, gruppen af mennesker står ved.

Den hedder Centerra Parkway og ligger i byen Lebanon i den amerikanske delstat New Hampshire. Ved hjælp af Google Maps kan vi finde vejen og få et billede fra en stort set identisk position som den på billedet af de to kvinder og manden.



Vaccinekrav til ansatte

Nu ved vi altså, hvor billedet er taget, men vi kender stadig ikke anledningen eller kvindens navn. Vi ved heller ikke, om teksten på skiltet er sand. 

Ved at søge på Google og Facebook ud fra de oplysninger, vi har, finder vi frem til et facebookopslag af organisationen NH Healthcare Workers for Freedom. 

Organisationen deler det oprindelige billede af kvinden alene med skiltet og skriver, at hun er sygeplejerske, og at billedet er taget foran indgangen til Dartmouth-Hitchcock Medical Center, hvor NH Liberty Defense demonstrerer.

Dartmouth-Hitchcock er et hospital i Lebanon i New Hampshire, og NH Liberty Defense er New Hampshire-afdelingen af den vaccineskeptiske bevægelse Liberty Defense Coalition.

Bevægelsen begyndte i starten af august at demonstrere dagligt foran Dartmouth-Hitchcock for at vise deres utilfredshed med et krav fra hospitalets ledelse om, at alle ansatte skal være vaccinerede inden 30. september 2021, hvis de skal beholde deres job. Det skriver flere lokale medier.

Liberty Defense Coalition har da også rejst kritik af beslutningen på sin hjemmeside, ligesom de efterlyser ansatte hos Dartmouth-Hitchcock, som vil lade sig interviewe og forklare, hvorfor de ikke vil vaccineres.


På plakater ude foran Dartmouth-Hitchcock Medical Center sammenlignes hospitalets direktør med nazisten Josef Mengele, der under anden verdenskrig var læge for Waffen SS i koncentrationslejre. Demonstranter har i løbet af august samlet sig foran Dartmouth-Hitchcock Medical Center for at vise deres utilfredshed med, at hospitalet kræver, at deres ansatte skal være vaccinerede.


Ked af opmærksomheden

Tilbage står nu kun spørgsmålet om, hvem sygeplejersken er, og om teksten på hendes skilt er sandfærdig.

I samarbejde med Knack og det amerikanske faktatjekmedie Snopes har vi fundet frem til kvindens profiler på sociale medier ved at gennemtrawle det netværk af demonstranter, vi fandt frem til i vores efterforskning af billedet. 

Snopes har været i kontakt med kvinden, men hun ønsker ikke at stå frem ved navn eller udtale sig, fordi hun ikke bryder sig om opmærksomheden, billedet har vakt. Hun har ikke selv lagt billedet, hvor hun holder skiltet, ud på sociale medier, og hendes profil på Instagram kan kun ses af hendes venner. 

Hendes identitet er TjekDet bekendt.

Kvinden er rigtigt nok sygeplejerske. Det fremgår af en database over sundhedspersonale i New Hampshire, hvor hendes navn kan søges frem.

Men Dartmouth-Hitchcock Medical Center oplyser til TjekDet, at hun ikke er ansat hos dem, og det har ikke været muligt at finde frem til, hvor hun så måtte være ansat. Derfor kan vi ikke få bekræftet, om hun har arbejdet ansigt til ansigt med coronapatienter under pandemien uden på noget tidspunkt at være blevet vaccineret, eller om hun måtte have haft covid-19. 

Vi ved til gengæld, at billedet af hende første gang blev delt på Facebook 7. august 2021, mens det første tilfælde af covid-19 i USA blev registreret 20. januar 2020. Det er 566 dage fra den dato, hvor billedet senest kan være taget, og altså et lille stykke fra de 573 dage, som sygeplejersken påstår, hun har tilset covid-patienter.

Det første tilfælde af covid-19 i New Hampshire blev i øvrigt registreret 2. marts 2020. Det er 524 dage før den 7. august 2021.

TjekDet har forsøgt at komme i kontakt med den danske facebookbruger, hvis opslag er gået viralt, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Opdateret 2. sep 2021