Er indvandringen fra muslimske lande steget eller faldet under Socialdemokratiet?

Faktatjek 3. nov 2025  -  8 min læsetid
Tjekdet
Partiformand Morten Messerschmidt (DF) og udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) er uenige om udviklingen i indvandringen fra muslimske lande. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix - Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
  • Ifølge Dansk Folkeparti er den muslimske indvandring steget med 124 procent, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet.  

  • Socialdemokratiet kalder Dansk Folkepartis påstande propaganda, misvisende og forkerte. Faktisk er den muslimske indvandring faldet markant under deres ledelse, siger Socialdemokratiet.

  • Begge parter henviser til officielle statistikker som belæg for deres påstande. 

  • Tallene bag striden viser, at begge partier på sin vis har ret - alt efter hvordan man bruger tallene.

Er indvandringen steget på statsminister Mette Frederiksens vagt?

I de seneste måneder har Dansk Folkeparti i opslag sociale medier beskyldt Socialdemokratiet for at føre en slap linje, der har ført til en eksplosiv stigning i indvandringen fra muslimske lande.

Under årets åbningsdebat brød et verbalt slagsmål så ud i lys lue i folketingssalen og på sociale medier, da Socialdemokratiet for alvor indledte et modangreb.

De mener, at Dansk Folkeparti taler usandt og manipulerer med deres tal. Skal man tro regeringspartiet, er indvandringen i Mette Frederiksens tid som statsminister faldet markant mere i forhold til dengang, hvor Dansk Folkeparti agerede parlamentarisk flertal for Lars Løkke Rasmussen.

Den ene part må have ret, og den anden må tage fejl. Eller hvad?

Så simpelt er det ikke. Begge parter henviser til officielle statistikker som belæg for deres påstand, som ifølge to eksperter er lige valide. Men eksperterne ser også alvorlig mangel på nuancer i brugen af statistikkerne og kommentarerne om hinandens tal.

TjekDet har set nærmere på, hvordan to modstridende påstande paradoksalt nok begge kan være rigtige.

Tjekdet
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har i flere opslag på Facebook og X påstået, at den muslimske indvandring er steget under Mette Frederiksen. Ifølge to forskere er tallene rigtige, men der mangler væsentlige nuancer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Særlig årsag til stigning

Vi lægger ud med påstandene fra Dansk Folkeparti om en øget muslimsk indvandring under Mette Frederiksen - en påstand, som partiet har delt flere gange siden maj. Dengang lød det fra Dansk Folkeparti, at der i dag kommer 84 procent flere indvandrere fra muslimske lande til Danmark, end der gjorde i 2019. TjekDet kunne i et faktatjek konkludere, at det var korrekt, hvis man alene ser på antallet af indvandringer fra MENAPT-lande - altså lande, hvor der er en majoritet af muslimer. Det viste tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

TjekDets research viste dengang, at stigningen særligt skyldtes en markant tilstrømning af personer fra Iran, der kommer til Danmark for at arbejde som sygeplejersker. Det skyldtes altså ikke en stigning i antallet af flygtninge eller familiesammenførte.

I juni hævede Dansk Folkeparti stigningen til 124 procent fra 2019 til 2024. Det tal er også helt korrekt. Nu talte Dansk Folkeparti nemlig personer fra Bangladesh med, som ikke hører under de definerede MENAPT-lande, men hvor muslimer også udgør majoriteten i landets befolkning.

Begge tal fik Dansk Folkeparti på baggrund af en forespørgsel til den daværende udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad-Bek (S), og det var ikke helt tilfældigt, at partiets udlændingeordfører, Mikkel Bjørn (DF), anden gang bad ministeren om at inkludere indvandringer af personer fra Bangladesh. Store grupper fra det sydasiatiske land er nemlig kommet til Danmark de seneste fem år.

Og det er der en særlig grund til. Det er sidenhen blevet afdækket, at antallet af kandidatstuderende fra Bangladesh på Roskilde Universitet er eksploderet i den periode. De kandidatstuderende bidrager væsentligt til antallet af årlige indvandringer fra Bangladesh. Antallet af indvandringer var i 2019 278, og i 2024 var det 2.458. En stigning på 784 procent.

 

Flere politikere fra Dansk Folkeparti - heriblandt partiformand Morten Messerschmidt - påstår samtidig, at der er kommet “mere end 40.000 islamiske udlændinge” til Danmark under Mette Frederiksen.

TjekDet har spurgt Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, hvor det tal stammer fra, men han har ikke ønsket at medvirke i et interview.

Lidt simpel matematik giver os dog et godt bud på, hvor de 40.000 kan stamme fra. Hvis man lægger alle årlige indvandringer fra MENAPT-lande og Bangladesh i perioden 2019-2024 sammen, giver det 41.128.

Tjekdet
Dansk Folkeparti har flere gange siden maj delt opslag om en markant stigning i muslimsk indvandring under Mette Frederiksen. Foto: Skærmbillede fra Facebook

Vigtigt hvordan man bruger tallene

Dansk Folkeparti har altså orden i penalhuset, når det kommer til de konkrete tal. Det vurderer to forskere, som TjekDet har talt med.

“Tallene er rigtige nok. Det afgørende er, hvordan man bruger dem,” siger Jacob Nielsen Arendt, som er forskningsprofessor og chef for forskning i arbejdsmarked og integration ved Rockwool Fonden.

I flere opslag på sociale medier er det dog tydeligt, at Socialdemokratiet ikke er enige. Eksempelvis kalder udlændingeordfører Frederik Vad i en video på Facebook Dansk Folkepartis tal for propaganda og siger, at deres påstande er forkerte.

Ifølge Frederik Vad og Socialdemokratiet er Dansk Folkepartis brug af tallene for den muslimske indvandring manipulerende, fordi de ikke medregner, hvor mange der er rejst ud igen. Dansk Folkepartis tal kan dermed ikke sige noget om, hvor mange muslimer der reelt bosætter sig i Danmark, siger Socialdemokratiet.

Dét argument vender vi tilbage til om lidt.

Også Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad, er gået i forsvar for regeringens politik på området. VIDEO: Folketingets tv/Frederik Vad på X.



Jacob Nielsen Arendt vurderer umiddelbart ikke, at der er noget forkert eller misvisende i de tal, som Dansk Folkeparti henviser til.

Garbi Schmidt, der er professor i Kulturmødestudier på Roskilde Universitet og forsker i migration, er helt enig med Jacob Nielsen Arendt. Den årlige indvandring fra MENAPT-lande og Bangladesh er rigtignok 124 procent højere i 2024 end i 2019.

Men ligesom Jacob Nielsen Arendt mener Garbi Schmidt, at det er vigtigt, hvordan man bruger tallene. Hun påpeger to blinde vinkler i Dansk Folkepartis påstand om stigningen i indvandring fra muslimske lande - eller islamisk indvandring, som de selv kalder det i flere opslag.

Den første blinde vinkel er brugen af begreberne muslimsk eller islamisk indvandring. For som Garbi Schmidt påpeger, så bliver der ikke ført statistik over, hvor mange af de indvandrede der er muslimer.

“Det er en majoritet af dem med stor sandsynlighed, men vi ved det ikke, og vi ved ikke, hvor vigtig islam er for dem. På samme måde som med stigningen kan man ikke sige med sikkerhed, at der er kommet 40.000 islamiske udlændinge til Danmark,” siger Garbi Schmidt, som desuden er bestyrelsesformand i Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål, der forsker i minoritetsrettigheder og sameksistens mellem befolkningsgrupper i Europa.

Mange udvandrer igen

Det andet aspekt er såkaldt returmigration. Ifølge Garbi Schmidt er man nødt til samtidig at se på, hvor mange der forlader landet igen. Men det gør Dansk Folkeparti ikke, og det er netop Socialdemokratiets centrale kritikpunkt mod Dansk Folkeparti.

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund mener, det er misvisende, at udrejser ikke er med i tallene. Hans partikollega Frederik Vad skriver på Facebook, at “DF snedigt kun har spurgt systemet til antal indvandringer IND i landet. Og fraregnet alle udvandringer, udsmidninger og udvisninger UD af landet.”

TjekDet har spurgt Socialdemokratiet, om de selv har tal på, hvor mange indvandrere fra MENAPT-lande og Bangladesh, der har forladt landet igen siden 2019 - og hvor mange der er indvandret på ny, som Frederik Vad også påstår, at mange gør.

Det har ikke været muligt at få et interview med Frederik Vad. Socialdemokratiet har i stedet sendt et skriftligt svar, men deri indgår ikke et bud på, hvor mange der har forladt landet igen.

Det spørgsmål kan Jacob Nielsen Arendt til gengæld komme nærmere. I Rockwool Fonden har de undersøgt, hvor længe indvandrere fra MENAPT-lande bliver i landet. Og her er der stor forskel på flygtninge og familiesammenførte på den ene side og på den anden side indvandrere med ophold til arbejde eller studie.

 

Jacob Nielsen Arendt forklarer, at studerende typisk er i Danmark ét-to år. Og halvdelen af de personer, som er her for at arbejde, er typisk udvandret efter tre-fire år. Netop de to grupper, studerende og personer med ophold til arbejde, udgør størstedelen af den indvandring, som er sket siden 2019 og som tæller i statistikken.

Den årlige indvandring af personer fra MENAPT-lande med ophold til studie og arbejde er 212 procent højere i 2024 end i 2019, og medregner man Bangladesh - som Rockwool Fonden dog ikke gør i deres undersøgelse - er stigningen 300 procent. Det viser tallene i svaret fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. 

Rockwool Fondens tal er dog fra en rapport, de udgav i 2019. Det er derfor ikke baseret på den periode, som de to partier diskuterer. Men Jacob Nielsen Arendt fortæller til TjekDet, at de i øjeblikket sidder og behandler nyeste data, som er til og med 2023, og det viser fortsat samme billede.  

“Lidt over 50 procent af dem med ophold til arbejde er i Danmark efter fem år, mens det er lige over 30 procent blandt studerende,” siger han. Resten er altså udvandret.

Ser vi på flygtninge og familiesammenførte, er det over 90 procent, som stadig er i Danmark, ti år efter at de ankom.

Det har som tidligere nævnt ikke været muligt at få et interview med Mikkel Bjørn om Dansk Folkepartis påstande og de to forskeres kritik. Han skriver i en sms, at deres påstande om stigningen og tilgangen tager afsæt i det tidligere nævnte svar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

S: Færre bosætter sig i Danmark

Socialdemokratiet kritiserer ikke bare Dansk Folkepartis tal. De kommer også med deres egen påstand om indvandring til Danmark under Mette Frederiksens ledelse.

“Hvis man tager det rigtige tal for indvandring, så kan man se, at vi har reduceret indvandringen fra Stormellemøsten til en tredjedel af, hvad den var under Støjberg og Dansk Folkeparti,” skriver Frederik Vad på Facebook.

Samtidig skriver Rasmus Stoklund på Facebook, at der har været “omtrent 2.000 personer om året med rødder i Stormellemøsten, som har slået sig ned i Danmark,” og at det tilsvarende var 6.000 årligt i perioden 2015-2019, hvor Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister med Dansk Folkeparti som parlamentarisk flertal.

Den 9. oktober - under årets åbningsdebat i Folketinget - delte Socialdemokratiet en graf med samme budskab og teksten: “Antallet af indvandrere fra muslimske lande er faldet drastisk siden Socialdemokratiet tog over.”

Men det er at tage munden for fuld, mener Jacob Nielsen Arendt.

“Stigningerne er lavere, men antallet af folk fra MENAPT-lande bosat i Danmark stiger stadig,” siger han.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Tallene fra Socialdemokratiet tager udgangspunkt i et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet den 25. september i år. Her har de set på udviklingen i antallet af indvandrere med oprindelse i MENAPT-landene, der er bosat i Danmark i perioderne 2015-2019 og 2019-2025. Her tæller Socialdemokratiet altså ikke personer fra Bangladesh med.

I begge perioder er antallet steget, men stigningen var højere i den første periode, hvor Socialdemokratiet ikke havde regeringsmagten.

I juli 2015 boede der 149.690 personer i Danmark med oprindelse i MENAPT-lande. I juli 2019, hvor Lars Løkke Rasmussen overdrog Statsministeriet til Mette Frederiksen, var tallet 174.495. I notatet bliver det påpeget, at den gennemsnitlige årlige stigning derfor var 6.201 i Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode.

Den 1. juli 2025 er antallet af personer bosat i Danmark med oprindelse i MENAPT-lande steget til 187.867, hvilket er en stigning på 13.372 personer siden juli 2019 og dermed 2.229 i gennemsnit om året, mens Mette Frederiksen har været statsminister.

 

Det er altså de tal, Socialdemokratiet bruger som argument for deres påstand om, at de har været skrappere i udlændingepolitikken. Og tallene er der ikke en finger at sætte på, vurderer begge forskere, som TjekDet har talt med. Men ligesom i Dansk Folkepartis tilfælde mangler udlægningen af dem væsentlige nuancer.

Ifølge Jacob Nielsen Arendt overvurderer begge parter nemlig, hvilken indflydelse de skiftende regeringers politik har haft på antallet af de indvandrere fra MENAPT-lande, som kommer til Danmark og bliver her i længere tid.

Ifølge Jacob Nielsen Arendt er der ikke evidens for, at det er Socialdemokratiets politik, der har ført til reduktionen i indvandringen.

“Det afhænger jo af nogle migrationsstrømme, der sker uden om Danmark,” siger han.

 

Jacob Nielsen Arendt påpeger, at den primære årsag til den store stigning fra 2015-2019 var antallet af syrere, som Danmark og resten af Europa tog imod.

“Den strøm af flygtninge og familiesammenførte har en regering svært ved at styre eller påvirke,” siger han.

TjekDet har forelagt Socialdemokratiet forskernes kritik, men heller ikke det har de besvaret i deres mail til TjekDet.

Hvad er den rigtige måde at gøre det på?

Socialdemokratiet ser altså på nettotal for indvandringen, mens Dansk Folkeparti ser på bruttotallet. Hvad er det mest retvisende?

Ingen af de to forskere vil pege på én af de metoder som mere korrekt end den anden. Det kommer helt an på perspektivet, og hvad det skal bruges til, siger de.

Ifølge Jacob Nielsen Arendt er bruttoindvandringen relevant at se på, hvis det drejer sig om den politiske indflydelse på, hvor mange der immigrerer til Danmark for at arbejde. Hvis der i stedet er fokus på, hvor meget indvandring påvirker det danske samfund, så vurderer han, at det er nettotallet, der har betydning.

“Sagen er jo så bare, at man politisk ikke har lige så stor indflydelse på nettotallet, fordi det i høj grad påvirkes af udvandring, som for de arbejdende og studerende er stor,” siger han. 
 


Selvom begge metoder ifølge Garbi Schmidt har deres berettigelse, så mener hun ikke, at det er nær nok at kigge på de tal, hvis man vil have en idé om, hvem der har haft mest succes med en stram udlændingepolitik.

“Det er et spørgsmål, der er meget større end, hvor stor indvandringen er - selvfølgelig betyder det også noget, men det handler også om, hvilke muligheder folk har for integration, når de kommer til landet, og hvilke forventninger de bliver mødt med. Det kræver et langt større studie,” siger hun.

Indtil så omfattende et studie ser dagens lys, lever paradokset videre; indvandringen fra muslimske lande er både steget og faldet under Mette Frederiksen.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 11. nov 2025