Børnehave med politieskorte og en belønning fra Putin: Misinformation om tysk valg spredes på sociale medier

Faktatjek 15. feb 2025  -  5 min læsetid
Tjekdet
Den nuværende tyske forbundskansler, Olaf Scholz, står ifølge meningsmålingerne til et nederlag ved det kommende valg - et valg, der giver anledning til spredning af både mis- og desinformation på sociale medier. Foto: Joerg Carstensen/AFP
  • Tyskerne skal til stemmeurnerne den 23. februar.

  • Det har ført til flere forsøg på at sprede misinformation om valgets temaer og de opstillede partier og kandidater. Vi afdækker nogle af dem.

Den 23. februar skal tyskerne stemme om, hvem der skal danne ny regering og hvem, der skal være Tysklands næste forbundskansler. 

Friedrich Merz er lige nu det bedste bud sidstnævnte. Hans konservative parti, CDU, fører i øjeblikket meningsmålingerne med 30 procent, mens Alternative für Deutschland (AfD) står til at blive Tysklands næststørste parti med 22 procent i meningsmålingerne.

Den nuværende forbundskansler, Olaf Scholz, fra det socialdemokratiske parti SPD, får blot 17 procent af stemmerne, hvis meningsmålingerne går i opfyldelse.

Særligt den store vælgertilslutning til det stærkt højreorienterede AfD fylder meget i valgkampen.

Med valget følger også en strøm af misinformation, som spredes på sociale medier.

Misinformationen handler om alt fra, at valget kan blive aflyst, hvis AfD vinder, til børnehaver, som behøver politieskorte, og at Vladimir Putin vil belønne tyskerne, hvis AfD vinder.

Null

Valget kan blive aflyst

Påstanden om, at valget kan blive annulleret, hvis et "forkert" eller højreorienteret parti vinder, bliver tilskrevet den siddende forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier.

Påstanden er vidt spredt på flere sociale medier som Facebook, Instagram, TikTok og X

“Steinmeier truer. Valget kan blive aflyst, hvis det forkerte parti vinder. Har vi stadig et demokrati?”, lyder det spørgende i en del af opslaget på Facebook.

Citatet skulle angiveligt stamme fra en tale, som Frank-Walter Steinmeier holdt i slutningen af december.

“Jeg forventer, at valgkampen bliver ført med fair og transparente midler. Indblanding udefra er en trussel mod demokratiet – uanset om den er skjult, som det for nylig blev afsløret ved valgene i Rumænien, eller åbenlys, som det i øjeblikket især foregår på platformen X”, lød det blandt andet.

Det er netop henvisningen til det rumænske valg, hvor første valgrunde blev annulleret på grund af påstået russisk indblanding til fordel for Călin Georgescu fra den yderste højrefløj, at brugere på sociale har udledt, at det tyske valg også vil blive  annulleret, hvis et forkert parti - forstået som AfD - vinder valget. 

Tjekdet
Frank-Walter Steinmeier er Tysklands nuværende forbundspræsident. Ifølge talrige opslag på sociale medier skulle han have udtalt, at det forestående valg vil blive annulleret, hvis ikke det "rigtige" resultat opnås. Men det har Frank-Walter Steinmeier aldrig sagt. Foto: John Macdougall/AFP

Men som det ses i det konkrete citat, så er det altså ikke, hvad Frank-Walter Steinmeier sagde.

I et populært opslag kobles citatet fra talen også sammen med Elon Musks støtte til AfD på X, hvor Tesla-ejeren flere gange har tweetet, at AfD er det eneste rigtige valg for Tyskland.

“Siden Elon Musk støttede AfD, har etablissementet forberedt sig på tyranni”, lyder det i et opslag på X - med hentydning til, at de etablerede tyske partier ikke vil acceptere en valgsejr til AfD.

En af de største samtaleemner i den forbindelse er, at Friedrich Merz og CDU kan få brug for AfD’s stemmer, hvis han skal være Tysklands næste kansler.

Faktisk åbnede Friedrich Merz op for et samarbejde med AfD for blot nogle uger siden i forbindelse med et lovforslag, der vil indskrænke asylansøgeres rettigheder. Det førte til store protester mod CDU i Berlin, hvor over 160.000 mennesker deltog. 

Senere har Friedrich Merz dog klart meldt ud, at man ikke vil indgå koalition med AfD efter valget.

“Jeg kan forsikre stemmergiverne i Tyskland om en ting meget klart: vi vil ikke arbejde sammen med partiet, som kalder sig Alternative for Deutsland. Ikke før, ikke efter, aldrig,” lød det blandt andet

Børnehaver med politibeskyttelse og selvforsvar

På sociale medier i Tyskland har et billede af en børnehave flankeret af en politikvinde også været genstand for debat. 

“Et billede siger mere end 1000 ord. Vær smart, stem blåt - kun AfD,” står der i teksten til billedet på TikTok

Billedet er også spredt på X.

Af billedet må tilsyneladende forstås, at volden i Tyskland er blevet så udbredt, at børnehavegrupper nu skal bruge politibeskyttelse for at gå på gaden. Derfor skal man stemme på det indvandrerkritiske parti AfD, fremgår det af opslagene.

Men billedet viser i virkeligheden noget helt andet. Via en omvendt billedsøgning finder vi blandt andet et opslag på X fra det lokale politi i området, hvor billedet er taget. 

“Denne gruppe besøgte vores lokaler og fik lov til at se vores patruljevogne, vores udstyr og stationen. Når vi har sådanne grupper på besøg, bliver de altid hentet på togstationen og bragt tilbage af os. Vi bruger nemlig muligheden til at forklare om flere vigtige regler i trafikken,” skriver Polizei Unterfranken på X.

Der er altså ikke tale om en børnehavegruppe, som er under politibeskyttelse grundet frygten for vold.

Null

 

Billedet her deles på sociale medier som argument for at stemme på AfD - angiveligt fordi selv tyske børn skulle have brug for politibeskyttelse for ikke at blive udsat for vold. Men billeder viser i virkeligheden noget helt andet (Foto: Skærmbillede af opslag).

Opslagene er ikke de eneste, som spreder misinformation med børn som blikfang. 

En video, der er spredt på blandt andet TikTok, LinkedIn og flere steder på X, viser en gruppe af børn, som går mod hinanden med knive i en slags træningscenter.

“Er det sådan, vores børns fremtid skal være?”, står der spørgende i en af videoerne på TikTok. Længere nede i videoen står der “Børnehave i Ludwigshafen”, som er en by i den tyske delstat Rheinland-Pfalz.

Opslaget skal angiveligt vise, at Tyskland er blevet et så utrygt land for børn, at de lærer selvforsvar i børnehaven.

Men en omvendt billedsøgning, som TjekDet har foretaget, afslører, at videoen stammer fra et helt andet land - nemlig Polen.

Vi finder videoen på en TikTok-profil med navnet Superhumans.pl, som er et træningscenter i Polen, hvor man kan lære “Krav Maga”, hvilket er forskellige teknikker til selvforsvar. 

På deres TikTok-side har de mange forskellige videoer af de forskellige træningsteknikker, som man kan prøve kræfter med i centeret.

Null

 

"Er det sådan vores børns fremtid skal være?" står der på tysk i en video, der deles flere steder på sociale medier. Men videoen stammer slet ikke fra Tyskland og viser børn, der træner kampsport i Polen (Foto: Skærmbillede af opslag).

Vinder AfD vil Putin gøre alt billigere

Blandt andre påstande, som spreder sig på sociale medier, finder vi en, som kæder en valgsejr til AfD sammen med Ruslands præsident Vladimir Putin. 

I de seneste måneder er der blevet skrevet en del i både danske og tyske medier om AfD’s positive tilgang til Vladimir Putin og Rusland, hvilket også har medført kritik fra partiets politiske modstandere. 

Blandt andet anklages  AfD-politikeren Petr Bystron for at have fået penge fra Rusland for at sprede pro-russiske holdninger.

Det har blandt andet fået SPD's Dirk Wiese til at kalde partiet for en mikrofonholder for Kreml, mens CDU's Christoph de Vries har sagt, at Putin har fundet sine "nyttige idioter" i AfD. 

Ifølge et opslag på Facebook har Vladimir Putin angiveligt tænkt sig at “belønne” tyskerne ved en valgsejr til AfD.

“Putin har sagt, at hvis AfD vinder, så vil alle tidligere traktater blive genindført, så alt bliver billigere,” står der blandt andet i opslaget efterfulgt af:

“Fru Weidel ved, hvad hun siger” med henvisning til AfD-formand Alice Weidel. Det fremgår ikke, hvilke traktater eller kontrakter Vladimir Putin vil genindføre, men det er måske, fordi han aldrig har sagt det.

Via diverse søgeværktøjer kan TjekDet ikke finde sådanne citater fra Vladimir Putin, eller nogen, der ligner - selv om han dog udtalte sig positivt om AfD i sommer

“Vi vil arbejde med alle, der ønsker at samarbejde med Rusland,” lød det blandt andet.

Det tyske faktatjekmedie dpa har kontaktet den russiske ambassade i Berlin omkring citatet. Ambassaden oplyser, at citatet er falsk.

TjekDet har tidligere skrevet om, at Rusland har forsøgt at påvirke det tyske valg til fordel for AfD. Blandt andet afslørede en fælles undersøgelse fra flere tyske medier sidste år, at et russisk propagandabureau har spredt memes og fortællinger online for at styrke AfD og underminere støtten til Ukraine.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 25. feb 2025