Siddique og Aslan uenige. Har Frie Grønnes leder kaldt alle danske betjente racister?

Faktatjek 3. aug 2022  -  5 min læsetid
This describes the image
I Deadline på DR2 siger Lars Aslan (S), at Sikandar Siddique (FG) har kaldt alle danske politibetjente racister. Frie Grønnes leder afviser og siger, han gør en dyd ud af at tale om det som et problem i dele af politiet.  Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
  • I Deadline på DR2 siger Socialdemokratiets Lars Aslan, at Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, har kaldt alle danske politibetjente racister. Det afviser Siddique

  • Lars Aslan peger på et citat fra B.T., hvor Sikandar Siddique siger, at "politiet ser brune mennesker som kriminelle"

  • Sikandar Siddique mener, citatet er taget ud af kontekst. Han understreger, at han taler om et problem med racisme i dele af politiet - ikke i politiet som helhed

  • Det samme har han fremført flere gange tidligere

  • Lars Aslan vil ikke forholde sig til, at Sikandar Siddique i flere tilfælde har understreget, at politiet som helhed ikke er racistisk

Socialdemokratiets ordfører for ligestilling, LGBT+ og indfødsret, Lars Aslan, var lørdag i Deadline-studiet på DR2 for at diskutere partiets politik med partikollegaen Laura Rosenvinge, der er socialordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

Men undervejs i udsendelsen kom samtalen til at handle om en tredje politiker, nemlig politisk leder for Frie Grønne, Sikandar Siddique.

”Det, jeg synes, Sikandar gør forkert, er, at han laver en fortælling om, at det danske samfund og politiet som helhed er racister,” sagde Lars Aslan.

Laura Rosenvinge svarede kort efter, at hun ikke har hørt Sikandar Siddique sige, at alle politimænd er racister.

”Det har jeg,” returnerede Lars Aslan.

Ordvekslingen fik Frie Grønnes politiske leder til tasterne. På Facebook og Twitter skriver han, at det ikke er sandt, at han har kaldt alle betjente for racister. 

Politiet stopper brune mennesker

Da TjekDet beder Lars Aslan dokumentere sin påstand, sender den socialdemokratiske ordfører i første omgang et uddrag af en B.T.-artikel om en episode ved årets Folkemøde på Bornholm, hvor Sikandar Siddique blev stoppet af politiet efter at have medvirket i en partilederdebat.

”Det er jo et klokkeklart bevis på den raceprofilering, som jeg har talt om længe. Politiet ser helt klassisk brune mennesker som kriminelle, og så stopper de dem,” citeres Sikandar Siddique i uddraget.

Lars Aslan sender yderligere to eksempler. Det ene er et facebookopslag fra 2021, hvor Sikandar Siddique skriver ”Stop statsracismen!” med henvisning til et borgerforslag om at stoppe nedrivning af boliger i forbindelse med parallelsamfundsloven, tidligere kaldet ghettoloven.  

Det andet er Sikandar Siddiques tale ved Folketingets åbningsdebat i 2020. Her talte den politiske leder for Frie Grønne om et ”demokratisk apartheid” i Danmark med henvisning til de indvandrere og efterkommere, der ikke har stemmeret og derfor ikke kan deltage i demokratiet.


“Man skal være virkelig dum, døv og blind, hvis man er gået glip af, at jeg igen og igen har sagt, at politiet ikke som helhed er racister”


Ifølge Lars Aslan er de to sidste “klokkeklare” eksempler på, at Sikandar Siddique kalder Danmark racistisk. De er dog ikke mere klare, end at Lars Aslan supplerer dem med denne forklaring:

”Jeg forbinder en stat med at være et land. Jeg forbinder statsracisme med, at et land – Danmark – er racistisk, og jeg forbinder ordet apartheid, som er et hollandsk ord for raceadskillelse, med også at være racistisk,” skriver han i en besked til TjekDet. 

De sidste to eksempler handler imidlertid ikke om racisme i politiet.

Burde vide bedre

Over for TjekDet afviser Sikandar Siddique blankt, at han mener, at alle danske politibetjente er racister.

”Jeg har aldrig nogensinde sagt eller påstået, at alle danske politibetjente er racister, for det er de selvfølgelig ikke,” siger han.

Han mener heller ikke, han kalder hele det danske politi racistisk i det citat fra B.T., som Lars Aslan fremhæver.

”Lars Aslan siger i programmet (Deadline, red.), at han har hørt mig sige, at alle betjente er racister. Det siger jeg ikke med det citat, og jeg kan ikke se, hvordan han på nogen måde kan udlede af det citat, at jeg har sagt, at alle politibetjente er racister.”

Du siger 'politiet ser brune mennesker som kriminelle'. Det lyder som om, du taler om politiet generelt?

"Det er taget ud af kontekst," siger Sikandar Siddique og henviser til en klumme i Politiken, som han skrev efter førnævnte episode ved Folkemødet på Bornholm. I klummen skriver han sort på hvidt, at han ikke mener, at danske politifolk generelt er racister.

"Jeg har igen og igen sagt, at politiet som helhed ikke er racistiske. Hvis Lars Aslan har fulgt med i debatten, burde han vide bedre."

Men i citatet siger du ikke, at "nogle i politiet" ser brune mennesker som kriminelle, du siger bare "politiet"?

"Jeg italesætter nogle strukturer i politiet, og man skal være virkelig dum, døv og blind, hvis man er gået glip af, at jeg igen og igen har sagt, at politiet ikke som helhed er racister. Jeg har sagt det utallige gange. Det er ikke til at tage fejl af, hvis man har fulgt debatten."

Lars Aslan peger også på, at du tidligere har talt om ‘statsracisme’ og ‘demokratisk apartheid’ i Danmark. Mener du, Danmark er et racistisk land? 

“Nej, Danmark er ikke et racistisk land, men der er racisme i Danmark. Og det smitter også af på vores institutioner. Når jeg taler om statsracisme og demokratisk apartheid er det med henvisning til konkret politik som ghettopakken og statsborgerskabsregler. Så jeg generaliserer ikke," siger Sikandar Siddique. 

Racisme ”nogle steder”

TjekDet har fundet eksempler på, at Sikandar Siddique flere gange har skrevet om problemer med racisme og raceprofilering – altså en tilbøjelighed til at (over)fokusere på bestemte etniciteter – i politiet.

Men TjekDet har ikke kunnet finde eksempler på, at han direkte har kaldt alle danske politifolk racister.

Derimod har han – som han også påpeger over for TjekDet – flere gange understreget, at han taler om et problem i dele af politiet og ikke i politiet som helhed.

Det skete eksempelvis i den klumme i Politiken, som han selv henviser til.

”Uanset hvad folk tror, mener jeg ikke, at danske politifolk generelt er racister,” skriver Siddique i klummen og fortsætter:

“Der er masser af danske politifolk, der gør et rigtig godt stykke arbejde. Dansk politi har ikke et særskilt problem med racisme; det er Danmark, der har et problem med racisme. Og når der er racisme i Danmark, er der naturligvis også racisme i politiet. Nogle steder.”

TjekDet har foreholdt Lars Aslan citatet og spurgt, om det efterlader ham med indtrykket, at Sikandar Siddique mener, det danske politi som helhed er racistisk. Lars Aslan har ad flere omgange undladt at besvare spørgsmålet.

Opdateret 5. aug 2022