Sletter video: Influencer delte udokumenteret påstand om opvasketabs og tarmsundhed
-
“Stop med at ødelægge dit fordøjelsessystem med afspændingsmiddel og opvasketabs”.
-
Sådan lyder det fra influenceren Line Gleitze Smith, som har tusindvis af følgere på TikTok, og som står bag virksomheden DermaHabits.
-
Ifølge Line Gleitze Smith kan giftige indholdsstoffer fra opvasketabs og afspændingsmiddel sætte sig på tallerkener og andet service og gøre alvorlig skade på forbrugernes fordøjelsessystem og tarm.
-
“Det smadrer vores slimhinde i tarmen”, skriver influenceren i et opslag på TikTok.
-
Men ifølge forskere, som TjekDet har talt med, er der ikke belæg for påstanden, og forbrugerne skal ikke frygte at få ødelagt deres fordøjelsessystem ved at bruge opvasketabs, lyder det.
Hvis du er en af mange danskere, der har en opvaskemaskine derhjemme, er der god grund til at tænke over dit forbrug af opvasketabs. I sidste ende kan de små tabs nemlig skade dit fordøjelsessystem og have konsekvenser for din tarmsundhed.
Sådan lyder det i hvert fald i en video på TikTok fra influenceren Line Gleitze Smith. Hun står bag profilen og virksomheden DermaHabits, som hver dag rådgiver sine knap 24.000 følgere om sundhed, kost og fordøjelse og sælger kurser om at helbrede forskellige sygdomme.
“Noget, jeg synes er sindssygt vigtigt for vores helbred, men som er så overset, er hvilke opvasketabs vi bruger,” siger hun i videoen og tilføjer, at tabsene ødelægger fordøjelsessystemet og smadrer slimhinden i tarmen.
I stedet opfordrer Line Gleitze Smith til, at man skifter de almindelige opvasketabs ud med “non-toxic ones” - altså nogle, som ikke er giftige og som ikke indeholder fosfater, klor, enzymer og parfume.
Ifølge Line Gleitze Smith sætter rester fra opvasketabsene sig på glas og service, som vi senere drikker og spiser af og dermed får ned i maven.
Men risikerer man at ødelægge sit fordøjelsessystem med opvasketabs?
Det spørgsmål har TjekDet stillet til eksperter på området.
På DermaHabits' TikTok-profil delte Line Gleitze Smith en video, hvor hun advarede sine følgere om, at opvasketabs er "forfærdelige" for fordøjelsessystemet. Foto: Skærmbillede af TikTok
Studie kan ikke overføres
Line Gleitze Smith er ikke den første, der deler budskabet om farlige opvasketabs.
Påstanden om, at brug af opvasketabs påvirker tarmsundheden og fordøjelsessystemet negativt, har i en længere periode floreret på udenlandske TikTok-profiler.
I flere tilfælde henviser brugerne, der deler påstanden, til et videnskabeligt studie, der blev udgivet i 2023. Studiet undersøger, hvorvidt opvasketabs og afspændingsmidler kan skade tarmceller.
Resultaterne fra studiet peger faktisk på, at syntetiske stoffer fra opvasketabs og afspændingsmiddel kan påvirke tarmene og øge risikoen for betændelse i tarmen.
Men studiet blev lavet på celler i et laboratorie, ikke på mennesker, og cellerne blev udsat for meget store koncentrationer af de syntetiske stoffer. Derfor kan studiets resultater ikke overføres til effekten af opvasketabs og afspændingsmiddel, når man bruger dem i sin husholdning, siger eksperter til TjekDet.
“Påstandene, som I undersøger, er der ikke videnskabeligt belæg for,” siger Oluf Borbye Pedersen, der er professor i molekylær metabolisme og mikrobiomforskning ved Københavns Universitet og gennem mange år har forsket i menneskets tarm.
Ifølge Oluf Borbye Pedersen fandt forskerne uønskede forandringer i de dyrkede tarmceller ved høje koncentrationer af de syntestiske stoffer, men det betyder ikke, at de syntetiske stoffer ville have samme effekt i menneskeforsøg, forklarer han.
"Der er meget langt fra isolerede celleforsøg i et laboratorieforsøg til menneskeforsøg, som af etiske grunde ikke kan iværksættes,” påpeger han.
Oluf Borbye Pedersen peger derfor på, at der ikke er dokumentation for, at eventuelle rester af opvasketabletter og afspændingsmidler skader menneskets tarmsystem, da det ganske enkelt ikke er undersøgt.
Han peger også på, at det omtalte forsøg er lavet med industrimaskiner - og ikke med de opvaskemaskiner, man har i hjemmet.
Christian Lodberg Hvas, der er klinisk professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, har i et skriftligt svar til TjekDet de samme pointer som Oluf Borbye Pedersen.
“Forskerne har i studiet undersøgt vaskemidler til professionelle opvaskemaskiner, og rester efter brug af professionelle vaskemaskiner. Det er ubesvaret om dette kan overføres til husholdningsmaskiner, hvilket de også selv fremhæver i studiet,” forklarer Christian Lodberg Hvas og fortsætter:
“Ud fra studiet kan man slet ikke sige noget om, hvorvidt rester af opvaskemiddel på service i en opvaskemaskine påvirker tarmen på en måde, der giver inflammation.
Ifølge ham er det i praksis umuligt videnskabeligt at påvise eller udelukke, at brug af opvaskemaskiner er en medvirkende årsag til den stigende forekomst af inflammatoriske sygdomme.
“Men den aktuelle viden kan ikke understøtte de udsagn, som bliver fremlagt i videoen fra DermaHabits,” skriver han han.
To forskere fra Michigan State University udgav i 2024 en opklarende artikel til det omtalte studie, fordi det blev misbrugt på sociale medier.
I artiklen peger forskerne Elisabeth Anderson og Joe Zagorski på, at man i studiet benyttede sig af højere koncentrationer af opvaskemidler, end man typisk ville blive udsat for i sit hjem.
De mener heller ikke, at studiet dokumenterer en øget risiko for inflammation i tarmene, fordi forsøget ikke inkluderer immunceller eller et fungerende immunsystem, men kun dyrkede tarmceller.
Ligesom Oluf Borbye Pedersen konkluderer de, at studiets resultater ikke kan oversættes til privatpersoners hverdagsbrug af opvasketabs og afspændingsmidler.
Oluf Borbye Pedersen forklarer, at han ikke selv er bekymret for at bruge opvaskemidler efter brugsanvisningen, fordi risikoen for uønskede virkninger synes minimal.
“Derimod er der utallige andre former for syntetisk kemi tæt på os i vores hverdag, som der er videnskabeligt belæg for, at vi bør undgå eller begrænse”, forklarer han.
Har slettet opslaget
TjekDet har forelagt forskernes kritik for Line Gleitze Smith. Hun forklarer, at påstandene i hendes video stammer fra selvsamme studie, som forskerne pointerer, ikke kan overføres til vores hverdagsbrug af opvasketabs.
Line Gleitze Smith skriver til TjekDet, at hun anerkender, at der er en forskel mellem studiets konklusioner og de påstande, som hun fremsatte i videoen, og at hun på det grundlag har valgt at slette videoen.
“Det er ikke mit formål at skræmme, men at informere — og når vidensgrundlaget ikke er tilstrækkeligt solidt til de konkrete påstande, er det den rigtige beslutning at trække indholdet tilbage,” skriver Line Gleitze Smith.
Opmærksomhed på indholdet
Heller ikke Forbrugerrådet Tænk Kemi er bekendt med, at opvasketabs skulle være problematisk for fordøjelsessystemet.
Christel Søgaard Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk Kemi er blandt dem, der har testet kemien i de forskellige opvasketabs i Danmark, og hun bider mærke i, Line Gleitze Smith i sin video nævner fosfat som et problematisk stof for vores tarmsystem. Men netop fosfat siden 2017 været ulovligt i maskinopvaskemidler i EU, påpeger Christel Søgaard Kirkeby.
Til gengæld peger Forbrugerrådet Tænk Kemi på andre forhold.
Tilbage i marts lavede de en kemitest af forskellige opvasketabs, hvor de blandt andet undersøgte, hvilke opvasketabs der indeholder hormonforstyrrende stoffer og parfume.
En af de overordnede konklusioner var, at hver femte opvasketabs i testen indeholdte kemi bestående af ingredienser, der kan være problematiske.
Et af de stoffer, som Forbrugerrådet Tænk fandt i deres test af opvaskemidler, var benzotriazole, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og samtidig problematisk for miljøet. Det stof fandt de i lidt under hver femte opvaskemiddel.
Derudover fandt de i et enkelt produkt, ud af de 41 de testede, et stof, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
“Ellers så fandt vi parfume og planteekstrakter, som kan give allergi, og stoffer som kan være problematiske for miljøet. Halvdelen af de opvaskemidler vi testede indeholdt parfume, og det tjener kun et formål, nemlig at det dufter - det gør ikke dit service renere,” forklarer Christel Søgaard Kirkeby.
Testens konklusion var at 17 ud af de 41 produkter de testede var uden uønsket kemi og fik den bedste bedømmelse.
“Så der er rig mulighed for, at man i supermarkedet kan vælge produkter, som ikke indeholder hverken parfume eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer”, siger Christel Søgaard Kirkeby.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

