Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

"Oh wow": Steve Jobs’ sidste ord handlede ikke om rigdom og meningen med livet

Faktatjek 2. aug 2022  -  2 min læsetid
Tjekdet
Apples grundlægger, Steve Jobs, bliver i massevis af opslag på sociale medier tilskrevet en længere tale på sit dødsleje. Men umiddelbart tyder intet på, at det var hans faktiske sidste ord.  Foto: John G. Mabanglo/EPA/Ritzau Scanpix
  • På sit dødsleje holdt Apple-grundlægger Steve Jobs en længere tale om meningen med livet, og at rigdom ikke fører til lykke

  • Sådan kan man læse i massevis af facebookopslag, der er delt flere tusinde gange

  • Men noget tyder på, at Steve Jobs var noget mere ordknap, da han mistede livet til kræft i 2011

  • Ifølge hans søster var Steve Jobs’ sidste ord “Oh wow, oh wow, oh wow”

“Du kan leje nogen til at køre en bil for dig, tjene penge til dig - men du kan ikke leje nogen til at bære sygdommen for dig.”

Sådan skulle Apple-grundlægger Steve Jobs’ sidste ord angiveligt have lydt, inden han døde af kræft i 2011. Det kan man i hvert fald læse i massevis af facebookopslag med mange tusinde delinger.

Ordene er del af en længere tale om, at venner og familie - ikke penge, succes og materielle goder - er vejen til et lykkeligt liv.

Men det lader ikke til, at det rent faktisk er Steve Jobs’ sidste ord, der gengives i opslagene. Ifølge Steve Jobs’ søster var hans sidste ord mere knappe.

 

Steve Jobs' påståede sidste ord florerer i adskillige opslag på Facebook og er delt mange tusinde gange. Ovenstående opslag er delt op mod 35.000 gange. Personen bag har rettet i teksten efter TjekDets henvendelse.


Oh wow

Uden at have stået ved sygelejet på det tidspunkt, hvor døden indtraf, er det svært at sige med sikkerhed, hvad Steve Jobs’ sidste ord var. 

Det tætteste, vi kommer på, er de ord, som Steve Jobs’ søster, Mona Simpson, gengav i en mindetale trykt i New York Times kort efter brorens død. 

Ifølge hende faldt hans sidste ord, nogle timer inden han døde, og lød kort og godt: 

“Oh wow, oh wow, oh wow.”

På trods af Apple-stifterens ordknappe afsked med verden har variationer af hans påståede sidste ord floreret på nettet i flere år. Det er muligt at finde eksempler så langt tilbage som 2015.  

Over årene har flere af TjekDets faktatjekkolleger rundt om i verden derfor forsøgt at finde frem til it-entreprenørens afskedsord. De fremhæver alle søsterens mindetale

Stærke ord uanset

TjekDet har kontaktet Lars Hjelm Christensen, som står bag et af de mest delte opslag om Steve Jobs’ påståede sidste ord. Vi har spurgt ham, hvor han har teksten fra, og om han vil rette sit opslag, når meget nu tyder på, at Steve Jobs var noget mere fåmælt på sit dødsleje.

“Jeg tog det fra et andet opslag på de sociale medier og tænkte egentlig, at jeg lader det stå, for ordene er jo stærke og tydelige uanset hvem, der nu engang udtalte dem,” skriver Lars Hjelm Christensen, der er stifter af facebookgruppen ‘Livets citater’, i en besked til TjekDet.

Han skriver også, at han fortsat ikke vil udelukke, at Steve Jobs kan have ytret ordene, men har rettet sit opslag, så det nu fremgår, at han ikke er sikker på det.

Opdateret 5. aug 2022