Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falsk nyhed: Politiet har erklæret Oslo for tabt

Faktatjek 5. okt 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Bydelen Grønland i den østlige del af Oslo hærges af kriminelle muslimer i en sådan grad, at bydelen nu er erklæret for tabt. Det fremgår af en artikel hos det angivelige netmedie Occupy Deplorables.

Indbyggerne i det gamle arbejderkvarter i den norske hovedstad udgøres af en større gruppe af indvandrere. hvor der også er flere moskéer.

Artiklen med overskriften "Politiet i Oslo erklærer 'Vi har tabt byen'... islam har overtaget" beskriver situationen i Oslo som ganske alvorlig.

"Folk sælger stoffer på åben gade lige ved siden af Grønlands undergrundsstation, vold er blevet en epidemi, og politiet har i det store hele givet op. Det er ikke Norge eller Europa mere," lyder det i artiklen.

Screenshot fra Occupy Deplorables.

Men påstandene i artiklen har ikke noget på sig.

"Der findes ingen områder i Oslo, hvor politiet ikke arbejder og patruljerer med jævne mellemrum," siger Jan Erik Bresil, leder ved politistationen i bydelen Grønland til den norske faktatjekside Faktisk.no.

Islam har overtaget Oslo to gange tidligere

Det er ikke første gang, at bydelen påstås at være 'tabt til Islam'.

Faktisk.no sporer påstanden til en artikel fra 2011 i den norske avis, Aftenposten. Her interviewer Aftenposten en mand ved navn Sturla Nøstvik, der er blevet overfaldet og røvet i Oslo. De politibetjente han taler med efter overfaldet, siger ifølge ham, at de har mistet grebet om byen.

"De sagde, at alle har ret til at føle sig trygge, men at de ikke har mulighed for at forhindre røverierne. Vi har mistet byen, sagde de," udtaler han i 2011 til Aftenposten.

Citatet er efterfølgende blevet det centrale omdrejningspunkt for senere historier om, at bydelen skulle være tabt. Første gang citatet bliver misbrugt, er i et blogindlæg fra 2011 kort efter Aftenpostens artikel om overfaldet på Sturla Nøstvik. Og det er i den forbindelse, at bydelen kædes sammen med islam.

En identisk historie bliver bragt fire år senere i december 2015 i mediet PoqariNews, der også henviser til Aftenposten. Den norske avis faktatjekkede dengang selv historien, og her kunne politiet i Oslo ligeledes afvise, at en bydel i Oslo var tabt til islam.

Og nu er det altså Occupy Deplorables, der har kopieret store dele af historien, da de i september udgiver artiklen på deres hjemmeside. Den har spredt sig på de sociale medier, hvor sider som The Tea Party og JewsNews, der har mange følgere på de sociale medier, har delt historien.

Oslo Politi afviser også denne gang historien og udelukker samtidigt, at man kan knytte kriminelle miljøer til specifikke etniske eller religiøse grupper.

"Vi har kriminelle miljøer, der udgør et stort socialt problem, som politiet tager alvorligt. Vi har ungdomsgrupperinger, der forsøger at etablere salg af narkotika i forskellige områder, og som udøver vold og begår røverier. Det drejer sig om relativt få unge mænd, der begår denne grove kriminalitet," siger Jan Erik Bresil til Faktisk.no.

Læs hele Faktisk.no’s faktatjek her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?