Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falske nyheder har nu fået dansk forskningscenter på nakken

Indsigt 9. maj 2019  -  2 min læsetid
This describes the image

Er der flere falske nyheder i Danmark, end der er i andre lande? Og hvor stort er problemet med falske nyheder på sociale medier?

Sådan lyder et par blandt mange spørgsmål, som et nyt dansk forskningscenter på Aarhus Universitet har sat sig for at blive klogere på. Centret blev indviet mandag i denne uge ved en konference.

Hovedfokus er at samle de bedste forskere, der beskæftiger sig med falske nyheder og anden snavs på sociale medier, og trække på deres viden. På den måde skal forskerne i Aarhus kortlægge, hvad man i det hele taget ved om problemet – og hvad der kan gøres ved det.

Det nye center er blevet døbt EU REMID og er støttet økonomisk af EU.

I front for projektet står Anja Bechmann, der er professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet. På sigt håber hun, at den nye viden kan blive til konkrete værktøjer, som både forskere, journalister og skolelærere kan bruge i kampen mod falske nyheder på sociale medier.

Artiklen fortsætter under billedet

Anja Bechmann, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet og leder af EU REMID. Foto: Aarhus Universitet.

"I stedet for at forskere og journalister arbejder med falske nyheder i hver sin silo, så prøver vi nu at skabe et center, hvor vi laver koordinerede indsatser," siger Anja Bechmann og fortsætter:

"Og så kan den viden komme ud på den anden side i form af værktøjer, som både folkeskoler, gymnasier og også journalister kan bruge, når de navigerer på sociale medier."

Forurener demokratiet

Hvor stort et problem falske nyheder på sociale medier udgør, er endnu usikkert. Men det er vigtigt at finde ud af, siger Anja Bechmann.

"Det er et forholdsvist nyt fænomen, at falske nyheder bliver spredt hurtigt og i lukkede fora på sociale medier, hvor adgang til data er lukket. Og hvor meget falske nyheder fylder, er næsten det sværeste spørgsmål. For vi taler ikke kun om Facebook, Snapchat og Twitter. Det er alle sociale og etablerede medier, vi skal blive klogere på."

TjekDet er blandt det nye forskningscenters samarbejdspartnere. Og faktatjekmediets chefredaktør, Lisbeth Knudsen, ser centeret som en "absolut nødvendighed."

"Fejlinformation både bevidst og ubevidst er blevet en af de helt store udfordringer for vores demokrati. Det repræsenterer en forurening af vores informationsmiljø. Det søger at ødelægge vores tillid til demokratiske institutioner og øger politisk forvirring. Vores demokratier har aldring været mere sårbare," sagde hun i sin tale til forskningscenterets åbning mandag.

Det nye forskningscenter vil i øvrigt være de nordiske landes referencepunkt for det europæiske projekt SOMA, som er et netværk af værktøjer og vidensdeling i arbejdet mod falske nyheder på nettet.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023