Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Fup og fakta ved Trumps seneste pressemøde

Faktatjek 17. feb 2017  -  5 min læsetid
This describes the image

"Det er alt sammen falske nyheder," fastslog den amerikanske præsident Donald Trump under et pressemøde i går, da han kommenterede mediernes dækning af hans præsidentperiode, siden han tiltrådte den 20. januar i år.

Amerikanske medier har givet sig selv overarbejde ved at faktatjekke adskillige påstande, som den nyvalgte præsident har fremsat – både før og efter, at han satte sig i kontorstolen i det ovale værelse i den amerikanske præsidentbolig, Det Hvide Hus. Også gårsdagens pressemøde er blevet vendt og drejet af flere amerikanske medier. Det gælder blandt andet politifact.com og factcheck.org.

Trumps valgmandssejr er ikke den største siden Reagan

Vælgerne i de enkelte delstater stemmer ved et amerikansk præsidentvalg ikke direkte på præsidentkandidaterne, men derimod på lokale repræsentanter – kaldet valgmænd. Dem er der 538 af, og de stemmer til sidst direkte på kandidaterne på vegne af vælgerne. Trump hævdede på pressemødet, at hans valgsejr blevet båret i hus med en rekordhøj valgmandssejr.

"Vi fik 306, fordi folk (amerikanerne, red.) kom ud og stemte, som det ikke er set tidligere. Sådan er det bare," sagde Donald Trump og slog fast, at han fik den største valgmandssejr siden den tidligere præsident Ronald Reagan.

Men det er ikke korrekt. For det første fik Trump ikke 306 valgmandsstemmer, men derimod 304, hvilket svarer til 56,5 pct. af samtlige stemmer. Det er en mindre andel af valgmandsstemmerne end tidligere præsidenter. George H. W. Bush, der var præsident fra 1989 til 1993, fik 426 af stemmerne, Bill Clinton fik 370 i 1992 og 379, da han blev genvalgt i 1996. Og Barack Obama fik 365 i 2008 og 332, da han blev genvalgt i 2012. Altså, har hele fem præsidenter fået højere andel end Trump siden Ronald Reagan, der fik 489 i 1980 og blev genvalgt med 525 stemmer i 1984.

Lokal domstol er ikke den mest underkendte

Donald Trump kritiserede også domstolsafgørelsen, der suspenderede præsidentens indrejseforbud rettet mod indbyggere i syv overvejende muslimske lande. Det var en dommer ved den såkaldte 9. Circuit domstol, der satte forbuddet ud af kraft. Der er 11 såkaldte circuit-domstole, der typisk behandler sager, der har rod i en retskreds, der kan dække over flere delstater. På pressemødet hævdede præsidenten, at netop den 9. domstol har rekorden i domme, der er blevet omstødt af højere retsinstanser.

"Jeg har har hørt 80 pct. (af sagerne, red.). Jeg har svært ved at tro på det, det er bare et nummer, jeg har hørt, at de får omstødt 80 pct. af dommene," sagde Donald Trump.

Ifølge politifact.com er tallet ikke langt fra virkeligheden. I perioden 2010 til 2015 har en højere instans omgjort 79 pct. af den 9. delstatsdomstols afgørelser. Men der er dog ikke tale om en rekord, som Trump hævder. Inden for samme periode har den 6. delstatsdomstol fået omstødt 87 pct. af afgørelserne, mens det samme gælder for 85 pct. af sagerne ved den 11. domstol.

Befolkningen tror mindre på medierne end politikkerne

Ved pressemøde kritiserede præsidenten også medierne i skarpe vendinger, som han mener er fyldt med falske nyheder om ham. Han hævdede blandt andet, at amerikanerne mener, at medierne er mindre troværdige end politikerne i den amerikanske kongres. Det forholder sig dog formodentlig lige omvendt, hvis man ser på tre forskellige undersøgelser, der har undersøgt udviklingen over en længere periode. I to af undersøgelserne vurderer 40 pct. af de adspurgte, at medierne er utroværdige, mens 50 pct. mener, at kongrespolitikerne er upålidelige.

Politifact konkluderer i sit faktatjek, at Trump har en pointe, når det kommer til mediernes ringe troværdighed, selv om undersøgelser har vist, at politikerne i Washington vurderes at have lavere troværdighed.

Trump: Aktiemarkedet er fyldt med optimisme

Trump siger, at han vil skabe flere job, og tilføjede, at aktiemarkedet viser en positiv udvikling, hvad angår fremtidens forretningsmuligheder.

"Aktiemarkedet har nået et rekordhøjt niveau, som I ved. Og der har været en enorm bølge af optimisme," sagde han på pressemødet.

Også det må Trump siges at have ret i. Tre af de store aktieindekser har nu fem dage i træk lukket på, hvad der godt kan kaldes "et rekord højt niveau". Ifølge eksperter skyldes det dog ikke nødvendigvis præsidentens politik.

Hillary Clinton gav Rusland 20 pct. af USAs uran

Trump mener, at han har et bedre udgangspunkt for samarbejde med Rusland, end Hillary Clinton ville have haft.

"Hillary Clinton gav Rusland 20 pct. af vores uran. I ved godt, hvad uran er, ikke?," sagde Donald Trump på pressemødet til de fremmødte journalister.

Det er ikke første gang, at han fremsætter den påstand. Han referer til det faktum, at Ruslands agentur for atomenergi købte sig til kontrol over en uran-virksomhed, der blandt andet ejer miner i flere amerikanske delstater. Virksomheden sidder på 20 pct. af USAs uran-kapacitet. Clinton var udenrigsminister i den periode, hvor det russiske agentur købte sig ind i virksomheden, men hun havde dog hverken beføjelserne til at kunne godkende eller afvise handlen. Man kan derfor ikke sige, at Clinton "gav" Rusland uranen.

Trump afviser at hans valgkampagne havde forbindelser til Rusland

Præsidenten afviste igen, at hans kampagnerådgivere under præsidentvalget havde forbindelser til den russiske efterretningstjeneste.

Påstanden er blevet fremsat af avisen New York Times. Men om det er sandt, mener politifact.com, ikke kan afgøres, da New York Times artikel byggede på anonyme kilder.

Afviser at have gjort forretninger i Rusland

"Jeg ejer ikke noget i Rusland. Jeg har ingen lån i Rusland. Jeg har ingen forretningsaftaler i Rusland," lød det fra Donald Trump.

Mens politifact.com mener, at der rigtignok ikke er håndfaste beviser for, at Trump har lavet forretninger i Rusland, henviser mediet dog til, at hans søn, Donald Trump Jr., tidligere har udtalt, at "en ikke uvæsentlig del af vores aktiver relaterer til Rusland".

Trumps forhold til Putin

På pressemøde forsøgte ministeren at lægge afstand til eventuelle relationer til den russiske regering.

"Jeg har ikke noget at gøre med Rusland. Jeg har ikke lavet et telefonopkald til Rusland i årevis. Jeg har ikke samtaler med personer fra Rusland. Ikke fordi jeg ikke vil. Jeg har bare ikke nogen at tale med. Jeg har talt med Putin to gange. Han ringede til mig i forbindelse med valget. Det har jeg allerede tidligere fortalt. Og han ringede til mig i forbindelse med min indsættelse som præsident."

Men Trump har tidligere givet udtryk for, at han har haft tæt kontakt til Putin. I 2013 sagde han til den amerikanske tv-station, at han havde samtaler med Putin, og at Putin "er meget interesseret i, hvad vi gør her i dag".

Så mindst én fra Rusland har han selv kontaktet inden for de senere år.

Vælger en positiv måling

Trump omtalte på mødet en meningsmåling, der slår fast, at præsidentens troværdighed nyder opbakning fra 55 pct. af amerikanerne. Målingen er udarbejdet af analyseinstituttet Rasmussen. Det skal dog nævnes, at ti andre lignende målinger har vist opbakning fra alt mellem 39 pct. og 48 pct. af amerikanerne.

Læs flere tjek af påstande, som Donald Trump fremsatte under pressemøde, hos politifact.com her og factcheck.org her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023