Birkenstock driver ikke hemmelig hjemmeside, der sælger sko til kun 14 kroner

-
Opslag og annoncer på Facebook hævder at afsløre et hemmeligt medarbejderprogram fra Birkenstock, der sælger deres populære sandaler med en besparelse på over 1.000 kroner.
-
De falske opslag er gennemførte, falske profiler bruges til at verificere svindelnummeret, og hjemmesiden misbruger Birkenstocks logo.
-
Svindlerne bag er ude efter brugernes personlige oplysninger.
“Besvar et par spørgsmål – og voilà, du får Arizona-sandaler næsten gratis!"
Sådan står der i flere opslag, der ser ud til at komme fra privatpersoner, der lige nu giver tips til, hvordan du kan købe sandaler fra Birkenstock til kun 14 kroner.
Opslagene fortæller, at en intern hjemmeside lader medarbejdere købe Birkenstock-sandaler meget billigt. Hjemmesiden er egentlig forbeholdt medarbejdere, men bliver nu eksklusivt delt med brugere på Facebook og Instagram.
Men bliver du fristet og overvejer, om du skal have et par nye sandaler til sommer, så skal du lade vær med at klikke videre på opslagene. De er nemlig falske, og svindlerne bag er ude efter dine private oplysninger.
Birkenstock fastslår over for TjekDet, at hjemmesiden er falsk og tilføjer, at der ikke findes et sådan medarbejderprogram, som opslagene ellers påstår.
Ligeledes viser TjekDets yderligere undersøgelse af opslagene og hjemmesiden, at svindlere står bag. De er ude på at lokke private oplysninger ud af forbrugere.
Gennemført svindelnummer
Svindelnummeret bliver delt på Facebook både som annoncer og opslag, men annoncerne er lavet så de ligner normale opslag. Ved første øjekast ser opslagne ud til at stamme fra en normal privat Facebook profil, da der er både profilbilleder og navne. Opslagne stammer ikke fra en privat profil, men en side, hvor man har mulighed for at oprette annoncer og booste opslag, for at nå ud til flere brugere på Facebook.
Opslagene på Facebook har forskellig ordlyd. De fleste påstår, at de har en bekendt, ofte en søster, der har arbejdet for Birkenstock, som er blevet behandlet dårligt og nu blevet fyret.
Der er også opslag, der påstår, at Birkenstocks lagerhaller bugner på grund af de nye toldafgifter, og derfor har de dette hemmelige tilbud.
Under alle opslagene er der kommentarer og billeder fra folk, der har modtaget deres nye Birkenstock, og alle er begejstrede. Det er et forsøg på at øge troværdigheden i svindelnummeret. Undersøger man profilerne, kan man se, at de fleste profiler stammer fra Norge, selvom de skriver på dansk. Ligeledes er det de samme profiler, der kommenterer præcis det samme på de forskellige opslag.
Klikker man på linket i opslaget, bliver man videresendt til en hjemmeside, hvor man pludselig skal besvare nogle spørgsmål i en undersøgelse for herefter at blive belønnet med muligheden for at købe et par af de populære Arizona-sandaler. Hjemmesiden bærer Birkenstocks eget logo, og ligner meget en legitim online-butik. Man skal både vælge størrelse og farve på skoen.
På siden er der falske garantier fra antivirusprogrammer og betalingstjenester samt kommentarer fra brugere, der fortæller om gode købsoplevelser og viser billeder som bevis på, at de har modtaget skoene. Den falske Birkenstock-hjemmeside svarer på alle henvendelserne, hvilket gør, at hjemmesiden fremstår ægte og sikker.
På hjemmesiden er der også et ur, der tæller ned til, at tilbuddet stopper, og et overblik over, at lageret med billige sandaler bliver revet væk hurtigt.
Disse elementer skal være med til at stresse dig og få dig til at indtaste dine private oplysninger hurtigere.
Facebook og sidegennemsigtighed
Det er langt fra første gang, at TjekDet skriver om falske annoncer med gode tilbud eller opslag, der afslører firmaers hemmeligheder, alle med hensigt om at skaffe sig adgang til private oplysninger.
Støder du selv på et opslag, som virker mistænkeligt, så kan du som Facebook-bruger selv gå ind og undersøge siden.
Når du er inde på en sides forside, skal du klikke ind på fanen “Om” og derefter “Sidegennemsigtighed”. Her kan du undersøge, hvornår siden er blevet oprettet, og i hvilket land administratorerne befinder sig.
I dette tilfælde er alle siderne, der har delt opslag med Birkenstock, mindre end en måned gamle, hvilket altså tyder på, at de er oprettet til lejligheden og med det formål at få folk ind på den falske hjemmeside.
Under fanen “Sidegennemsigtighed” kan du orientere dig om, hvorvidt siden har aktive annoncer, altså reklameopslag som de har betalt Facebook for at nå ud til flere brugere end normalt. Klikker man videre på knappen "Gå til annoncebiblioteket", får man her et overblik over de annoncer, som siden har kører på Metas platforme.
Det er vigtigt, at du fravælger kun at se aktive annoncer. Det klikker du væk i højre side. Nu får man overblik over alle de annoncer, som siden har kørt.

I dette tilfælde afslører svindleren bag opslagene sig selv. Man kan se, at siden før har kørt andre lignende annoncer, bare hvor det er mærket Shein, også på svensk, samt at samme annoncer om Birkenstock også er blevet lavet på tysk.
Hvis du har mistanke om, at du har udleveret dine kontooplysninger til svindlere, så skal du kontakte din bank, der herefter kan hjælpe dig med at spærre din konto.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.