Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lidl's navn misbruges i falsk konkurrence om "overraskelsesgave" og "indkøbskuponer"

Fup og spam 28. nov 2022  -  2 min læsetid
This describes the image
Dagligevarekæden Lidl misbruges i en fupkonkurrence, der blandt andet lover værdikuponer til en heldig vinder. Foto: Shutterstock
  • Facebookside udlover rabatkuponer og andre præmier i anledning af Lidls 91-års fødselsdag

  • Men facebooksiden er falsk og efterligner Lidl for at snyde brugere 

  • Det er langt fra første gang, at netop Lidl bliver efterlignet 

Lidl har i anledning af dagligvarekædens 91-års fødselsdag  en ‘overraskelsesgave’ til den heldige vinder, der har liket, delt og skrevet ‘Tillykke med fødselsdagen’ til hvad, der kunne ligne Lidls facebookside.  

Men Lidl har slet ikke fødselsdag, og facebooksiden er falsk.

LIDL_Fans” hedder siden, som forsøger at ligne den ægte vare ved at bruge Lidls logo. I opslaget står der blandt andet, at der udloddes “550 GRATIS indkøbskuponer og andre præmier”. 

 

Hvad der præcis skal til for at vinde, er en smule uklart. For i opslaget skriver den falske side: “Vi giver det tilfældigt til den person, der deler det, og ønsker dig et "TILlykke med fødselsdagen"” - her kan stavningen og formuleringen godt tyde på, at teksten er blevet oversat fra et andet sprog end dansk. 

Og i kommentarsporet skriver siden, at hvis man synes godt om siden og deler opslaget, vil man - hvis man er heldig - blive kontaktet i en privatbesked.

 

Over 200 brugere har kommenteret opslaget, imens næsten 500 har delt det. Hvis også denne fupkonkurrence fungerer på samme måde som mange andre, bliver brugere formodentlig kontaktet af siden med et link, der skal lede dem videre til at få deres præmie. 

Som regel er det en betingelse for at få præmien, at man indtaster personlige oplysninger eller tilmelder sig abonnementer. 

Flere ting stikker ud

Selvom siden er udstyret med et Lidl-logo og måske ved første øjekast ligner den ægte vare, er der flere ting, der stikker ud ved nærmere eftersyn. 

For under ‘sidegennemsigtighed’ i facebooksidens ‘Om’-afsnit fremgår det, at LIDL_Fans blev oprettet den 26. november i år - altså samme dag, som konkurrencen blev offentliggjort. 

Siden har også kun godt 60 følgere og likes kombineret, mens mere end 300.000 facebookbrugere til sammenligning ‘synes godt om’ Lidl Danmark, som er dagligvarekædens officielle facebookside i Danmark.

 Den falske side er heller ikke verificeret, ligesom den officielle Lidl-side er. Verifikationsbadget, som afbildes med et blåt og hvidt flueben, er generelt et godt pejlemærke for, at en side er troværdig.

Billederne i det danske opslag bliver i øvrigt også brugt på andre falske sider under navnet Lidl Fans, der på forskellige sprog forsøger at snyde brugere med enslydende konkurrencer. 

Lidl er yndlingsoffer

Det er ikke første gang, at lige netop Lidl bliver forsøgt efterlignet i forskellige fupkonkurrencer på især Facebook. 

Flere forskellige facebooksider, der udgiver sig for at være dagligvarekæden har gennem tiden forsøgt at snyde danskerne med fupkonkurrencer. 

Og man får næsten deja vu, når man læser om konkurrenten Rema 1000, der for nylig blev udsat for et ekstremt lignende forsøg på snyd, da en konto ved navnet ‘REMA 1000 FANS’ forsøgte sig med at uddele gaveposer i forbindelse med butikskædens jubilæum. 

Generelt er det ofte supermarkeder, som svindlerne forsøger at efterligne på Facebook. 

Er du kommet til at udlevere dine bankoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

 

Opdateret 15. maj 2023

Vil du vide mere?