Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, Mads Steffensen har ikke forladt “Kender du Typen” for at investere i bitcoins

Faktatjek 8. apr 2019  -  2 min læsetid
Tjekdet
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

"Det er synd at jeg forlader showet, men Danmarks folk fortjener adgang til denne platform - lige nu."

Det bliver radio og tv-vært Mads Steffensen citeret for at have sagt i en falsk artikel om bitcoinhandel. Artiklen finder vi på en hjemmeside, der forsøger at ligne B.T.

Showet, der henvises til, er DR-programmet "Kender du Typen", som Mads Steffensen angiveligt har valgt at forlade for at bruge sin tid på at handle med bitcoins på investeringsplatformen Crypto Boom.

 

 

 

Den "fantastiske" platform Crypto Boom kan ifølge artiklen give dig gevinster på flere hundredetusinde kroner ved hjælp af dataanalyse og algoritmer – og det eneste, der kræves, er en investering på blot 1850 kroner.

Men i virkeligheden kommer du nok aldrig til at se de 1850 kroner igen, hvis du vælger at investere. For artiklen er nemlig fup. Det skriver den rigtige Mads Steffensen på det sociale medie, Instagram.

"For en god ordens skyld. Jeg har fået masser af henvendelser i den seneste tid fra søde lyttere og seere, som har gjort opmærksom på historier, der florerer på nettet om, at jeg har investeret i bitcoins og stopper på tv. Det er usandt. Det er fake. Afviser alt. Ved ikke hvem der står bag. Kan blot opfordre til at møde den slags håbløst sjask med en portion sund skepsis, hvis de lander i dit feed," skriver han på sin profil.

Mads Steffensen er ikke den eneste

Og det er ikke første gang, at kendte danskere bliver misbrugt for at få folk til at smide penge efter svindelnumre på internettet. Både Chili Klaus, Mascha Vang, Sofie Linde, Lise Rønne, Anders Matthesen, Viggo Mortensen og mange flere har ifølge falske artikler haft fantastisk succes med at sælge med bitcoins.

Og bitcoin-svindlerne bag artiklerne har også lånt troværdighed fra DR-programmet Løvens Hule og erhverssektionen Berlingske Business for at fuppe danske internetbrugere.

Der er flere måder at spotte om en artikel er svindel. Den nemmeste er at tjekke om www-adressen (URL’en) hedder det samme som det, hjemmesiden giver sig ud for at være. I dette tilfælde hedder adressen for eksempel Limevow.com, mens hjemmesiden prøver at ligne B.T., der rettelig hedder www.bt.dk. Derudover vil alle links på den falske hjemmeside typisk tage dig samme sted hen, nemlig der hvor man tilmelder sig og lokkes til at slippe sine kontooplysninger.

 

 

 

 

Generelt gælder reglen, at hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok ikke.

Sidste år florerede flere reklamer for Bitcoin-koden også på internettet og TjekDet besluttede sig for at afprøve løftet om hurtig rigdom. I den artikel kan du læse, hvad der skete, da TjekDets medarbejder faktisk tilmelder sig "platformen".

Er du allerede faldet i fælden, og har du oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

Vil du også advares mod fup og spam på Facebook? Så følg vores facebookside Viralspiralen.

 

 

Mit digitale selvforsvar er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der hjælper dig med at være sikker online og holder dig opdateret på digitale trusler.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023