Pas på: Gode tilbud på sportstøj er forsøg på svindel
-
Hos Sport 24 er der vilde besparelser at hente på alle afskygninger af træningsprodukter med over 80 procent rabat på alle varer.
-
De store besparelser fremgår af annoncer på Facebook og skyldes ifølge annoncerne, at Sport 24 holder ophørsudsalg.
-
Annoncerne linker videre til, hvad der ligner sportskædens hjemmeside, men i virkeligheden er der tale om en falsk kopihjemmeside.
Mangler du et par yogabukser, smarte løbesko eller nye høretelefoner til træningen? Så er der store besparelser at hente hos Sport 24, der holder kæmpe udsalg med mellem 80 og 90 procent rabat på varer fra alle de kendte mærker.
Det kan du i hvert fald fristes til at tro, hvis du støder på annoncerne, der netop nu florerer på Facebook og reklamerer for et stort ophørsudsalg hos Sport 24.
I virkeligheden er der dog tale om et fupnummer, hvor sportskæden er blevet kopieret af svindlere, der har lavet en hjemmeside, som minder meget om den rigtige. Formålet er at friste dig til at klikke på de gode - men falske - tilbud.
Det starter på Facebook
Forsøget på at lokke dig til at købe fra den falske Sport 24-hjemmeside starter på Facebook, hvor tre sider ved navn Sport Outlet, Sports Enthusiast og Sport Leisure sender annoncer ud, der fortæller, at der “kun i dag” er ophørsudsalg med 80 procent rabat på butikkens varer.
TjekDets research i Metas annoncebibliotek viser, at annoncørerne har målrettet annoncerne til danskere i alle aldersgrupper. Og det lykkes svindlerne at nå ud til de danske forbrugere, for annoncebiblioteket afslører også, at annoncerne bliver set flere tusinde gange.
Når du først er blevet fanget af de gode tilbud, er svindlernes forhåbning, at du herfra klikker ind på kopihjemmesiden, som annoncen linker videre til.
I Meta Ad Library - Metas anonncebibliotek over aktive og inaktive annoncer - kan vi se, at facebooksiden Sport outlet i øjeblikket kører adskillige annoncer for de falske tilbud. Foto: Skærmbillede af Meta Ad Library.
En troværdig kopi
Hjemmesiden, annoncerne fører til, går under domænenavnet dkoutlet24.com (arkiveret her).
Domænenavnet er med vilje lavet, så det kan forveksles med Sport 24’s rigtige domænenavn, “sport24.dk”. Svindlerne har også været grundige i deres opbygning af hjemmesiden. Alle funktionaliteter fungerer som på den ægte hjemmeside. Man kan klikke rundt på den, bruge en søgefunktion, vælge varekategorier og andre funktioner, som gør hjemmesiden troværdig. Det er altså ikke bare en “flad side”, som vi ind imellem ser hos utroværdige sider.
I bunden af hjemmesiden er der også her tænkt over detaljerne. Der er både angivet en adresse i Silkeborg og et CVR-nummer på Sport 24, og begge oplysninger stemmer faktisk overens med Sport 24s ægte oplysninger. Det er igen et kneb, svindlerne bruger til at skabe troværdighed og gardere sig, hvis forbrugeren nu skulle fatte mistanke og slå oplysningerne op.
Hvad der konkret sker, hvis du ender med at foretage et køb på hjemmesiden, er uvist. Sikkert er det dog, at du bør kontakte din bank, hvis du er faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne.
Da domænet dkoutlet24.com er anonymt registreret, kan vi ikke se, hvem svindlerne bag den falske Sport 24 er, eller hvor de hører hjemme. Dog kan vi se, at domænet er oprettet for nylig - nemlig i starten af marts.
Det er ikke første gang, svindlere misbruger Sport 24’s navn og opretter troværdige kopier af butikken. TjekDet har tidligere, i september 2025, afdækket et lignende tilfælde, hvor svindlen ligeledes startede med annoncer på Facebook, der ledte til en kopihjemmeside.
Dengang kunne Lars Elsborg, administrerende direktør i Sport 24, oplyse til TjekDet, at flere af deres kunder var faldet i fælden, og at problemet med de falske hjemmesider var “voldsomt i øjeblikket”.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

