Google gør os dumme og dovne

Forestil dig, at vi alle har en neurochip indopereret i hjernen, der gør al tilgængelig information til en del af vores hukommelse. Ingen behøver nogensinde huske noget selv. Men pludselig bryder kommunikationssystemet ned, og al hukommelse går tabt.

Det lyder som en dystopisk science fiction-roman, men er i stedet et eksempel taget fra Michael P. Lynch’ bog ’The Internet of Us: Knowing More and Understanding Less in the Age of Big Data’, der udkom i marts i år. Lynch er professor i filosofi og leder af Humanistisk Institut på University of Connecticut, og han argumenterer i bogen for, hvor vigtigt det er, at mennesket bliver ved med at efterstræbe ikke bare viden, men også forståelse. For uden forståelse ved vi ikke, hvordan verden hænger sammen. Samtidig er der kun den viden tilgængelig online, som vi mennesker har oparbejdet, så derfor må vi blive ved med konstant at arbejde for at opnå endnu mere viden og forståelse.

Det moderne menneske har det, Lynch betegner som Google-viden. Vi ved alt, så længe vi har adgang til Google. Overvej en gang selv, hvor ofte du googler oplysninger f.eks. via Wikipedia – det sker tit, ikke sandt?

Google-viden skal i denne sammenhæng ikke forstås som paratviden, som man kan blære sig med i spil som Trivial Pursuit, for uden vores smartphones ved vi ingenting. F.eks. kan meget færre mennesker i dag huske deres families og venners telefonnumre, sammenlignet med tiden før mobiltelefonernes fremkomst, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen. For hvorfor bruge tid og energi på at huske, når Google jo har svaret? Og ikke alene husker vi dårligere uden Google, vi gør også en mindre indsats for at skelne mellem sandt og falskt. Hvis Google en dag pludselig ikke eksisterede, ville de fleste af os være på Herrens mark.

"Vi har mere adgang til information og sandhed end nogensinde før i historien, men vi arbejder mindre hårdt på at finde ud af, hvad der er sandheden," forklarer Michael P. Lynch.

Fakta er ikke at forstå

Det er ikke så meget vores evne til at opnå viden, som Michael P. Lynch anser for at være i fare, som vores evne til at forstå. Det kan godt være, at vi har en masse fakta, men det får os ikke nødvendigvis til at forstå, hvordan og hvorfor noget er, som det er. I dag kan vi rimelig let forudsige, hvordan en sygdom vil sprede sig geografisk, ved hjælp af big data og Google-algoritmer. Men hvis vi ikke kender årsagerne til sygdommen, er det umuligt at vide, hvad der skal til for f.eks. at forhindre, at flere mennesker bliver syge, og at sygdommen spreder sig yderligere.

Samtidig er Google-viden blevet så lettilgængelig, at der er fare for, at den helt træder i stedet for reel forståelse. Nok kan Google-viden danne basis for forståelse, men det er i sagens natur ikke forståelse i sig selv. Det giver dig ikke evnen til at se sammenhænge og kompleksiteter, der får dig til at forstå, hvorfor et fænomen er, som det er.

I bogen anvender Michael P. Lynch eksemplet med neurochippen i hjernen til at fremmane et billede af en fremtid, der måske nok lyder som science fiction, men er tættere på, end vi aner. I det tænkte eksempel er folks tanker, følelser og holdninger direkte forbundet til hinanden via chippen. Ikke alene er det, som den ene lægger op på en hjemmeside, som f.eks. et blogindlæg, tilgængeligt for den anden med det samme. Men også selve den kognitive proces, der foregår, når vi danner vores meninger, bliver tilgængelig for andre. Den udvælgelse af kilder og sammensætning af information, der har ført til, at vi mener det, vi gør, kan følges af alle.

Det går meget tæt på vores privatliv og har betydning for vores ret til egne data. Det er en anden problematik, Lynch også behandler i sin bog, for selv uden neurochip er det i dag let at få adgang til helt privat information. Det skyldes bl.a. The Internet of Things, der betyder, at vores private ejendele som f.eks. køleskab og græsslåmaskine konstant kan sende information til virksomheder. Den konstante udveksling af data bidrager til, at det bliver sværere og sværere for os at bevare vores privatliv.

Når virksomheder og regeringer trækker på vores data, fratager det os ejerskabet. Selv om vi indledningsvis har samtykket, har vi ingen indflydelse på, hvordan dataene vil blive anvendt i fremtiden. Det sætter det frie valg til selv at bestemme, hvilke oplysninger man vil dele, under pres. Det er en farlig proces, for når man fratager folk ejerskab over deres ting, dehumaniserer man dem, mener Lynch.

Kilde: Michael P. Lynch, 2016, The Internet of Us: Knowing More and Understanding Less in the Age of Big Data. Liveright Publishing Corporation, New York.