Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Google vil begrænse økonomisk gevinst ved falske nyheder

Indsigt 16. feb 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Foto:
Skrevet af: Thomas Hedin


Google har ændret retningslinjerne for sin annoncetjeneste for at forhindre falske nyheder i at blive en pengemaskine. Det skriver Berlingske Business.

Der er nemlig penge i at skrive falske nyheder. Hver gang nogen klikker sig ind på en falsk nyhed, tjener afsenderen af den falske nyhed en skilling, fordi der højst sandsynligt er annoncer på hjemmesiden. Og i mange tilfælde tjener Google faktisk også på den falske nyhed. Mange af de falske nyhedssider - og hjemmesider i det hele taget - benytter Googles annoncetjeneste, Google AdSense, der hjælper med at skaffe annoncører. 68 pct. af annonceindtjeningen går til ejeren af hjemmesiden, mens resten går til Google selv.

Men ifølge Google har man nu forholdt sig til problemet og derfor ændret retningslinjerne for Google AdSense, så de bedre kan gribe ind over for eksempelvis falske nyheder. Det skriver en talsmand for Google AdSense til Berlingske:

"Som et led i indsatsen for at beskytte brugerne mod vildledende information opdaterede vi i november 2016 vores retningslinjer for AdSense, så de nu indeholder restriktioner for misvisende indhold. Ændringer som disse hjælper os til at fjerne de økonomiske incitamenter for hjemmesider, der skaber og spreder vildledende information og indhold, fordi de er afhængige af vores platforme for at tjene penge."

Et dansk eksempel på en falsk nyhed, der angiveligt har skaffet afsenderen en god bunke annoncekroner, er historien om, at medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen skulle være død. Til Jyllands-Posten har Christian Pallesen, der står bag den falske artikel om Schmidt-Nielsen sagt, at han månedligt tjente 15.000-20.000 kr. på sin falske nyhedsside, newsa.dk, som TjekDet også tidligere har skrevet om i Viralspiralen. Siden er nu blevet lukket ned.

Du kan læse hele Berlingskes artikel om falske nyheder her (kræver abonnement).

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020