Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Her er otte falske nyheder om terrorattentatet i Manchester

Faktatjek 24. maj 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Et formodet selvmordsangreb i den britiske by Manchester sent mandag aften har foreløbig kostet 22 mennesker livet, mens 59 er kommet til skade. Bombeangrebet, der fandt sted under en koncert i Manchester Arena, bragte hurtigt et væld af falske nyheder og påstande på banen på Facebook og Twitter. Det amerikanske onlinemedie BuzzFeed News har samlet en række af de falske historier.

Mange af dem blev udløst af privatpersoner, men enkelte britiske aviser var i et par tilfælde lidt for hurtige til at dele nogle af historierne. Dermed fik de falske nyheder hurtigt mange ben at gå på.

Her er et par eksempler.

Der var ikke en attentatmand uden for hospitalet

hospital

De to aviser The Daily Express og Daily Star bragte begge en historie, hvoraf det fremgik, at en mand med en pistol var blevet set uden for sygehuset Royal Oldham Hospital, der ligger i udkanten af Manchester og et godt stykke væk fra Manchester Arena.

Den nyhed spredte sig hurtigt på de sociale medier med god hjælp fra de to aviser. Ifølge BuzzFeed News har medierne tilsyneladende hentet nyheden fra en privatpersons Facebookopdatering, som i sit opslag hævdede at befinde sig på hospitalet.

Det lokale politi afkræftede senere hændelsen. De havde aflagt hospitalet et besøg og hverken fundet en potentiel attentatmand eller vidner.

Billeder af efterlyste børn, der slet ikke var efterlyst

ikkesavn

En kollage med billeder af børn og unge, der angiveligt var meldt savnet efter attentatet, blev delt hurtigt på de sociale medier. Men snart stod det klart, at personerne på billederne ikke havde været i nærheden af arenaen, hvor angrebet fandt sted. Enkelte befandt sig endda på andre kontinenter, og flere af dem gjorde i opslag på sociale medier opmærksom på, at de havde det ganske fint.

Billederne var blandt andet kopieret fra Facebook.

Kollagen gik viralt godt hjulpet af blandt andet avisen The Daily Mail, der senere selv gjorde opmærksom på, at redaktionen havde lavet en fejl. Men inden da var avisens ’usande’ opslag allerede nået ud til flere tusinde læsere.

Kvindehadere blander sig

Personer, der angiveligt har tilknytning til kvindehadsbevægelsen inden for den amerikanske computerspilkultur, GamerGate, bød sig også til som leverandør af falske nyheder.

drengyoutube

Blandt andet med et tweet, hvor det påstås, at forældrene til drengen på billedet herover desperat ledte efter deres søn.

Opslaget blev delt over titusinde gange. Men billedet af drengen var kopieret fra en YouTube-profil. Og ejeren af profilen forsøgte selv at stoppe den falske påstand ved at vise sig i en video og gøre opmærksom på, at hans profilbillede var blevet misbrugt, og at han i øvrigt befandt sig i USA.

Billedet af denne lille dreng er fra 2014

drengmodel

Denne lille dreng blev væk efter attentatet i arenaen, lød påstanden i et opslag på Twitter fra en person, der kalder sig Kylie Manser. Men billedet er tre år gammelt, og stammer fra en reklame for tøj til børn med Downs syndrom.

Abdul fandt sig selv, før vi andre fandt ham

Flere personer måtte gribe ind på de sociale medier, fordi de blev fejlagtigt efterlyst. Motivet for at lave de falske efterlysninger er, formoder BuzzFeed, at bagmændene forsøger at få andre til at ’like’ deres profiler på de sociale medier. Dermed får bagmændene adgang til en større skare af mennesker, som de for eksempel kan bruge til kommercielle formål.

Billedet herunder viser et opslag fra Twitter, hvor drengen på billedet hævdes at være blevet væk, og personen bag efterlysningen skriver, at drengen er i behandling for kræft. Men Abdul, som drengen hedder, er slet ikke fra Manchester. Han bor derimod i Kairo.

falsk

På Twitter fortæller Abdul endda selv personen bag det falske opslag, at han befinder sig i den egyptiske hovedstad og ikke er i kemoterapi. Abdul spørger også, hvem personen bag opslaget er. I skrivende stund har han dog endnu ikke fået noget svar.

abdul

Ingen alenebørn på hotellet

Et andet viralt rygte hævdede, at omkring 50 uledsagede børn opholdt sig på hotellet Holiday Inn i Manchester. Også den nyhed blev delt mange gange på de sociale medier. Men rygtet havde intet på sig, oplyste hotellet.

holidayinn

ISIS-graffiti var gammel

Enkelte onlinemedier meddelte, at en moské i byen Glasgow dagen efter attentatet i arenaen var blevet overmalet med graffiti, der angiveligt skulle sympatisere med terrorbevægelsen ISIS.


Men kirken oplyste senere, at nogen rigtigt nok havde malet graffiti på kirkemuren, men det var sket tre dage før angrebet i Manchester.

ISIS har i øvrigt tirsdag eftermiddag påtaget sig skylden for angrebet.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023