Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Hillary Clinton advarer mod en epidemi af falske nyheder

Indsigt 9. dec 2016  -  1 min læsetid
Tjekdet
Skrevet af: Thomas Hedin

Den slagne demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton advarede torsdag mod de mange falske nyheder på ikke mindst de sociale medier. Advarslen faldt under en ceremoni i den amerikanske kongres for den afgående senator i den amerikanske delstat Nevada, Harry Reid. Hillary Clinton sagde, at der er tale om en epidemi, der har alvorlige konsekvenser i den virkelige verden, og som er en trussel for det amerikanske demokrati. Hun opfordrede både den private og offentlige sektor til at bekæmpe de mange falske historier, propaganda og ondsindede historier, der har spredt sig i løbet af det seneste år. Under det amerikanske præsidentvalg var Hillary Clinton selv offer for en lang række af falske nyheder. En af dem spøger stadig, nemlig sagen om en påstået pædofilring, som skulle have til huse i baglokalerne i en pizzarestaurant i hovedstaden Washington DC. Ifølge den falske historie skulle pædofilringen have Hillary Clinton som en af bagmændene. Selv om historien blev dementeret af politiet under valget, fik den alligevel alvorlige konsekvenser i søndags. En 28-årig mand gik ind på restauranten med et gevær og skød omkring sig. Manden ville angiveligt ind på restauranten for at undersøge rygtet om pædofilringen. Manden kom ind ad døren og pegede sit våben mod en ansat, som tog flugten og underrettede myndighederne. Derefter begyndte den 28-årige at skyde, dog uden at ramme nogen. "Det her handler ikke om politik eller eller partipolitik. Menneskeliv er i fare. Mennesker, der blot passer deres job og bidrager til deres lokalsamfund. Det her er ikke ligefrem en tale, jeg forventede at skulle holde i kongressen efter præsidentvalget," tilføjede Hillary Clinton.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?