Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lyssky gruppe angreb Danmark i brev til FIFA. Her er, hvad vi fandt ud af i jagten på bagmændene

Indsigt 22. nov 2022  -  5 min læsetid
This describes the image
En mystisk - og angivelig dansk - "menneskerettighedsorganisation" sendte et brev til FIFA i september, hvor de opfordrer FIFA's dommere til at bære armbind under VM-kampene, hvor der står "End Racism Denmark", hvor det engelske ord for 'racisme' i øvrigt er stavet forkert på en illustration af armbindet. Foto: Hjemmesiden thetruedenmark.org
  • På hjemmesiden TheTrueDenmark.org kan man læse flere historier, der udstiller Danmark som et land, der groft krænker menneskerettigheder

  • Bag den engelsksprogede hjemmeside står Denmark Uncensored, en ukendt, selvudnævnt menneskerettighedsorganisation

  • På hjemmesiden finder man også et åbent brev, som organisationen angiveligt har sendt til det internationale fodboldforbund FIFA. I brevet opfordres forbundet til at bruge den igangværende VM-slutrunde til at sætte fokus på de påståede danske krænkelser

  • Men hverken på hjemmesiden eller i det åbne brev oplyses postadresse, telefonnumre, mailadresser eller navne på kontaktpersoner. Søgninger på internettet giver heller ikke fingerpeg om, hvem der står bag

  • TjekDet har foretaget en teknisk undersøgelse af hjemmesiden for at finde ledetråde til bagmændene

I begyndelsen af oktober kunne flere danske medier berette om en hjemmeside for en ukendt organisation, der måske har bånd til Qatar, og som forsøger at miskreditere Danmark ved at udpege det som et særligt racistisk og menneskerettighedskrænkende land. 

Blandt andet skulle organisationen - Denmark Uncensored, som den hedder - have sendt et åbent brev til det internationale fodboldforbund, FIFA. Her opfordrer organisationen FIFA til, at dommerne under VM-slutrunden i Qatar skal bære armbind med teksten ‘End Racism Denmark’ 

TjekDet har forsøgt at kontakte FIFA, DBU og en række medier og organisationer og har sammen med eksperter givet hjemmesiden og dens mulige qatarske forbindelser et grundigt eftersyn. Her er, hvad vi fandt ud af. 

Antændt af Hummel

En søgning på internettet viser, at Denmark Uncensored første gang bliver nævnt i dagene efter, at organisationen 29. september offentliggør det åbne brev til FIFA.

Flere medier, der enten har base i eller er rettet mod Qatar, viderebringer historien. Brevet omtales den 30. september på siderne Euarabia, Al-sharq, Alaraby og Ahdath News. Dagen efter også på Middle East Monitor og The Times of Sindh, og 2. oktober på Doha News.

Selvom TjekDet ikke har kunnet finde en direkte kobling mellem Denmark Uncensored og Qatar, vurderer Jeanette Serritzlev, der forsker i propaganda og påvirkningskampagner ved Forsvarsakademiet, at spredningen fra netop de medier indikerer, at der er et bånd.

“Det pudsige er, at hvis man kigger på hjemmesiden, så tænker man ikke umiddelbart, at Qatar står bag. Den mistanke opstår på grund af brevet,” siger hun. 

Det åbne brev bliver offentliggjort to dage efter, at sportstøjfirmaet Hummel, der er trøjesponsor for de danske fodboldlandshold, den 27. september skriver Instagram, at de nedtonede logoer på trøjen, fordi Hummel ikke vil bruge VM i Qatar som en skueplads til at blive eksponeret. Firmaet har også designet en helt sort trøje. Farvevalget skal ses som en særlig protest, der skal sætte fokus på de kritisable forhold, migrantarbejdere har levet og arbejdet under i forbindelse med byggeriet af infrastrukturen til VM i Qatar.

Hummels udmelding antænder en hel del vrede i Qatar, og flere af de medier, der skriver om det åbne brev til FIFA, knytter det netop sammen med Hummels protesttrøje. 


Euarabia er et af de første medier, der viderebringer det åbne brev om formiddagen den 30. september. Brevet findes også i en artikel på TheTrueDanmark.org, og den er senest redigeret den 29. september sent om aftenen.

Vi kan se, at Euarabia har uploadet det åbne brev som fil på deres egen hjemmeside, og at flere af de andre medier, der har skrevet historien, linker til denne fil, når de henviser til brevet. Det gælder for eksempel Middle East Monitor og Doha News

Euarabia oplyser en mailadresse på skribenten bag artiklen, og vi ville gerne have talt med vedkommende om, hvordan han - som en af de allerførste - fandt frem til det åbne brev til FIFA fra den relativt ukendte organisation Denmark Uncensored.

Men hverken han eller Euarabia er vendt tilbage på vores henvendelser.

 

Kodesprog

I jagten på at finde spor efter, hvem der står bag TheTrueDenmark.org, har TjekDet sammen med en række eksperter lavet en teknisk granskning af hjemmesiden. Det er blandt andet Jens Myrup Pedersen, professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet og hans studerende Jeppe Paaske, Ana Isabel Asencio Martín og Mads Bisgaard Schmidt. Også Alessandro Bruni, lektor i computervidenskab ved IT-Universitetet har hjulpet til.

Eksperterne har ledt efter spor ved at dykke ned i hjemmesidens kildekode og tilgængelige data. Det gælder også data, som personer bag på forskellig vis har forsøgt at skjule på hjemmesiden.

Det er ikke lykkedes TjekDet at finde det klare og fældende bevis, som kan lede TjekDet til de egentlige bagmænd. Eksperterne er da også alle enige om, at hvis personerne bag den ukendte organisation har haft til hensigt at skjule deres spor, har de gjort det godt.

Og det lader da også til, at bagmændene ikke vil afsløres. For på hjemmesiden Who.is, hvor man kan finde informationer om, hvem der står bag hjemmesider, er næsten alle informationer mørklagte. 

Vi kan kun se, at www-adressen TheTrueDenmark.org er oprettet den 21. oktober 2021, altså knap et år inden Hummels protesttrøje vakte opstandelse. Der står også, at domænet er registreret af den amerikanske hostingtjeneste NameCheap, og at hjemmesidens server er placeret i Island. TjekDet har tidligere konstateret, at netop postadresser i Island bruges som dækadresser, når en hjemmesides egentlige ejermænd vil skjule sig, og eksperterne vurderer da også, at hjemmesiden ikke har nogen egentlig tilknytning til Island.

Ifølge TheTrueDenmark.orgs sitemap, hvor man kan se, hvornår der løbende laves ændringer på hjemmesiden, er den første artikel på hjemmesiden senest redigeret den 21. januar 2022. 

Det lader også til, at hjemmesiden længe ikke har haft andet indhold end en side, hvor man kan læse om organisationens medarbejdere. Her er dog ikke tale om egentlige ansatte, men derimod en skabelon, hvor man blandt andet kan se, at de samme ansigter bruges flere gange på siden, men koblet sammen med forskellige navne. 

 

Siden indeholder i alt 57 artikler, hvor størstedelen ifølge sitemappet ser ud til at være lagt online i de sidste dage af januar. Eksempelvis er det værd at lægge mærke til, at der blev tilføjet ti artikler den 28. januar 2022.  

Ifølge eksperterne kan man dog relativt nemt ændre datoerne, der fremgår af hjemmesidens sitemap. Det betyder for eksempel, at der ikke nødvendigvis er lagt artikler på sitet allerede i januar 2022.

Hvad skriver Denmark Uncensored egentlig?

De 57 artikler på TheTrueDenmark.org går som nævnt hårdt til stålet i sin kritik af Danmark. Det gælder særligt på områder som behandlingen af flygtninge, hadforbrydelser, islamofobi og manglende ligestilling mellem kønnene.

Artiklerne på hjemmesiden er typisk ikke baseret på usande historier. Men alt tyder på, at organisationen har støvsuget internettet for artikler, kronikker og indlæg, der forholder sig kritisk til Danmark på de nævnte områder.

 

Samtlige artikler, TjekDet har gennemgået, er nemlig en mere eller mindre direkte kopi fra andre både danske og udenlandske medier, organisationer og lignende. 

Blandt andet bringer TheTrueDenmark.org en historie om Danmarks planer om at låne 300 fængselspladser i Kosovo, hvor de citerer Helena Solá Martin fra Verdensorganisationen mod Tortur. Når man oversætter hendes citat til dansk og søger efter det på Google, dukker der en artikel op fra det danske politiske netmedie Altinget

Men TheTrueDenmark.org forsøger tilsyneladende at skjule, at de har kopieret deres artikler fra andre medier. Det er nemlig mere reglen end undtagelsen, at mediet ændrer formuleringer eller udskifter ord.

 

Ifølge Jeanette Serritzlev er det et skoleeksempel på desinformation at bruge historier, der i udgangspunkt er sande, som det er tilfældet med TheTrueDenmark.orgs historier om fængselspladserne i Kosovo, udrejsecentret i Rwanda og smykkeloven. 

“Man taler ind i noget, hvor der er sprækker i, hvad folk synes. Og så lægger man et lag udenom af decideret falske historier, som i det her tilfælde med et åbent brev fra en organisation, der ikke ser ud til at eksistere,” siger hun. 

Slutter ikke nødvendigvis her

Kort efter Denmark Uncensored offentliggjorde det åbne brev til FIFA, lukkede hjemmesiden TheTrueDenmark.org ned. Siden er hjemmesiden igen kommet op at køre, og faktisk er der blevet tilføjet to nye artikler. Den seneste er fra den 10. november.

Det kan ifølge Jeanette Serritzlev betyde, at Denmark Uncensored muligvis har en større mission end blot at få opmærksomhed om det åbne brev.

“Hvis formålet med hjemmesiden alene var brevet, havde man ikke behøvet genåbne hjemmesiden. Derfor kan jeg godt forestille mig, at vi vil se mere. Det er ikke sikkert, at den næste aktion er planlagt, men man holder i hvert fald muligheden åben,” siger hun.

TjekDet vil løbende holde øje med Denmark Uncensored, og hvis du har et tip, der kan hjælpe os med at finde ud af, hvem der står bag, så send det til redaktionen@tjekdet.dk

 

Opdateret 13. dec 2022