Meta dropper samarbejdet med faktatjekmedier
-
Virksomheden Meta, der står bag danskernes foretrukne sociale medier, Facebook og Instagram, skifter kurs i deres måder at inddæmme misinformation og desinformation på deres platforme
-
Meta stopper allerede i år samarbejdet med uafhængige amerikanske medier, der siden 2016 har faktatjekket indhold på deres platforme
-
I stedet skal brugerne på Facebook og Instagram faktatjekke hinanden
Meta, der står bag Facebook og Instagram, annoncerede tirsdag, at de afslutter samarbejdet med faktatjekmedier i USA.
“Vi vil afskaffe faktatjekkere og erstatte dem med community notes, der ligner dem på X (tidligere Twitter, red.), startende i USA," siger Metas stifter og CEO, Mark Zuckerberg, i en video delt på sociale medier.
De såkaldte community notes går ud på, at det er platformens brugere, der faktatjekker indhold. Det er det samme koncept, som Elon Musk har implementeret på det sociale medie X.
Mark Zuckerberg udtaler, at "faktatjekkere har været for politisk skævvredne og har ødelagt mere tillid, end de har skabt, især i USA."
Video: Mark Zuckerberg på Facebook
Metas udmelding gentager mange af de anker, som republikanske vælgere samt Tesla- og X-ejer Elon Musk har fremsat mod faktatjekprogrammer. De ser det som censur.
Den 40-årige Meta-milliardær siger, at "de seneste valg føles som et kulturelt vendepunkt, hvor ytringsfrihed igen prioriteres."
Skiftet sker, mens Mark Zuckerberg gør en indsats for at genoprette forholdet til den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, herunder ved at donere en million dollars til hans indsamlingsfond for indsættelsen den 20. januar 2025.
Mark Zuckerberg meddelte også, at Metas platforme, herunder Facebook og Instagram, vil "forenkle" deres indholdspolitikker "og fjerne en række restriktioner på emner som immigration og køn, der ikke længere afspejler den brede offentlige diskurs."
Donald Trump har i de seneste år været en skarp kritiker af Meta og Mark Zuckerberg og har beskyldt virksomheden for at støtte Demokraternes politik og være forudindtaget imod Republikanernes.
Den kommende præsident blev udelukket fra Facebook efter angrebet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021, men hans konto blev gendannet i begyndelsen af 2023.
Metas faktatjeksystem blev lanceret på Facebook i 2016. Det fungerer ved, at Meta lader uafhængige tredjepartsfaktatjekkere, der er certificeret af det internationale faktatjeknetværk IFCN, gennemgå opslag på platformen.
Programmet omfatter flere end 90 organisationer, som faktatjekker opslag på flere end 60 sprog. I Danmark er TjekDet udpeget som tredjepartsfaktatjekker på platformenene.
TjekDets chefredaktør, Thomas Hedin, er chokeret over for Metas udmelding, som han er helt uforstående over for.
"Mængden er mis- og desinformation på sociale medier, herunder på Metas platforme, er ikke blevet mindre de seneste år, tværtimod. Vi har også set, hvor stor betydning og gennemslagskraft desinformation kan have. Det gælder stormen på den amerikanske kongres, modstanden mod vacciner og senest påvirkningen af det rumænske valg som eksempler. Hvis platformene svækker indsatsen for at overvåge og dæmme op for misinformation og desinformation, åbnes døren for, at den falske eller unuancerede information får friere rammer og lettere ved at sprede sig," siger Thomas Hedin.
Thomas Hedin understreger, at Metas beslutning ikke får betydning for den måde, som TjekDet arbejder på i Danmark.
“Vores opdrag er at holde øje med desinformation i den offentlige debat og på sociale medier i Danmark, herunder Metas platforme, og bidrage til, at den offentlige debat foregår på et oplyst og faktuelt grundlag. Det arbejde vil vi fortsætte i samme omfang som nu. Vigtigheden af vores faktatjek er ikke blevet mindre efter Metas udmelding, snarere tværtimod,” siger Thomas Hedin.
Mark Zuckerbergs udmelding er i første omgang rettet mod amerikanske faktatjekmedier. TjekDets arbejde som tredjepartsfaktatjekker for Meta i Danmark vil fortsætte i hvert fald 2025 ud.
“Hvad der derefter skal ske, har vi ikke fået oplysninger om”, siger Thomas Hedin.
Han er i øvrigt uforstående over for Mark Zuckerbergs generelle påstand om, at faktatjekkere har været skævvredne.
”Vi arbejder ud fra et strengt journalistisk og etisk kodeks med retningslinjer for, hvordan vores faktatjek skal foretages i forhold til dokumentation, objektivitet, fairness, kildevalg og gennemsigtighed - retningslinjer, som skal sikre, at vores faktatjek er neutrale,” siger Thomas Hedin.
Samtidig anklager Mark Zuckerberg etablerede medier for at presse på for at få fjernet indhold på Metas platforme. Men det er ikke korrekt, siger han.
“Som faktatjekmedie ønsker vi det modsatte - med mindre der er tale om kriminelt indhold som trusler, opfordring til terror, børnepornografi og så videre. Vi skal have en åben demokratisk debat på de sociale medier, og det har vi ikke, hvis indhold blot slettes. Det er Meta, der egenhændigt har fjernet indhold på deres platforme.”
Du kan læse mere om, hvad TjekDets rolle som tredjepartsfaktatjekkere for Meta indebærer her.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.