Rubio-imitator har brugt AI til at sende beskeder til udenrigsministre og embedsmænd
-
En imitator har udgivet sig for at være USA's udenrigsminister Marco Rubio og kontaktet højtstående embedsmænd ved hjælp af AI.
-
Amerikanske myndigheder efterforsker sagen som en del af to kampagner, hvor svindlere udnytter falske identiteter og stemmekloning.
En person, der udgiver sig for at være den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, har sendt AI-genererede talebeskeder og tekstbeskeder til højtstående embedsmænd og udenrigsministre. Det er blot det seneste eksempel på en amerikansk embedsmand, der er blevet mål for identitetstyveri.
Et notat fra udenrigsministerens kontor antyder, at den ukendte gerningsmand formentlig har forsøgt at manipulere magtfulde embedsmænd "med det formål at få adgang til information eller konti", skriver The Washington Post og det franske telegrambureau AFP.
Ifølge notatet, der er dateret den 3. juli, har personen kontaktet mindst tre udenrigsministre, en amerikansk delstatsguvernør og et medlem af Kongressen via både SMS’er og den krypterede beskedapp Signal.
I midten af juni oprettede Rubio-imitatoren ifølge notatet en Signal-konto med navnet "Marco.Rubio@state.gov" for at kontakte de intetanende embedsmænd.
"Aktøren efterlod talebeskeder på Signal til mindst to af personerne, der var mål for angrebet, og sendte i et tilfælde en tekstbesked, hvor vedkommende inviterede til videre kommunikation på Signal," lyder det i notatet.
Beskedernes indhold er uklart.
Som svar på en forespørgsel fra AFP oplyser det amerikanske udenrigsministerium, at man er bekendt med hændelsen og "i øjeblikket efterforsker sagen."
"Ministeriet tager sit ansvar for at beskytte information alvorligt og tager løbende skridt for at forbedre cybersikkerheden for at forhindre fremtidige hændelser," fortæller en højtstående embedsmand i udenrigsministeriet.
Ifølge notatet er Rubio-efterligningen én af "to adskilte kampagner", som nu bliver undersøgt, hvor trusselsaktører udgiver sig for at være ansatte i udenrigsministeriet via e-mail og beskedapps.
Den anden kampagne begyndte i april og involverer en "russisk-tilknyttet cyberaktør", som har gennemført et phishing-angreb rettet mod personlige Gmail-konti tilhørende forskere fra tænketanke, aktivister og dissidenter med base i Østeuropa, journalister og tidligere embedsmænd.
Denne cyberaktør har udgivet sig for at være en "fiktiv" embedsmand i udenrigsministeriet og forsøgte at få adgang til indholdet af brugernes Gmail-konti.
Ondsindede aktører
Hændelserne kommer efter en advarsel fra FBI, der i april oplyste, at cyberaktører havde udgivet sig for at være højtstående amerikanske embedsmænd - herunder nuværende og tidligere føderale eller delstatslige embedsmænd.
"De ondsindede aktører har sendt tekstbeskeder og AI-genererede talebeskeder - teknikker kendt som smishing og vishing - hvor de udgiver sig for at være en højtstående amerikansk embedsmand for at opbygge tillid og derigennem få adgang til personlige konti," sagde FBI i maj.
I maj oplyste præsident Donald Trump, at en bedrager havde skaffet sig adgang til en telefon tilhørende Det Hvide Hus’ stabschef Susie Wiles. Ifølge Wall Street Journal modtog senatorer, guvernører og erhvervsledere tekstbeskeder og opkald fra en person, der udgav sig for at være Wiles.
Bruddet førte til en undersøgelse fra Det Hvide Hus og FBI, men Trump nedtonede truslen og sagde, at Wiles "kan klare det".
Højtstående embedsmænd i Trump-administrationen er blevet kritiseret for at bruge Signal og andre uofficielle kommunikationskanaler i embeds medfør.
I marts tilføjede den daværende nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz ved en fejl en journalist til en Signal-gruppe, hvor man diskuterede amerikanske angreb i Yemen. Episoden førte til, at Waltz måtte træde tilbage.
Med den udbredte adgang til AI-værktøjer til stemmekloning – som er billige, nemme at bruge og svære at spore – frygter eksperter i desinformation effekten af lyd-deepfakes, der bruges til at udgive sig for eller sværte kendte og politikere.
Sidste år skabte et automatiseret opkald, der efterlignede den daværende præsident Joe Biden, offentlig uro omkring sådanne deepfakes.
Opkaldet opfordrede vælgere i New Hampshire til ikke at stemme i et demokratisk primærvalg, hvilket fik myndighederne til at indlede en undersøgelse af mulig vælgerundertrykkelse og udløste krav fra kampagnegrupper om strengere regler for generative AI-værktøjer.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.
