Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Tyske myndigheder: Russisk kampagne spreder falske påstande i videoer med kendte mediers logoer op til tysk valg

Indsigt 16. jul 2026  -  2 min læsetid
Tjekdet
Vælgere afgiver deres stemmer ved et valgsted under et tidligere delstatsvalg i Tyskland. Ifølge tyske myndigheder forsøger en russisk desinformationskampagne at påvirke valgkampen op til det kommende delstatsvalg i Sachsen-Anhalt. Foto: RALF HIRSCHBERGER / AFP
  • Den tysk efterretningstjeneste advarer om målrettet russisk informationspåvirkning forud for valget i delstaten Sachsen-Anhalt.

Skrevet af: AFP

En desinformationskampagne styret fra Rusland forsøger tilsyneladende at påvirke valgkampen op til valget i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.

Det skriver den tyske konservative avis Die Zeit torsdag.

Siden begyndelsen af juli har kampagnen angiveligt spredt falske nyheder om de politiske kandidater fra partierne De Grønne (grønt centrum-venstreparti), CDU (kristendemokratisk konservativt parti), Die Linke (venstrefløjsparti) og SPD (socialdemokratisk parti).

De falske påstande - for eksempel dette opslag og dette opslag - spredes i form af korte videoer via et botnetværk - et netværk af computerstyrede brugerprofiler - på det sociale medie X.

I videoerne misbruges logoer fra kendte medier som Süddeutsche Zeitung, FAZ, SpiegelTV og Zeit. Det kan få indholdet til at fremstå mere troværdigt.

Tysklands indenlandske efterretningstjeneste (BfV) er bekendt med "den ulovlige udenlandske påvirkning og informationsmanipulation".

"Kampagnen har til formål at påvirke valgresultatet," siger BfV til Die Zeit.

Tjekdet
Et eksempel på et opslag, der ifølge de tyske myndigheder indgår i den russiske desinformationskampagne. Opslaget udgiver sig for at stamme fra Spiegel TV og hævder fejlagtigt, at en politiker fra partiet De Grønne i Sachsen-Anhalt ønsker biologiske prøver fra borgere i det tidligere Østtyskland mærket. Foto: Skærmbillede fra X

Partier, hvis kandidater ikke miskrediteres af denne desinformationskampagne, kan drage fordel af den, siger en talsperson for efterretningstjenesten i delstaten Sachsen-Anhalt til avisen.

Partiet AfD (højrefløjsparti) er ifølge partiet selv ikke blevet ramt af fake news-kampagnen.

Operationen menes at være en del af den længe kendte desinformationskampagne "Operation Matryoshka", som Rusland, ifølge Die Zeit, gav nyt liv i juni måned i forbindelse med det forestående delstatsvalg.

Politiet i Sachsen-Anhalt efterforsker sagen og forsøger at identificere de indtil videre ukendte bagmænd. De mistænkes for bagvaskelse.

Læs mere om Operation Matryoshka her, der også har ramt TjekDet og andre medier verden over. De computerstyrede profiler deler det pro-russiske indhold, tagger på sociale medier igen og igen forskellige etablerede vestlige medier og sender mails direkte til medierne. De computerstyrede profiler hævder at være i tvivl om, hvorvidt indholdet i videoerne er sandt og opfordrer medierne til at se nærmere på det med sætninger som “hvad skal jeg tro?” eller “er det her ægte nyheder?”. Hensigten er at få medierne til at hjælpe med at udbrede det falske indhold.

Denne artikel er skrevet af det franske nyhedsbureau AFP. TjekDet har ikke medvirket i tilblivelsen. Få mere information her afp.com.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

Opdateret 16. jul 2026