Telefonerne hyler med luftalarmerne: Sirene på mobiltelefonen er god nok
-
Det er ikke længere kun luftsirenerne, men også de fleste smart phones, der hyler, når det danske varslingssystem tages i brug
-
Det nye varslingssystem blev indført i 2023 og betyder, at alle danske smart phones, der befinder sig i Danmark, vil afgive en særligt høj alarm samtidigt med luftsirenerne
-
Varslingssystemet - både luftsirener og mobilvarsler - testes den første onsdag i maj kl. 12:00 hvert år
-
Mobilvarslingerne er sværere at undgå. Selvom telefonen er på lydløs, vil alarmen lyde alligevel. Er telefonen på fly-tilstand, kan det også godt ske, at alarmen udløses på telefonen, så snart tilstanden slås fra
-
Skal du være helt sikker på en tavs telefon, skal den være slukket. Telefoner, der er af ældre årgang eller mangler opdatering af styresystemet, vil heller ikke give lyd fra sig
I årtier har Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen afprøvet luftsirenerne ved middagstid den første onsdag i maj.
Men nu kommer alarmen også i din lomme eller håndtaske, når politiet og styrelsen afprøver deres nye varslingssystem, der blev introduceret i 2023. Varslingssystemet får mobiltelefonerne til at udsende en høj og gennemskærende lyd.
Det nye varslingssystem er blevet døbt “S!RENEN” og udvider myndighedernes muligheder for at gøre opmærksom på akutte katastrofer og ulykker, som er særligt alvorlige. Alarmen kan udsendes i hele landet eller kun i det konkrete område, hvor faren er aktuel. Advarslerne på mobiltelefonerne udsendes med både en lyd og en tekst, der beskriver situationen.
Er din telefon tændt, er der ikke så meget, du kan gøre for at slippe for alarmen. Du kan ikke slå funktionen fra, og selv om telefonen står på lydløs, vil den hyle alligevel. Du skal heller ikke downloade en app eller tilmelde dig S!RENEN. Din mobiltelefon skal dog være af nyere dato og have et opdateret styresystem. For eksempel virker systemet kun på iPhone 8 og nyere modeller.
Hvis din telefon er i flytilstand, modtager du som udgangspunkt ikke advarsler fra S!RENEN. Men du vil muligvis modtage advarslen, når flytilstanden slås fra igen. Selv telefoner uden et SIM-kort vil i visse situationer alligevel modtage varslingen.
Men uanset hvad opvejer ulemperne fordelene, mener Rigspolitiet.
“Med S!RENEN får vi en ny kanal at varsle borgerne på i tilfælde af akutte situationer i et område, hvor vi har brug for borgernes opmærksomhed og handling. Det er et godt supplement til det nuværende varslingssystem, da myndighederne med S!RENEN kan nå ud med præcis varsling og handlingsanvisende budskaber til relevante borgere,” siger politiinspektør i Rigspolitiet Bo Samson i en pressemeddelelse.
Det er politiet, der advarer befolkningen, og det er Beredskabsstyrelsen, som driver systemet.
Når de danske myndigheder tager systemet i brug, skyldes det ikke bare et ønske om et varslingssystem, der supplerer luftalarmerne. I 2018 vedtog EU-medlemslandene nemlig et direktiv om indførelse af systemet.
I videoen kan du blandt andet høre den lyd, som din mobiltelefon vil udsende, når Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen onsdag tjekker det nye varslingssystem.
Kan udløse uheldige situationer
Lyden, som telefonen udsender, er ikke til at overhøre. Og da den ikke tager hensyn til, om telefonen er sat på lydløs, kan det nye varslingssystem have en række negative konsekvenser.
Det er for eksempel nemt at blive chokeret, hvis man sidder i en bus, i et møde eller befinder sig i et supermarked, hvor et stort antal telefoner pludselig giver den samme lyd fra sig.
Skolelærere skal også være forberedt på, at undervisningen kan blive forstyrret, hvis elevernes telefoner er indsamlet og placeret i et skab i klasselokalet. Med mindre telefonerne er slukket, vil elever få et kollektivt chok.
Men der er også situationer, der kan have langt mere alvorlige konsekvenser. Organisationen Lev Uden Vold, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer, advarer i et opslag på Instagram om, at voldsudsatte, der måske har gemt en mobil i hjemmet, bilen eller andre steder, kan risikere at blive afsløret af lyden fra varslingssystemet. De opfordrer derfor til, at den “hemmelige” mobiltelefon helt slukkes onsdag.
Ikke en ny teknologi
I takt med at mobiltelefoner i løbet af de seneste 20 år er blevet allemandseje og mere avancerede, er de blevet en oplagt ekstra kanal for myndighederne til at nå frem med varslinger til så mange borgere som muligt.
Teknologien har da også været brugt i flere år i mange lande verden over. I første omgang kunne myndigheder kontakte telefonselskaberne og bede dem udsende et SMS-varsel til deres kunder. Det skete for eksempel også i Danmark under coronakrisen. Men processen med at få udsendt varslinger på den måde tager tid at få på plads.
Derfor har mange lande arbejdet på at etablere systemer, der giver myndighederne direkte adgang til selv at udsende varslingerne til mobiltelefoner - uden brug af en app og nødvendig tilmelding. For eksempel lancerede USA systemet Wireless Emergency Alerts (WEA) tilbage i 2012. Canada gjorde det samme i 2018, og myndighederne i lande som Sydkorea, Holland og New Zealand har længe også haft samme mulighed.
Systemet har været i drift i et stykke tid, men onsdag klokken 12:00 vil vi nu også herhjemme opleve det på egen krop.
Du kan læse mere om systemet på denne hjemmeside.
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.