Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kommune afviser DF’er: Tildeler ikke ‘kulturelt betingede’ offentlige ydelser

17. nov 2017 -
3 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Henrik Junker

Dansk Folkepartis spidskandidat i Struer, Jette Lund, har på facebook antydet, at indvandrere og deres efterkommere kan modtage "kulturelt betingede overførselsindkomster".

Den beskyldning vil Økonomi- og Arbejdsmarkedsudvalget i Struer Kommune dog ikke finde sig i, så de udsender en pressemeddelelse, hvor de maner påstanden i jorden.

"Vi vil gerne understrege, at det i Struer Kommune naturligvis ikke er religiøs overbevisning, politisk orientering eller hvilke som helst andre kulturelle forhold, der afgør sager," skriver udvalget og understreger, at sagsbehandlingen følger "gældende lovgivning."

Jette Lund erkender da også, at hun ikke har beviser for, at der rent faktisk er borgere i kommunen, der har fået tildelt sociale ydelser på baggrund af deres kultur.

"Ja det er korrekt at jeg ikke kan dokumentere at nogen har fået kulturelt betingede ydelser i Struer Kommune," skriver hun på Facebook.

Flere udokumenterede påstande

Selvom hun i Facebook-opslaget erkender, at hun mangler dokumentation for sit udsagn, afholder det ikke Jette Lund fra at fremsætte yderligere en påstand om indvandrere og overførselsindkomster.

"Faktum er at i Struer Kommune er der 1/3 flere på varig offentlig forsørgelse m/ikke vestlig indvandrerbaggrund end i resten af landet," skriver Jette Lund på sin Facebookside.

Ifølge Integrationsbarometret.dk er 44 procent af de 16-66-årige indvandrere og efterkommere i Struer Kommune på overførselsindkomst, mens andelen for hele landet er på 33 procent. Så Jette Lund har ret i, at Struer ligger en tredjedel over resten af landet, konkluderer Detektor, der dog påpeger en anden fejl i påstanden.

Der er nemlig ikke tale om ‘varig offentlig forsørgelse’, som byrådskandidaten hævder.

Tallene som Jette Lund har kigget på indeholder således modtagere af A-dagpenge, kontantydelse, særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse, kontanthjælp, uddannelseshjælp, revalidering, forrevalidering, integrationsydelse, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, ledighedsydelse, fleksjob, førtidspension og efterløn. Altså medregner Jette Lund også de midlertidige forsørgelser.

Detektors beregninger viser, at den gennemsnitlige tid på forsørgelse i Struer blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kun er tre fjerdedele af året. Dvs. 38 ud af 52 uger. Det er en uge kortere end landsgennemsnittet.

Detektor har forelagt Jette Lund resultatet af deres faktatjek. Hun ønskede ikke at stille op til interview, men har i stedet sendt følgende svar til DR-programmet i en mail:

"Jeg bruger termen "Varige overførselsindkomster, fordi vi reelt ikke ved, hvor mange overførselsindkomster, der er varige og hvilke der ikke er. Jeg kan faktisk ikke reelt se, at der er en forskel for økonomien i kommunen, om man bruger den ene eller den anden term - vi har et voldsomt problem i Struer Kommune, som bliver forsøgt gemt væk under gulvtæppet - det er vel vigtigere end om man kalder et problem Varig det ene eller det andet?".

Se hele faktatjekket her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020