Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Lastbil kørte direkte mod George Floyd-demonstranter, men videoer udelader vigtige dele af hændelsen

2. jun 2020 -
3 min læsetid
This describes the image

"I dag var jeg vidne til rendyrket onskab," indleder twitterbrugeren Zachary Donald sit tweet fra natten til søndag dansk tid.

I sit opslag har brugeren lagt en video op fra en angiveligt fredelig demonstration på en hovedvej i den amerikanske by Minneapolis, hvor en tankbil kommer kørende gennem mængden med demonstranter ilende efter sig. Demonstranterne var samlet for at protestere mod politiet, efter den 46-årige George Floyd mistede i sidste uge livet efter en brutal anholdelse.

"Tusinder af demonstranter marcherede fredeligt for at kræve retfærdighed for George Floyd, da en tankbil tromlede gennem mængden," skriver brugeren også til tweetet.

Men andre steder på Twitter er der kommet en helt anden fortælling ud af episoden. En anden videobid fra samme hændelse fortæller derimod en historie om en gruppe ustyrlige demonstranter.

En video lagt på twitter af brugeren American Nationalist viser nemlig samme tankvogn, som en gruppe demonstranter løber efter, hopper op på og tvinger chaufføren ud. Herefter får chaufføren bank af mængden til opfordringer fra andre demonstranter om at slå og endda dræbe ham.

"Lastbilchauffør flået ud af pøbel," skriver brugeren til videoen.

I kommentarsporet til videoen henviser brugere i øvrigt til hævnangrebet på den hvide lastbilchauffør Reginald Denny, der under Los Angeles-opstanden i 1992 blev banket af en gruppe sorte mænd og var tæt på at miste livet.

Men den bid af videoen, som American Nationalist-brugeren har lagt op, indfanger ikke, at chaufføren netop forinden var kørt direkte mod det sted, hvor demonstranterne var samlet. På den måde kommer det til at se ud som om, at en gruppe sorte demonstranter overlagt angriber den hvide chauffør.

Omvendt fortæller den første videobid delt af brugeren Zachary Donald ikke, at en gruppe af demonstranter tvang chaufføren ud af lastbilen for at give ham bank.

Efterfølgende blev chaufføren anholdt og fragtet på hospitalet med skader, der ikke er livsfarlige. Han er nu sigtet for overfald.

Tæt på tragedie

Historien om lastbilen, der er kørt direkte mod menneskemængden, er gået verden rundt. Og senere samme dag udtalte guvernør i delstaten Minnesota, Tim Walz, at det var utroligt, at ingen kom til skade.

"Jeg holdt vejret, da jeg så det, for jeg troede, jeg skulle overvære hundredvis blive dræbt af ulykken," sagde han.

Guvernøren har også udtalt, at chaufføren bremsede, da han så demonstranterne foran sig, og at afhøringer af chaufføren kunne tyde på, at han ikke havde til hensigt at ramme nogen med tankvognen, selv om tv-billeder kunne give det indtryk.

Ifølge Tim Walz har chaufføren under afhøring givet udtryk for, at han kørte ind mod demonstranterne, fordi det frustrerede ham, at demonstranterne spærrede vejen.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 26. aug 2020