Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

17 dødsfald på Rigshospitalet kan ikke med sikkerhed forklares med ventelister

Faktatjek 17. okt 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet

Ventetiderne på Karkirurgisk Klinik på Rigshospitalet er så lange, at det har kostet 17 mennesker livet. Så skrev blandt andet DR og Ritzau for to uger siden.

Der var rigtig nok 17 personer på ventelisten, som havde mistet livet i løbet af de sidste 10 måneder. Men klinikchef på afdelingen fortæller, at man ikke havde reddet mange liv ved at se patienterne hurtigere. Langt størstedelen af patienterne havde nemlig alvorlige hjerteproblemer udover den sygdom, de var henvist for. Og så var gennemsnitsalderen over 79 år.

"Jeg kan med ret stor sandsynlighed sige, at flertallet havde vi nok ikke kunne ændre forløbet ved, det kan være, at der er et par stykker. Men derfor skulle de stadig have haft muligheden", siger Henrik Sillesen, der er klinikchef Karkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, til Detektor.

DR skriver, at ventetiden "har ført til" at 17 patienterne døde, mens Ritzau skriver, at "ventetiden har kostet liv". Men det kan man altså ikke konkludere, viser det faktatjek, som Detektor har lavet.

DR og Ritzau citerer forkert

Men hvordan havner de forkerte informationer overhovedet i medierne?

På Karkirurgisk Klinik forklarer de, at de selv har regnet sig frem til de 17 døde patienter fra ventelisten. De begyndte at undersøge patienter på ventelisten, fordi de har haft problemer på afdelingen. De sidste tre år har de fået 17 procent flere patienter og nogle patienter venter i op til 16 uger på at blive tilset. Men økonomien er stadigvæk den samme.

Rigshospitalet gik ikke selv til pressen, men sendte oprindeligt tallene ud internt for at lægge pres på ledelse og region ved at vise afdelingens problemer.

Men de tal opsnapper Politiken, som er de første til at bringe historien. Detektor spørger Politiken, om man ikke kan tolke deres historie som om, at de 17 patienter er døde på grund af ventetiden. Men det afviser Bo Søndergaard, der er indlandsredaktør på Politiken.

"Vi er meget omhyggelige med at citere klinikchefen for, at han ikke havde kunnet redde alle 17. Han siger så også, at han utrolig gerne ville have givet dem chancen, og at han måske kunne have reddet nogle af dem, så derfor synes vi, at det er relevant nok at fokusere på, at der er folk, der er døde på ventelisten", siger han til Detektor.

Herefter følger Ritzau og DR trop med lignende historier, men de begår begge den fejl, at de citerer Politiken forkert.

Detektor forholder både Ritzau og DR for sagen. Begge medier lægger sig fladt ned og beklager fejlen. De har efterfølgende rettet deres artikler.

Historier kan hurtigt få en helt anden lyd, når medierne har haft dem igennem deres mølle. Se hvor galt det gik, da en svensk kommune "forærede" en flygtning tre boliger.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023