Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, her lover Morten Østergaard ikke at islamisere Danmark

Faktatjek 1. okt 2019  -  4 min læsetid
This describes the image
Foto: Ukendt privatoptagelse

"Danskerne vil underkaste sig Allah, islamiseringen af landet går efter planen. Stol på det," står der i underteksterne i begyndelsen af en video, som i disse dage cirkulerer på indvandrerkritiske facebooksider.

I videoen holder Radikales leder, Morten Østergaard, angiveligt en tale på flydende arabisk foran et stort publikum, som han opfordrer til at stemme på Radikale Venstre, da det vil være en stemme for islamisering af Danmark.

Videoen blev lagt ud torsdag 19. september på facebooksiden ‘Luk de danske grænser NU’, der har 38.000 følgere. Og Morten Østergaards tale på arabisk får stribevis af facebookbrugere til at tordne mod Radikale Venstres politiske leder og partiets politik.

Artiklen fortsætter under billedet.

Uddrag af kommentarer til videoen på Facebook.

Men videoen er helt og aldeles falsk og indeholder flere forskellige former for manipulation. Det viser TjekDets gennemgang af videoen.

Komplet manipulation

Det oprindelige videoklip af Morten Østergaard stammer fra prisuddelingen ‘Dialogpriser’ afholdt den 21. maj 2014. Her talte Radikales politiske leder om, hvad god dialog er, og ikke om at islamisere Danmark. Men i den manipulerede version har videoen altså fået helt ny – og arabisk – lyd.

Desuden er der ikke overensstemmelse mellem det, der bliver sagt på arabisk i videoen, og det, der står i de danske undertekster, slår to islamforskere fast.

"Der er ingen sammenhæng imellem lyden og tekstningen. Det, der bliver sagt, kommer fra en religiøs prædiken eller undervisning," siger Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter under videoen

Her er den manipulerede facebookvideo, hvor Morten Østergaard angiveligt skulle opfordre til islamisering af Danmark.

Og heller ikke Martin Thomas Riexinger, lektor og islamforsker ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, kan få øje på den fjerneste sammenhæng mellem tekst og lyd i videoen.

"Det er et lydklip fra en shiitisk prædiken (en særlig trosretning inden for islam, red.). Prædikanten omtaler shiitternes femte imam, Muhammad al-Baqir, som udtalte sig om profeten Muhammeds efterkommeres særstilling, hvormed shiamuslimer adskiller sig fra sunnimuslimer. Underteksterne har ingenting med talens indhold at gøre," siger han.

Martin Thomas Riexinger tilføjer, at også lyden på arabisk er sammenklippet. Derfor er det svært at pege på, hvad det er for en prædiken, og hvad den præcise betydning er.

Det er altså opdigtet, når videoen lader facebookbrugere tro, at Morten Østergaard i talen siger, at han gør sit "bedste for at fortsætte masseindvandringen fra Mellemøsten".

Det bekræfter også Radikale Venstre, der siger til TjekDet, at Morten Østergaard ikke kan stå inde for det, som han bliver citeret for i videoen.

Østergaards tilhører var nogle andre

Også tilhørerne til Morten Østergaards tale har personerne bag videoen fingeret. Indledningsvis står der i den falske video, at Morten Østergaard holder tale til sine "kernevælgere". Og i videoen kan man tydeligt se tilhørerne, fordi rummet er oplyst. Deltagerne ser umiddelbart ud til at være muslimer.

Men det var et helt andet publikum, som Morten Østergaard holdt sin dialogtale for den 21. maj 2014. I den oprindelige video kan man nemlig ikke se tilhørerne.

En anden video fra samme arrangement viser, at tilhørerne sidder i et mørkt rum, hvor sæderne er placeret som i en biograf. Det er da også Nationalmuseets biografteater, der lægger lokaler til arrangementet. Blandt publikum sidder flere velkendte ansigter som eksempelvis EU-kommissær Margrethe Vestager (R) og folketingsmedlem for Venstre Bertel Haarder.

Artiklen fortsætter under billedet

Øverst et skærmbillede af tilhørerne man ser i videoen fra Luk de danske grænser NU. Men Morten Østergaards tale, som bruges i den manipulerede video, stammer fra uddelingen af Dialogpriser 2014, der blev afholdt i Nationalmuseets biografteater. Her er publikum et helt andet, som man kan se på skærmbilledet nederst.

TjekDet ville gerne have spurgt folkene bag facebooksiden "Luk de danske grænser NU" om, hvorfor de deler den manipulerede video. Facebooksiden oplyser ingen navne på personerne bag. Der er dog mulighed for at sende en besked til administrator af siden. Vi kan se, at vores henvendelse er blevet læst, men alligevel ikke besvaret.

Men facebooksiden indeholder en henvisning til en hjemmeside, der også hedder Luk de danske grænser NU. Her finder vi et billede af en mand, der skulle stå bag hjemmesiden. Der er dog ikke oplyst noget navn. Vi googler hans billede og finder nu frem til en anden hjemmeside, hvor der er en kontaktformular. Her har vi også rettet henvendelse. Men stadig uden at få noget svar.

Misbrugt før

Det er slet ikke første gang, Morten Østergaard må lægge ansigt til falske opslag på sociale medier. I foråret florerede et billede af politikeren på Facebook, hvor han angiveligt skulle fremvise Islamisk Stats flag.

TjekDet undersøgte dengang billedet og kunne slå fast, at billedet var ren manipulation, da formanden for Radikale Venstre på det oprindelige billede holdt en avis og ikke Islamisk Stats flag.

Også dengang hoppede adskillige facebookbrugere i fælden og troede på, at billedet var ægte nok.

Artiklen er opdateret 1/10 2019 - Efter artiklens udgivelse er TjekDet blevet bekendt med, at videoen også er delt på Facebook af Nicolai Sennels, der er tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Han skriver i en kommentar til videoen, at den er lavet af Søren Grinderslev, der stillede op til folketingsvalget i juni for Stram Kurs.

I dette tilfælde er videoen med deleteksten "tæt på sandheden" dog angivet som satire.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023