Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, her sidder Morten Østergaard ikke med Islamisk Stats flag

23. maj 2019 -
3 min læsetid
This describes the image
Foto:

Valgkamp er højsæson for falske facebookopslag, hvor politikere bliver taget til indtægt for at sige ting, de aldrig har sagt.

TjekDet har tidligere undersøgt, om Anders Samuelsen (LA) vil tage stemmeretten fra kontanthjælpsmodtagere, om Joachim B. Olsen (LA) synes, at de syge rager til sig og om Morten Østergaard (R) går ind for barnebrude. Spoiler: Det er ikke sandt.

Og i et nyt opslag, der bliver delt på Facebook, er det igen formanden for Radikale Venstres, der står for skud i et manipuleret billede.

Opslaget viser et billede, hvor Morten Østergaard sidder ved siden af en kvinde i en sofa og holder terrororganisationen Islamisk Stats flag op foran sig. Billedet er ledsaget af teksten: "Morten Østergaard fortsætter sin valgkamp 😀"

Og der er tilsyneladende flere facebookbrugere, der falder i fælden.










Uddrag af kommentarer fra facebookopslaget. Mange ser ud til at tro, at billedet er ægte. Der er dog også andre brugere, som påpeger, at billedet må være falsk.

I kommentarerne under opslaget bliver Morten Østergaard kaldt både klaphat, landsforræder, rabiat og kugleskør. Men billedet er altså en manipulation.

Det slår Rune Pedersen, der er certificeret Photoshop-ekspert og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), fast. På det 'ægte' billede sidder Morten Østergaard med en avisside i hænderne.

"IS-flaget er indkopieret. Nogle steder dækker det ikke helt, og man kan se den bagvedliggende avis. Fritlægning ved Morten Østergaards fingre er upræcis, og farven på flaget er dyb sort i modsætning til den sorte farve andre steder i billedet. Så billedet er afgjort manipuleret," siger han og fortsætter:

"Hvis man laver en google-søgning på ‘IS flag’, så ligger det billede af Islamisk Stats flag, som højst sandsynligt er brugt, blandt de øverste søgeresultater. Google Billeder er typisk kilden til den slags manipulationer."

Opslaget er altså lavet ved at redigere Islamisk Stats flag oven på et billede, som Mortens Østergaard selv har lagt op på sin facebookside.

Her sidder Morten Østergaard rigtignok i en sofa. Og i opslaget oplyser han, at den muslimske kvinde ved siden af ham hedder Sedra, og at hun kommer fra Syrien. Men han sidder ikke med Islamisk Stats flag i hænderne. Han holder derimod en avis med en artikel om Sedra, der har "gennemført gymnasiet med et karaktergennemsnit på 11,7 og som nu læser til læge".

Politisk Ukorrekt

Det er facebooksiden Politisk Ukorrekt, der står bag opslaget, som efterfølgende også er blevet delt andre steder på Facebook.

Facebooksiden Politisk Ukorrekt giver ingen oplysninger om, hvem der står bag. Vi får til gengæld oplyst, at opslagene er tænkt som underholdning og på ingen måde skal tages seriøst.

"Denne side er ment som underholdning, og kan på ingen måde tages seriøst, hvis du ikke kan lide 'lugten i bageriet' så kan du skrubbe ud på motorvejen og lege med Zenia Stampe - For jer andre... der fortsætter vi med at være Politisk Ukorrekt," fremgår det under facebooksidens ansvarsfraskrivelse.

TjekDet har tidligere talt med flere eksperter om de manipulerede billeder med falske politiker-budskaber, og hvilken rolle de spiller i valgkampen.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020