Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Også danske visumregler afviser bestemte nationaliteter

Faktatjek 7. feb 2017  -  2 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er det forkert at dømme indrejsende ud fra nationalitet. Men også Danmark ser i dag på, hvilket land visumansøgere kommer fra. Det oplyser DR-programmet Detektor, der har faktatjekket de danske regler i forhold til de amerikanske.

Den amerikanske præsident Donald Trump underskrev den 27. januar et dekret, der midlertidigt forbød indbyggere fra syv konkrete lande indrejse i USA, nemlig Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen. Desuden blev syriske flygtninge udelukket på ubestemt tid.

Det forbud fik den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til tasterne.

"Trumps gruppebeslutning om at blokere folk fra bestemte lande er uklog. Vi skal dømme og møde hinanden som individer," skrev Anders Samuelsen på sin Facebookside.

De danske visumregler opdeler en lang række lande i fem kategorier, der hver især opstiller en række betingelser og retningslinjer for tildeling af visa. Især borgere fra to lande må som udgangspunkt forvente at få et afslag, nemlig syrere og somaliere.

Der er dog forskellige begrundelser for de danske og amerikanske regler.

"Donald Trump har jo beordret indrejseforbud, fordi han mener, at indrejsende fra de syv lande udgør en sikkerhedsrisiko. Og der har været udmeldinger om, at det skyldes deres religion," siger advokatfuldmægtig hos Advokatkompagniet, Marie Louise Frederiksen, der blandt andet bistår visumansøgere i klagesager, til Detektor. Hun forklarer, at de danske regler derimod har et mål om at forhindre syrere og somaliere i at søge asyl i Danmark.

"Man har altså en formodning om, at syrere og somaliere vil søge om visum for derefter at søge asyl, når de så er i landet. Og derfor placerer man dem i gruppe 5, hvor man som udgangspunkt ikke får visum," siger hun til Detektor.

Det amerikanske indrejseforbud har været suspenderet siden fredag, hvor en dommer i delstaten Washington ophævede dekretet midlertidigt, mens retten vurderer, hvorvidt dekretet er i strid med den amerikanske forfatning.

Læs hele Detektors faktatjek her.


Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023