Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Politisk lokalliste sjusker med fødselstal

Faktatjek 20. okt 2017  -  1 min læsetid
This describes the image
Foto:

Er der kun ni måneder på et år? Nej, det er der naturligvis ingen, der tror.

Men det regnede borgerlisten Skive-Listen, der er opstillet til det kommende kommunalvalg i Skive Kommune, nu alligevel med i en valgannonce.

I annoncen havde partiet anført, at antallet af nyfødte i Skive Kommune er mere end halveret siden 2000.

Men regnestykket holder ikke. For Skive-Listen var kommet til at sammenligne fødselstallet for alle 12 måneder i år 2000 med fødselstallet for de første ni måneder af 2017, skriver Skive Folkeblad.

På den måde giver partiet ikke det rigtige billede af udviklingen af fødsler i kommunen, da Skive-Listen nødvendigvis må have hele kalenderåret 2017 med, hvis regnestykket skal give mening.

"Hvis de tal, du har, er rigtige, så er det selvfølgelig noget vrøvl, vi skriver. Men essensen er, at fra årtusindskiftet er der sket et markant fald," siger Per Jeppesen ifølge Skive Folkeblad efter at være blevet gjort opmærksom på miseren.

Men faktisk er fødselstallet i Skive Kommune faldet. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er sket et fald i fødsler på 31 procent siden 2000, skriver Skive Folkeblad.

Listen har efter avisens faktatjek beklaget regnefejlen.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020