Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Positive meldinger om Grønlandsisens udvikling er taget ud af kontekst

Faktatjek 5. okt 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Går du også rundt og tror, at isen i Grønland smelter med fuld hast og dermed øger havenes vandstand? Så kan du godt tro om igen, lyder meldingen fra den angivelige sundheds- og videnskabsblog, Natural News, der har over 2 millioner følgere på Facebook.

Bloggen påstår i en artikel, at der både er kommet 40 procent mere indlandsis siden 2012, og at mængden af gletscher-is er på sit højeste niveau i mange år. Men begge påstande holder ikke (vand), konkluderer det amerikanske faktatjekmedie Snopes.

Natural News henter blandt andet belæg for sine påstande hos et amerikansk universitet.

"De seneste målinger fra National Snow and Ice Data Center på Colorado Universitet viser, at havisens omfang er steget med 40 procent siden 2012," fremgår det af artiklen.

Når det kommer til påstanden om rekordhøjt niveau af ismasse, så er det den danske statsligt støttede hjemmeside, Polar Portalen, der bruges som kilde. Portalen, der administreres af Energistyrelen, fungerer som en platform for danske forskningsinstitutioner, hvor de stiller viden om havisen i Arktis og den grønlandske indlandsis til rådighed for den danske og internationale offentlighed.

Og ifølge Natural News kan man på Polar Portalens hjemmeside læse, at ismassen er på det femte højeste niveau i 37 år. Men begge observationer er en forvrængning af virkeligheden.

"Det her betyder ikke, at havisen er steget med næsten 40 procent siden 2012, og det betyder heller ikke, at der er en tendens til at massen af arktisk havis vokser," forklarer Zeke Hausfather, chefforsker ved Berkeley Earth Research Group.

Håndplukket data giver ingen mening isoleret set

Der er rigtig nok et større omfang af havis, hvis man udelukkende sammenligner 17. september i år med 17. september 2012. Men Zeke Hausfather forklarer, at det giver ikke mening bare at sammenligne to enkeltstående perioder, da denne type måling kan variere meget fra år til år.

"Vi forventer ikke et identisk fald i omfanget af havis hvert år," siger han til snopes.com.

Hertil kommer, at 2012 var et absolut rekordår, da der aldrig før var målt så lille et omfang af havis. Derfor giver det heller ikke mening at bruge året som sammenligningsgrundlag.

Også Natural News’ meldinger om tilstandene for de grønlandske gletschere mangler kontekst. De henviser til en rapport fra 2017, som de har fundet på Polar Portalen.

I rapporten fremgår det, at kraftig sne og regn i løbet af vinteren har betydet, at der nu er mere is end for 20 år siden. Men det er kun en del af det samlede billede, som Natural News vælger at se på. Smeltet is fra de grønlandske gletschere i sommerperioden er nemlig ikke medregnet i regnskabet.

Det er for eksempel de store ismasser, der brækker af og flyder ud i havet for derefter at smelte. I gennemsnittet står de for 500 gigatons istab om året.

Tre forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut forklarer i et blogindlæg til den engelske klimaportal, Carbon Brief, hvordan de afbrækkede ismasser fra gletscherne skal forstås i den samlede kontekst.

"Mens Grønlands indlandsis har set en neutral eller lille positiv ændring i år, bør det noteres at Grønland har mistet cirka 3.6 milliarder tons is siden 2002," skriver forskerne.

Natural News har i øvrigt generelt fokus på for eksempel sundheds- og miljøforhold, hvor artiklerne ofte går imod den almindelige videnskabelige opfattelse.

Læs hele faktatjekket her.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023