Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Så udbredt er unges brug af stoffer

Indsigt 22. feb 2018  -  2 min læsetid
Tjekdet

Historier om hospitalsindlæggelser og dødsfald på grund af indtagelse af stoffet MDMA har fyldt godt i medierne i den seneste tid. Men de hårde stoffer er ikke så udbredt hos de unge, som man måske skulle tro, skriver Politiken.

Den 2. februar i år blev to 15-årige drenge fra Haslev indlagt efter at have indtaget stoffet MDMA. Den ene døde efterfølgende af overophedning.

Den 17. februar blev to piger på 15 og 16 år indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, også efter at have taget MDMA eller et lignende stof.

Og søndag aften afgik en 32-årig mand ved døden på Rigshospitalet. Også her var årsagen indtagelse af MDMA.

Hændelserne rejser spørgsmålet: Er narkotika meget udbredt blandt de unge?

Og svaret er nej, skriver Politiken.

Det er dog korrekt, at indtagelse af stoffer er mere udbredt blandt de unge end blandt resten af befolkningen. 6,3 procent - svarende til 1 ud af 16 - af unge under 25 år har inden for det seneste år taget et eller flere hårde illegale stoffer, som for eksempel MDMA, kokain, amfetamin eller LSD. Hash er ikke inkluderet i dette tal.

Tallet for hash er noget højere: 19,8 procent af unge under 25 har indtaget hash i løbet af det seneste år.

Derudover topper den eksperimenterende brug af stoffer i aldersgruppen 16-19 år, og meget få prøver første gang stoffer, når de har rundet de 20 år, fastslår Sundhedsstyrelsen.

I 2013 var andelen af unge under 25, der havde taget hårde stoffer i det seneste år 3,9 procent - i 2017 var tallet 6,3 procent. På trods af den stigning, er det altså de færreste der gør sig i piller og pulver.

Og det er vigtigt at holde sig for øje, at også dem, der kun har prøvet et narkotisk stof en enkelt gang også figurerer i statistikkerne. Derfor kan tallene give et indtryk af et større forbrug, end der i virkeligheden er.

Samlet set har 9 ud af 10 unge under 25 aldrig forsøgt sig med hårde stoffer, der ikke er hash.

LÆS OGSÅ: Nordiske unge er storforbrugere af smartphones

LÆS OGSÅ: Betaler NASA dig en høj løn for at ryge hash i et forsøg?

LÆS OGSÅ: Ryger danskerne mere og mere?

LÆS OGSÅ: Dropper studerende ud, hvis ikke de drikker alkohol?

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023