“Mor og søn” lukker smykkebutikken med gode tilbud – men hele historien er opdigtet

Svindel 1. sep 2026  -  3 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch/TjekDet (grafik)
  • Moren og sønnen bag smykkevirksomheden “Freja & Oliver Aarhus” fortæller i flere annoncer, at de desværre lukker deres virksomhed og holder ophørsudsalg.

  • Men både Freja og Oliver ser ud til at være AI-genererede.

  • Og flere af smykkerne, de sælger, kan købes langt billigere på blandt andet Temu.

  • Hele fortællingen er til for at få godtroende danske forbrugere til lommerne.

Det lyder jo ganske tårevækkende, når en smykkevirksomhed, der er opkaldt efter en mor og hendes søn, bliver nødsaget til at lukke grundet konkurrence fra større virksomheder.

Sådan lyder det i al fald i adskillige annoncer for virksomheden “Freja & Oliver Aarhus”.

Annoncerne er dukket op i danskernes Facebook-feed over 150.000 gange, viser et kig i Facebooks annoncebibliotek.

Flere af annoncerne er ledsaget af billeder af det, der angiveligt er mor og søn, som sidder og designer smykker i deres værksted.

Men nu er det altså slut med “mor og søn-tid” i værkstedet, for virksomheden lukker og slukker med et ophørsudsalg.

“Min søn Oliver – min største inspiration – vokser så hurtigt. Som alenemor er det gået op for mig, hvor værdifuld og uerstattelig denne tid med ham er. Jeg ønsker at være der fuldt ud for ham – for i sidste ende er det det, der betyder mest”, lyder det i flere af annoncerne.

Følger man annoncerne, ender man på deres hjemmeside, som rigtignok ser ud til at have massevis af gode tilbud.

Problemet er bare, at man kan købe flere af produkterne langt billigere på blandt andet Temu, og mor Freja og sønnen Oliver er AI-genererede for at prøve at lokke godhjertede danskere til lommerne.

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

Nyoprettede sider

TjekDet har ad flere omgange set, hvordan personer pryder deres virksomheder med lånte fjer i et forsøg på at sælge danske forbrugere et produkt, som de i virkeligheden selv bestiller hjem meget billigt fra Kina.

Det samme ser ud til at være tilfældet med virksomheden “Freja og Oliver Aarhus”, som i de seneste måneder har kørt et stort antal annoncer ud til danskerne fra deres Facebook-side.

Noget af det første, der springer i øjnene omkring fortællingen om virksomheden, er, at hjemmesidens domænenavn er oprettet for blot to måneder siden. Dagen efter er deres Facebook-side så oprettet, og blot en uge efter, at Facebook-siden er oprettet, starter de så med at køre ophørsudsalg.

Virksomheden brander sig på, at de angiveligt er en dansk familie, men så er det en smule underligt, at deres Facebook-side administreres af to profiler fra Portugal.

Går man ind på hjemmesiden lover de “gratis fragt kun i dag” - problemet er bare, at det står der øverst på siden hver eneste dag.

Bruger man forskellige værktøjer til at analysere billederne på Facebook og deres hjemmeside af moren Freja og sønnen Oliver, så peger de alle på, at billederne er skabt med kunstig intelligens, og det er altså intet, der tyder på, at der er tale om virkelige mennesker.

Selvopfundet rabat

“Sidste chance for at shoppe – Op til 80% RABAT!”, lyder det, når man klikker ind på et af produkterne på hjemmesiden.

Blandt andet finder man en “Vintage håndmalet ring”, som er sat ned fra 700 kroner til blot 290 kroner.

Men laver man en omvendt billedsøgning på billedet, så finder vi samme ring på Temu til blot 15 danske kroner.

Det harmonerer altså dårligt med fortællingen om, at “Freja” og "Oliver" sidder i værkstedet og designer smykkerne. Og ringen er langt fra det eneste eksempel.

En lang række omvendte billedsøgninger af resten af produkterne på hjemmesiden, viser nemlig samme tendens.

TjekDet har rakt ud til personerne bag “Freja & Oliver Aarhus” for at foreholde dem kritikken i denne artikel, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her

Opdateret 1. sep 2026