Falsk: SAS uddeler ikke gratis rejsesæt i anledning af rejsesæsonen
-
Facebookopslag lover et gratis rejsesæt fra SAS i anledning af rejsesæsonen.
-
For at få sættet skal brugerne følge et link og indtaste person- og betalingsoplysninger.
-
Men SAS afviser at have noget som helst med kampagnen at gøre.
-
Formålet ser ud til at være at lokke personlige oplysninger ud af brugerne.
I videoer på Facebook (arkiveret her) reklamerer en stewardesse i SAS-uniform for et gratis rejsesæt med blandt andet nakkepude, høretelefoner og drikkedunk.
Det eneste, du skal gøre, for at få fat i sættet, er at følge et link og indtaste dine betalingsoplysninger.
Men opslagene har intet med SAS at gøre, og intet tyder på, at nogen modtager de lovede rejsesæt.
I de falske videoer står en AI-genereret stewardesse og viser rejsesættet frem. Foto: Skærmbillede af Facebook.
AI-genereret stewardesse
Opslagene med videoer af stewardesser, der reklamerer for rejsesæt, ligger på facebooksiden “Rejsegave”. Ser man nærmere på siden, er der flere forhold, som vækker mistanke.
Facebooksiden er oprettet for ganske få dage siden og har ikke andet indhold end opslagene om rejsesæt. Det fremgår ikke, hvem der ejer siden, og hvor administratorerne af siden befinder sig. SAS’ officielle facebookside “SAS - Scandinavian Airlines” har aktuelt 1,2 millioner følgere og er oprettet i 2009.
Videoerne på siden “Rejsegave” ser ud til at være AI-genererede. Flere ord udtales forkert eller lyder mekaniske, ligesom stewardessens bevægelser fremstår unaturlige.
Når du har klikket på linket, præsenteres du for en hjemmeside, hvor du skal besvare nogle spørgsmål om dine rejsevaner og dit ønske om at modtage det gratis sæt fra SAS.
Efterfølgende bliver du lykønsket med, at du nu er berettiget til at modtage sættet, og at du blot skal udfylde dine oplysninger.
Sidens URL indeholder ikke SAS eller Scandinavian Airlines, men hedder tværtimod skybridgeaire.store. Der fremgår heller ingen kontaktoplysninger på sidens ejer eller nogen kundeservice, man kan kontakte, hvis varen ikke dukker op.
Flere brugere advarer om svindel
Flere brugere skriver i kommentarsporet, at de bliver bedt om at oplyse deres betalingskort, og at de skal betale en fragt på 17 kroner for at modtage rejsesættet.
Hvad der konkret sker, når du har indtastet dem, vides ikke, men i lignende tilfælde har vi set, at betalingsoplysningerne bliver misbrugt, og at der trækkes større beløb fra ofrenes konti. Der er desuden intet, der tyder på, at man faktisk modtager et rejsesæt.
TjekDet har tidligere skrevet om falske konkurrencer og i juni skrev vi om et tilfælde, hvor DSB angiveligt udloddede rejsesæt. Også dette viste sig at være falsk.
SAS afviser
TjekDet har kontaktet SAS for at høre, om de står bag udlodningen af rejsesættene.
SAS afviser, at selskabet tilbyder gratis rejsepakker på Facebook eller andre platforme. De fortæller desuden, at annoncerne ikke er udsendt af SAS og er falske.
“Vi opfordrer kunder til at være forsigtige med annoncer eller opslag, der beder dem om at klikke på ukendte links, dele personlige oplysninger, betalingsoplysninger eller loginoplysninger”, fortæller de hos SAS’ pressetjeneste.
De anbefaler deres kunder at tilgå SAS’ officielle hjemmeside, app og verificerede sociale mediekanaler for tilbud og information.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

