ANALYSE: Tal og statistik er hverken ufejlbarlige eller forbandede løgne
Hjalte Meilvang er Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor han undersøger, hvordan tal, statistik og indikatorer bliver til som en blanding af politiske og metodiske overvejelser
Blogindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Blogindlæg af Hjalte Meilvang, ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Vi har som samfund et underligt forhold til tal.
På den ene side er de det ultimative billede på sikker viden: Vi skal have nationale test i skolen, så vi kan se, hvordan eleverne virkeligt klarer sig – at afskaffe testene, og derfor ikke sætte tal på elevernes læring, ville "efterlade elever og skoler i en situation, hvor man ikke har styr på, om man hjælper den enkelte elev," som Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen udtalte for nyligt. Vi ved først virkeligt, hvad uddannelseskvalitet er, når vi måler den.
På den anden side er tal jo ’bare statistik’, der ikke afspejler, hvordan tingene ’virkeligt’ hænger sammen. I en interessant ligestillingsdebat i fagforeningen Danske Filminstruktører, konkluderer formand Christina Rosendahl, at selvom systematisk forskelsbehandling ikke kan dokumenteres, så behøver man ikke "en masse statistik, der beskriver, at der er et problem, for at have en politik,". Underforstået: Vi ved jo alle sammen godt, at der er et problem, så hvorfor vente på tallene?
I en anden variation af tal-kritikken, er de bare noget, der bare opfindes til lejligheden, når der er politisk opportunt. Som kommentatorparret Susanne Hegelund og Peter Mose spidsformulerede det for et par år siden:
"Der skæres en hæl og hugges en tå i samfundsanalyserne, så de passer til agendaen i ministerierne, hos lobbyisterne og blandt politikerne. Man begynder med konklusionen – og regner så baglæns.". Tal er kun ’løgn, forbandet løgn og statistik’.
Men som nyheds-sitet Føljeton for nyligt skrev, så findes der måske "tre typer af løgne: Løgn, forbandet løgn og statistik. Men pudsigt nok findes der også tre beslægtede typer af sandheder: Sandhed, omvæltende sandhed – og statistik."
Dette udsagn faldt i dækningen af regeringens forslag om at indføre et loft over børnechecken rettet mod familier med mere end to børn, hvormed man forventede at tækkes Dansk Folkeparti, fordi forslaget blandt andet ville ramme indvandrere, som i gennemsnit får flere børn end danskere. Men forslaget ramte med Føljetons ord "en mur af konkret virkelighed", da en analyse fra Danmarks Statistisk viste, at flertallet af de ramte faktisk ville være danske lavtlønsfamilier i provinsen.
Som dette antyder, giver tal indsigt i sammenhænge, man ikke kan se med det blotte øje. Fattigdom, ulighed eller fordelingen af sociale problemer bliver først for alvor synlige i alle deres konsekvenser, når de opsummeres statistisk. Ideelt set burde tal være referencer for fælles debat af samfundsmæssige spørgsmål. De skulle være indsatser og argumenter i diskussionen, men i stedet er de ofte i sig selv genstand for debat.
Til tider fortælles dette som en forfaldshistorie, hvor det ’post-faktuelle’ samfund sætter spørgsmålstegn ved alt, og hvor alle meninger derfor kan være lige gode. Der er dog også positive aspekter ved tendensen til ikke at tage alle tal for gode varer.
Som det seneste års debat om Finansministeriets regnemodeller demonstrerer, så er det ikke ligegyldigt, hvordan tallene gøres op.
Tages der hensyn til de dynamiske effekter af skattelettelser men ikke velfærdsinvesteringer, kommer visse økonomiske politikker så at sige til at være foran på point, hvilket Niels Fuglsang fra CBS på det seneste har sat forskningsmæssigt fokus på. Men selvom tallene ikke er svævet ned fra himlen som ’den eneste rigtige og objektive’ måde at måle på, så er de heller ikke grebet ud af den blå luft. Nogle måder at måle på er mere rigtige end andre. Det giver mening, som det netop er besluttet, at afsætte 12 millioner til at undersøge, hvordan regnemodellerne i højere grad kan inkludere de gunstige effekter af velfærdsforbrug. Hvis ingen havde sat spørgsmålstegn ved Finansministeriets målinger, hvis de bare var blevet taget for givet, var forbedring aldrig blevet en mulighed.
Men hvordan kan vi tale kvalificeret om, hvornår vi skal stole på tal, og hvornår vi skal stille spørgsmålstegn ved dem?
Den franske videnskabssociolog Bruno Latour fortæller i sin seneste bog en anekdote om en klimaforsker, der på fransk tv bliver spurgt, hvorfor man skal tro mere på ham end på klimaskeptikerne. Modsat hvad man måske kunne have forventet, svarer han ikke ved at påkalde sig autoritet fra Videnskaben - med stort V - som noget, man ikke kan stille spørgsmålstegn ved. I stedet begynder han at opremse alle de videnskabelige institutioner og praksisser, hans udsagn om den globale opvarmning bygger på. Han nævner det store antal forskere, der har været involveret i arbejdet. Han fortæller om de systemer til dataverifikation, der sikrer, at de udgivne artikler og de udsendte rapporter faktisk er rigtige. Han henviser til det netværk at vejrmålingsstationer, oceanografiske bøjer og satellitter, der indsamler oplysninger om vejret. Han taler om de computere og matematiske modeller, der hjælper med at konkludere på de spredte målinger. Hans resultater er ikke noget, der bare skal accepteres på grund af hans professortitel – det er noget, det har krævet arbejde at samle.
I den klimaskeptiske lejr finder han derimod kun et totalt fravær af kompetente fagpersoner med adgang til det nødvendige udstyr. Det er på grund af denne enorme forskel på, hvad klimaforskeren og klimaskeptikernes udsagn kan ‘støtte sig til’, at vi skal stole på ham, lyder det.
I den statistiske verden antyder denne ide, at der er de statistiske institutioner og deres praksisser – mere end hver enkelt enkelte tal – vi bør sætte vores lid til. Interessant nok er det faktisk også hvad danskerne gør. Med et par års mellemrum får Danmarks Statistik foretaget en såkaldt ’omdømmeundersøgelse’, hvor et repræsentativt udsnit af den danske befolkning giver deres vurdering af institutionen. I den seneste udgave fra 2016, fandt man generelt høj tillid til institutionen Danmarks Statistik – men lidt lavere til de enkelte statistikker, hvor hver tredje ikke mener, at arbejdsløshedsstatistikken afspejler det reelle billede, mens hver fjerde har samme syn på statistikken om den økonomiske vækst.
Dette er måske ikke så overraskende. Som daværende rigsstatistiker Jan Plovsing skrev i anledning af 2013 udgaven af undersøgelsen, "at tallene skal afspejle den enkeltes oplevelse af samfundet præcist er et meget stort krav at stille". Og han fortsatte "Nationalregnskabet bliver jo revideret løbende… Er det så præcist?"
I november 2016 reviderede Danmarks Statistik nationalregnskabet for 2013-15 opad, så væksten blev markant højere, end hvad der havde fremgået i de foreløbige udmeldinger. Flere medier såede derfor tvivl om, hvorvidt man kan stole på Danmarks Statistik, da de hidtidige væksttal jo så må være ’forfejlede’.
Dansk Magisterforening og Djøf’s fælles medlemsblad Forskerforum skrev for eksempel, at Danmarks statistisk opdagede "en regnefejl som betød, at det danske BNP blev opskrevet med 42 milliarder kroner". Men der var netop ikke tale om en ’regnefejl’. Det er helt normalt, at foreløbige BNP-tal revideres, så første bud på væksten kommer relativ kort tid efter et kvartals afslutning efterfulgt af en serie revisioner, inden resultatet bliver endeligt tre år senere. For at undgå revisioner skulle man enten vente flere år på væksttallene eller acceptere, at man ikke forbedrede det tidlige skøn, selvom nye kilder giver et mere præcist billede. Noget kan være åbent for revision og stadig være det bedste bud på en talmæssig beskrivelse.
Dette kræver, at vi taler om en given statistik med passende ydmyghed. Hvis politiske tal som nationalregnskabet, fattigdomsgrænser eller resultater i nationale test med overdreven ’taloptimisme’ behandles som den entydige og endelige sandhed om det, de måler, så baner det indirekte vejen for en skeptisk indstilling til statistik. Hvis de foreløbige tal havde været entydige sande – så ville revisionen faktisk have udtrykt for en ’fejl’. Og kan vi så nogensinde stole på tallene?
Af dette følger, at det bedste værn mod en faldende tillid til det fælles vidensgrundlag, som offentlige statistiker udgør, derfor er at pege på, at tal ikke er svævet ned fra himlen som ’sandheden’. Men de er heller ikke grebet ud af den blå – politiske – luft.
