Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

DR-læringsevent vil ruste elever i de større klasser til at undgå at blive hacket

Undervisning 4. okt 2021  -  1 min læsetid
This describes the image
Ultra:bit - Det er Ultra Nyts vært Jonas Madsen, der styrer eleverne igennem den digitale læringsevent 3. november 2021. I hans selskab kommer de unge til at skulle løse opgaver og tage stilling til dilemmaer, som de selv vil kunne komme ud for, når de færdes online. Foto: Christian Als/DR

DR udvider undervisning i digital sikkerhed til landets 7. og 8. klasser. 

Af Maria Salomonsen

Et nyt undervisningstilbud fra DR vil hjælpe elever i 7. og 8. klasse med at begå sig trygt på nettet.

Ultra:bit, som tilbuddet hedder, har eksisteret siden 2018 for eleverne i 4. til 6. klasse, men som noget nyt vil læringseventet ultra:bit LIVE henvende sig til de større børn i 7. og 8. klasse. Det skriver DR.

Det er Jonas Madsen, vært for DR’s nyhedsudsendelse til børn Ultra Nyt, der styrer eleverne gennem læringseventet, som vil blive afholdt 3. november.

I hans selskab kommer de unge til at skulle løse opgaver og tage stilling til dilemmaer, som de selv vil kunne komme ud for, når de færdes online.

Ultra:bit er en fælles læringsindsats udviklet af DR i samarbejde med Center for Undervisningsmidler (CFU Danmark) og det nationale naturfagscenter Astra og er støttet af Industriens Fond.

Ifølge DR deltager 9 ud af 10 skoler i tilbuddet, der skal styrke børn digitale sikkerhed. 

“Vi vil gerne give de unge gode råd og redskaber til at undgå hackernes fælder, for det er vigtigt, at vi alle sammen kan have en tryg digital hverdag. Det er ikke skamfuldt at blive hacket, for det kan ske for alle,” siger Morten Skov Hansen, som er chef for DR Ultra, Ramasjang og Minisjang.

Inden eventet skal eleverne gennemgå et digitalt læringsforløb fra DRs platform DR Skole. Lærerne kan også gennemgå et forberedende kursus.

Ultra:bit programmet løber indtil 2023, og er målrettet alle børn i 4. til 8. klasse.