Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Medierådet lancerer ny vidensamling om børn og unges digitale dannelse

Undervisning 13. apr 2021  -  1 min læsetid
Tjekdet
Medierådet for børn og unge lancerer ny vidensamling, hvor du kan finde undersøgelser og rapporter om digital dannelse. Foto: Stefan Meller/Pixabay

Medierådet for børn og unge åbnede 24. marts for adgangen til deres dugfriske vidensamling om digital dannelse.

I vidensamlingen kan du som underviser, forælder eller noget helt tredje finde et overblik over alskens undersøgelser og rapporter fra ind- og udland inden for temaer som gaming, fællesskaber og hverdagsliv fra et digitalt perspektiv med børn og unge som centrum.

Og sådan en oversigt manglede, forklarer Sarah Sofie Thiele, konsulent hos Medierådet og ansvarlig for vidensamlingen.

“Vi har samlet noget af den viden, der er om digital dannelse. Digital dannelse er jo et stort, bredt, fagligt felt, der dækker over mange fagligheder i virkeligheden, så jeg ville ikke selv vide, hvor jeg skulle starte. Så det kan være et overblik til at få en i gang,” siger hun.

For undervisere er listen særlig interessant, hvis man mangler viden om et bestemt emne, man eksempelvis arbejder med i skolen.

“Det kan være, at man har et specifikt behov for at finde viden om et konkret emne, og det kan også være, at man vil snuse lidt mere til nogle af de emner, som er relateret til digital dannelse. For eksempel misinformation og fake news og de grænseemner, der ligger omkring det. Man kan hente en solid baggrundsviden fra samlingen,” siger Sarah Sofie Thiele. 

Samlingen dækker over emner som fællesskaber, ansvar, influencere, hverdagsliv, sociale medier, gaming, køn, vaner og skolen. Oversigten er endnu ikke komplet, men den vil blive opdateret løbende, forklarer Sarah Sofie Thiele.

Samlingen er gratis for alle og indgår som en del af Medierådet for børn og unges indsats for digital dannelse.