Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nye handleplaner til skoleledere og lærere om digitale krænkelser

Undervisning 3. jun 2021  -  4 min læsetid
Tjekdet
Foto: Pixabay

To nordjyske SSP-konsulenter står bag handleplaner, der skal hjælpe voksne med at handle rigtigt i mødet med digitale krænkelser blandt unge. Handleplanerne kom til verden i forbindelse med DELT, et projekt til bekæmpelse af digitale krænkelser, skriver Medierådet for Børn og Unge i en pressemeddelelse.

Handleplanerne skal gøre det nemmere for skoleledere og andre fagpersoner i frontlinjen at handle rigtigt, når krænkelsen har fundet sted.

Når man som skoleleder står over for en digital krænkelsessag fra en elev er gode råd dyre. En forkert beslutning om, hvem der skal kontaktes og en uhensigtsmæssig reaktion kan i værste fald gøre krænkelsen værre for den unge person, der beder om hjælp.

“Derfor er det sindssygt vigtigt, at man som fagperson lige har mulighed for at stoppe op og tjekke op på, hvordan man skal gribe situationen an," siger Mads Hardahl-Haugaard, SSP-konsulent i Hjørring kommune, ifølge pressemeddelelsen.

Sammen med sin kollega, SSP-konsulent i Jammerbugt kommune, Jesper Mørkholt, er Mads Hardahl-Haugaard en af hovedkræfterne bag de to handleplaner.

Planerne kom til verden som en del af DELT – en kursusrække af Medierådet, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik sammen med kursusvirksomheden Generator i starten af 2020.

Siden er planerne kommet op på opslagstavler på skoler og i institutioner i Hjørring og Jammerbugt Kommune.

“Her hænger de som en slags førstehjælpskasse til fagprofessionelle, der ikke er vant til den slags situationer. Som en måde at skabe tryghed for dem i en ellers meget sårbar situation,” siger Jesper Mørkholt.

Gik næsten galt

Handleplanerne er et konkret resultat af en række workshops, som Jesper Mørkholt og Mads Hardahl-Haugaard afholdt på kurserne i projektet DELT.

Forinden havde de to SSP’ere lavet en skabelon til en handleplan, som de under workshoppene bearbejdede og diskuterede sammen med erfarne fagfolk fra hele landet. Resultatet blev to færdige og gennemredigerede planer, som nordjyderne kunne dele med kursisterne og tage med hjem og udbrede i egne kommuner. Her har planerne hurtigt vist deres potentiale.

“Jeg kan umiddelbart komme i tanker om omkring 15 sager i min kommune siden sommerferien, hvor planen er blevet brugt,” siger Mads Hardahl-Haugaard og hiver en konkret sag fra Hjørring Kommune frem som eksempel.

I sagen fik en skoleleder et tip om en dreng, der havde delt billeder af en anden dreng i en gruppe, der opfordrede til vold.

Skolelederens instinkt fortalte hende, at hun burde tale med deleren. Men før da valgte hun at stoppe op og kigge i den nye handleplan, som hun havde fået blot tre dage tidligere.

“Og det var godt, hun gjorde det,” siger Mads Hardahl-Haugaard.

“Hvis hun havde taget den pædagogiske snak først, havde hun faktisk forpurret noget politiefterforskning i den konkrete sag, der egentlig var en sag for politiet. Her var handleplanen altså et rigtig vigtigt redskab.”

Klædt på til handling

Et stigende behov for redskaber mod digitale krænkelser var netop en af bagtankerne bag kurserne i projektet DELT, hvor fagprofessionelle – pædagoger, lærere, og SSP’ere – fra hele landet samledes for at høre oplæg, deltage i forskellige workshops og få introduktion til undervisningsmaterialet ‘deShame’ samt bogen ‘DELT - En bog til unge om digitale sexkrænkelser’.
 
Ifølge projektleder ved Medierådet, Lisbeth Brunebjerg Holmegaard var formålet at klæde fagfolk på til en stadig større udfordring:

“Online-rådgivninger for unge modtager flere og flere henvendelser fra unge, som har fået delt et intimt billede, eller som selv har delt af andre. Det er godt, at unge henvender sig for hjælp. Det er et meget sårbart emne for unge og de voksne, der møder dem. De har brug for ny viden og flere handlemuligheder – og det har vi prøvet at give dem med DELT-projektet,” siger Lisbeth Brunebjerg Holmegaard.

På programmet var blandt andet oplæg fra unge mennesker, som selv har oplevet digitale krænkelser og kunne fortælle om uhensigtsmæssige reaktioner fra voksne. Deres ord gjorde særligt indtryk på Jesper Mørkholt, som fik fornyet lyst til at blive færdig med sin handleplan:
“Mange unge fortæller, at de bliver udskammet, når de har delt billeder. Det er jo fordi de voksne mangler viden om, hvordan de bør reagere og har brug for andre handlemuligheder end udskamning. Et af mine hovedmotiver bag handleplanerne var at give de voksne netop det,” siger Jesper Mørkholt.

Man deler med hinanden

DELT-kurserne gav også Jesper Mørkholt og Mads Haudahl-Hargaard et styrket netværk til fagfolk i hele landet. Det har de siden brugt i arbejdet med at brede deres handleplaner ud til SSP’ere i alle landets kommuner.

“Det er det, man gør i SSP-samarbejde, når man har en god idé. Man deler med hinanden”, siger Jesper Mørkholt.

Efterfølgende har flere meldt tilbage, at de er i gang med deres egne handleplaner. Andre har efterspurgt workshops med de to nordjyske SSP’ere i stil med den, de holdt på DELT-kurserne.

Det vækker glæde hos de to nordjyder at se frugten af deres arbejde sprede sig til gavn for unge i hele landet. Men fortjenesten, bemærker de i al jysk beskedenhed, er dog ikke deres alene:

“Det fede ved workshoppen var, at vi kunne finpudse vores egne skabeloner sammen med eksperter fra hele landet. Derfor er det ikke bare to planer, der er lavet af to SSP’ere et eller andet sted i Jylland. Det er handleplaner, som er redigeret af dygtige og erfarne fagfolk, som forhåbentlig selv tager inspirationen med videre,” siger Mads Haudahl-Hargaard.

Materialerne, der er blevet udgivet i forbindelse med projektet, kan findes her.